
Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær i Retten til Liv
Ny placering
Det er lykkedes at finde et nyt sted at anlægge en abortmindelund. Et medlem af foreningen har tilbudt noget af sin grund til formålet et sted i provinsen på Sjælland, men før der foreligger noget mere konkret, vil foreningen ikke afsløre nærmere detaljer om sted og andet praktisk. Pt. arbejdes der på at nedsætte et lokalt forankret udvalg, der kan arbejde videre med planerne om udformningen af stedet m.m. Om det bliver en tro kopi af den forrige ligger derfor endnu hen i det uvisse, men genstandene fra den forrige er stort set alle bevaret mhp. muligheden for genanvendelse.
Samme formål
Hvad der derimod ligger fast er, at den primære funktion med stedet er den samme som tidligere: Et fysisk sted, hvor de mange uskyldige ofre for den legale abort mindes, og de ufødtes menneskelighed dermed fastholdes. For kvinden betyder det også en fastholdelse af, at det aborterede barn er sorgen værd, og vi håber med stedet at kunne give kvinden en mulighed for at fortryde og finde fred - ligesom abortmindelunden ved Vedersø for mange kvinder blev netop den hjælp, så de kunne komme videre.
Om en abortmindelund så også stadig vil vække samme forargelse som tidligere i et samfund, der har devalueret det ufødte barns menneskelighed og værdi, vil tiden vise. Noget tyder allerede på det…
”Da jeg læste alt det i avisen om stenen i Vedersø fandt jeg ud af, at jeg naturligvis ikke kunne slå mit ufødte barn ihjel."
Beretningen om, hvordan stenen i Vedersø har reddet livet for et ufødt barn
En af foreningens venner har givet os følgende beretning, som af anonymitets-årsager er ændret så meget, at personerne ikke kan genkendes. Men i Retten til Liv glæder vi os over, at stenen i Vedersø har reddet livet for et ufødt barn. Vi tror at stenen har reddet livet for mange ufødte børn.
December 1998
Hun kom i begyndelsen af december ind på mit kontor i det firma, hvor jeg er arbejdsleder. Hun græd og var ked af det. Jeg bad hende sidde ned, og så fortalte hun, at hun var gravid. Hun er lærling og er ikke fyldt 20 endnu. I forvejen har hun et barn sammen med ham, hun bor sammen med. Forsigtigt spurgte jeg hvem der var faderen, og fik til min lettelse at vide, at det var ham, hun boede hos. Men hun var lige begyndt på en ny uddannelse efter i nogle år at have flakket fra et arbejde til et andet med mange trælse arbejdsløshedsperioder ind imellem.
Hun ville fortælle mig, at hun havde besluttet sig for at få en abort, selv om hun var virkelig ked af det. Hun mente nok egentlig, at det var forkert, men hun så ingen anden udvej. Og hendes fyr, forældre, arbejdskammerater - ja, kort sagt alle gav hende ret: det var det bedste, også for barnet.
Vi snakkede frem og tilbage om det, men da hun gik var jeg ikke i tvivl om, at hun var besluttet på en abort.
Januar 1999
Sidst i januar kom hun igen ind til mig på mit kontor. Hun smilede og var glad. Jo, hun ville blot lige fortælle mig, at hun alligevel havde besluttet at få barnet. Da jeg spurgte hvad der havde ændret hendes beslutning sagde hun: jo, da jeg læste alt det i avisen om stenen i Vedersø fandt jeg ud af, at jeg naturligvis ikke kunne slå mit ufødte barn ihjel.