Abortvejledning til skoleelever

Af Anders Sune Hansen
Den danske folkeskole har pligt til at tilbyde eleverne seksualundervisning. Udover hæfter om køn, pubertet og seksualitet uddeles en egentlig præventionsguide i de større klasser på mange skoler.
Guiden med titlen ”Din præventionsguide” er udgivet af Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning. Den gennemgår nøgternt og kortfattet en række præventionsmetoder, men oplyser også om muligheden for abort. Afsnittet ”Abort” indledes på flg. måde: ”Hvis en pige er blevet gravid og ikke ønsker at få barnet, kan hun få foretaget en abort. Beslutningen kan være svær. Det er vigtigt at tale med én, man har tillid til.” I dette afsnit siges det klart, at der er tale om et barn, men det etisk problematiske i ikke at ville have barnet tages der ikke stilling til; afgørelsen lægges suverænt hos den gravide.
Dog bryder guiden sig ikke om at bruge ordet ”barn”, når den beskriver abortmetoderne, hvilket er ganske karakteristisk for alt materiale, der forholder sig neutralt (positivt) til abort. Guiden beskriver således to abortmetoder, men undgår her at bruge ordet ”barn”.
Om den første metode siges det: ”Medicinsk abort foregår ved, at du får medicin, der får graviditeten til at stoppe”. Det diffuse udtryk, at ”graviditeten stoppes”, giver ikke den rette forestilling, nemlig den at barnet slås ihjel. Aborten bliver abstrakt og nemmere at håndtere mentalt (for den gravide såvel som for sundhedspersonale og samfundet i øvrigt). Man bruger ikke ordet ”barn”, fordi enhver vil kunne høre det forfærdelige i udsagnet: ”Du får medicin, der dræber dit lille barn, som du er mor til”.
Om den anden abortmetode hedder det: ”Kirurgisk abort foregår ved, at du først bliver bedøvet. Derefter tømmes din livmoder for graviditetsvævet ved hjælp af et lille sug. Det hele varer  10 – 15 minutter, og du mærker ikke noget imens.” Her er ordet ”barn” - der skaber tydelige forestillinger og stærke følelser - pludselig blevet erstattet med ordet ”graviditetsvæv”, der skaber en abstrakt og diffus forestilling om noget anonymt og ikkemenneskeligt. Det, der før var et ”barn”, er ligeså ubemærket blevet til noget ”væv” uden egentlig værdi. Endvidere virker
beskrivelsen af metoden som et ”lille sug” ikke bare komisk, men også grelt kynisk i sammenhængen. Sætningen: ”Du mærker ikke noget imens” bliver helt psykologisk-eksistentiel; kvinden mærker ikke, at det er et barn, hun er ved at miste. Det er i hvert fald det, lægevidenskaben og samfundet vil bilde hende ind.

Hvorfor en tilsløring?
Man må spørge sig selv om, hvor bevidst denne udskiftning af ordet ”barn” er. Skyldes det ren beregning, kynisme og afstumpethed? Eller beror det på en fortrængning, fordi man inderst inde ved, at abort er drab? De unge, der læser og vejledes af præventionsguiden lærer at betragte barnet som et “graviditetsvæv” i det tilfælde, hvor man ønsker abort. Denne mekanisme, hvor man efter behag omdefinerer barnets status til noget ikke-menneskeligt, ligger formentlig dybt indlejret hos store dele af befolkningen i de lande, der har legaliseret abort.
Derfor er den nævnte præventionsguide dybt umenneskelig og politisk; den foregiver, at man kan være rationel-nøgtern i forhold til, om man vil have foretaget abort eller ej. Den nedværdiger endvidere det ufødte barn og mennesket som sådan, og den sætter de unge i et urimeligt dilemma. Set i dét perspektiv er guiden medvirkende til vildledning, og den forfører den ukritiske læser til at tro, at mennesket blot er et stykke materiale, et stykke væv, der ikke har absolut værdi. Denne tankegang er antikristelig, men sørgeligt fremherskende i vores frafaldne verden.