Af cand. phil. Helge Hoffmann, medlem af repræsentantskabet
Tre irske kvinder har nu med bistand fra Den irske forening for Familieplanlægning klaget til menneskerettighedsdomstolen over, at de er blevet nægtet abort i Irland. Kvindernes påstand er altså, at det er en meneskeret at lade sit barn dræbe i sit eget liv.
Hvis domstolen giver kvinderne medhold i dette, da er begrebet 'menneskerettigheder' for alvor blevet meningsløst, som det nødvendigvis må ende med at blive det, hvis menneskeret ikke er andet og mere, end hvad mennesket selv definerer og vedtager. Rettigheder for hvem? må man spørge.
Alting vendes på hovedet, og det lille ufødte menneske, som de irske myndigheder så prisværdigt søger at beskytte, gøres retsløst og reduceres til en potentiel hindring for sin mors velbefindende.
Hvis domstolen giver disse kvinder medhold, da er menneskeret intet andet end den stærkeres ret, og de allermest værgeløse er prisgivet. Dette søgsmål skriger til himlen.

Af cand. phil. Helge Hoffmann, medlem af repræsentantskabet
"I en anden del af Danmark" er en programserie, hvor man følger fire udviklingshæmmede fra et bosted på Fyn i deres almindelige hverdagsliv. På TV2's hjemmeside kalder de det et program om "fire livsglade venner", og hvor har de dog ret.
Det, der slår én ved disse udsendelser, er netop, hvor livsglade, ukomplicerede og sympatiske disse mennesker er. Her er ikke stukket noget under stolen, her er ingen lumske bagtanker, og her mødes andre mennesker ikke med en indgroet mistro, men med venlighed og umiddelbar tillid.
Man må ofte trække på smilebåndet af de ordvekslinger og situationer, der opstår, fordi de fire venner ikke er, som folk er flest. Rent faktisk sidder man og smiler hele programmet igennem, fordi de fire venners glade og positive holdning til tilværelsen og deres medmennesker er så smittende og forfriskende.
Derfor er det også deprimerende at erkende, at mennesker som disse er helt igennem uønskede i dagens Danmark. Med vores stadigt bedre muligheder for at diagnosticere handicaps som downs syndrom i de tidlige fosterstadier er klapjagten på de udviklingshæmmede for alvor gået ind.
Alle vordende mødre tilbydes de nye, forbedrede tests (og bliver mødt med en hovedrysten, hvis de ikke tager imod tilbuddet) - tests, der skal sikre, at vi gennem abort kan slippe af med de udviklingshæmmede, før de fødes og bliver en byrde for deres forældre og (ikke mindst) for samfundet som helhed.
Overlæger roser de nye metoder til skyerne og forudser, at de vil kunne skaffe os af med langt de fleste af de 'fejleksemplarer', der ellers ville se dagens lys. De skammer sig endda ikke ved at opstille økonomiske beregninger over, hvor mange millioner samfundet vil spare på denne forbedrede racehygiejne.
Hvor er det kynisk og infamt og ynkeligt, at vi i et samfund så rigt og efter vores egen mening humant som det danske nægter sådanne mennesker retten til livet - og hvor er det dumt.
Danmark ville være et bedre sted at leve, hvis vi havde flere af disse herlige, umiddelbare mennesker at sørge for og glæde os over. Danskerne ville være et bedre folkefærd, hvis ikke vi koldt og kynisk lod så mange af vores svageste og mest værgeløse landsmænd dræbe i deres mors skød.

Af cand. phil. Helge Hoffmann, medl. af repræsentantskabet
Organisationen Amnesty International arbejder i dag aktivt for at få abortforbud ophævet i forskellige lande i verden.
Det er trist at opleve, at en organisation, som ellers i mange år har kæmpet for forfulgte mennesker - deriblandt kristne som forfølges for deres tro - over hele verden, nu stiller sig på dødens side i dette spørgsmål.
Abort er ikke det eneste spørgsmål, man kan være uenig med Amnesty om, men dette punkt er for mig at se en afgørende hindring for, at man kan støtte organisationens arbejde.
Hvordan kan man tage Amnestys påstand om at kæmpe for alles 'menneskeret' alvorligt, når Amnesty samtidig arbejder for at nægte ufødte den helt elementære ret til livet? Hvilket menneske med respekt for det gudskabte menneskeliv kan støtte en organisation, der slår til lyd for at lade små, værgeløse mennesker dræbe?
Heldigvis er der andre organisationer, man kan støtte, hvis man ønsker at hjælpe de forfulgte og truede - små som store.
Hvis du havde tænkt dig denne jul at støtte Amnesty, vil jeg opfordre dig til at dele dit påtænkte støttebeløb i to og i stedet give én del til Åbne Døre, som hjælper forfulgte kristne over hele verden, og én del til Retten til Liv, der kæmper for at redde ufødte danskere fra at blive suget i stykker på vores hospitaler.
Stil ikke dine penge i dødens tjeneste, men i livets!

Af Kerstin Hoffmann, webredaktør

Forbruget af p-piller blandt piger under den seksuelle lavalder er i voldsom stigning. Det viser helt nye tal fra Lægemiddelstyrelsen. Selvom det blandt andet skyldes, at pillerne ordineres til piger med kraftige menstruationssmerter, er der tale om en fordobling af forbruget på under 10 år, skriver Kristeligt Dagblad.
Generationers oplæring i at beskytte sig mod graviditet har altså båret frugt - eller hvad? For hvorfor er det lige, at antallet af aborter blandt de samme unge er stigende?
Skal grunden findes i det faktum, at p-piller slet ikke er så sikre, som man gerne vil have dem til at se ud, og at dette at være på p-piller øger en ung piges - eller hendes kærestes - risikovillighed?
Eksperter og politikere kan ikke finde på anden løsning end, at vi må have (endnu) mere seksualundervisning på skoleskemaet. Men hvad er det for en detalje, man ikke har fået med? Kvalmegrænsen er for længst nået.
Det er ikke seksualundervisning, de unge mangler, men respekt for livet. Først og fremmest respekt for det liv de har fået betroet evnen til at sætte i verden, men også respekt for deres egen værdi og for det menneske de overvejer at knytter sig til med den voldsomme styrke, der ligger i seksualiteten. Der hvor seksualiteten løsrives fra ansvaret for de børn, der kan komme ud af den, der løsrives den fra al ansvar i det hele taget.

Af Johannes Kirk Søndergaard, Enebærparken 146, 6000 Kolding
Livet er alt for kort – for den, der bliver en abort. Men livet leves også forkert, når vi tillader os at slå ihjel. Faktisk er det borgerkrig. 

Siden indførelse af den fri abort i Danmark i 1973, er der dræbt 700.000 danskere i deres mors mave. Når vi mennesker tager andre menneskers liv og død i vores hånd, bliver tilværelsen rå. Og det er lige netop det, der er sket de sidste 36 år.

I stedet for at dræbe små babyer, så skulle vi hellere hjælpe de ufødte danskere samt deres mødre og fædre, så de sammen kan få et godt liv, og så vi kunne være nogle flere danskere. Vi har brug for dem.