En beretning af tre, der holdt vagt over den hærværksplagede Abortmindelund natten før indvielsen af Danmarkskortet.

Af sognepræst Claus Olsen, speciallæge Christian N. Laursen og cand. phil. Helge Hoffmann

Claus: Det kunne være moderne kunst!
Havde borgmesteren indviet søjleskulpturen udført af en kendt kunstner, som udtryk for økonomisk vækst siden indlemmelse i EU - ja så var det moderne kunst.
Men med aborttallene er søjlerne moderne skændsel.
Cementen var ikke helt størknet da jeg ankom til Vedersø som vagt. Der var vagter dagen igennem som skulle sørge for at besøgende ikke af vanvare kom til at skubbe til søjlerne, så de blev skæve.
Der kom lokale folk fra arbejde:
En sagde at det var noget sært noget, men at det da ikke direkte generede ham!
En anden var meget gal over at man stiller sådan noget op i et beboelsesområde.
En tredje direkte ophidset da det betød ballade i byen.
Ingen kunne se at forskellen på kunst var: Aborttallene!
Der kom et par andre gæster som var glade over haven, men kede af aborttallene i Danmark.
Jeg skulle være alene til formanden kom.

Christian: Jeg ringede til min kone på vej derud. Sagde lige det tak, jeg ikke fik sagt, da jeg kom lidt hurtigt ud af døren. Tak fordi hun igen en aften ville undvære mig, denne gang for at jeg kunne stå vagt i Vedersø.
Jeg har haft mange forskellige vagter i min tid. Lægevagt, hospitalsvagt her og der og i sin tid fast vagt. Men: Vedersø-vagt. Det var ikke sket før. Det var ikke ligefrem hvidkitlede værdier, der skulle værnes i aften, snarere tværtimod. Her skulle vi stå vagt om en ilde hørt sandhed: drabene på de ufødte.
Den lille, ellers så fredelige landsby havde allerede genlydt af ramaskrig over dette tiltag. Mærkeligt land hvor vi græder og jamrer ikke over vore dræbte børn, men hvis retten til at dræbe dem anfægtes bare en lille smule. Søjleindvielsen i morgen kunne blive et inferno.
Jeg fornemmede uhyggestemningen, da jeg tvang bilen ind på den snoede vej og kørte de sidste kilometer fra Staby derud. Sendte uvilkårligt en tanke til mit eget moderlige ophav i taknemmelighed for livet.
Fur-præsten sidder der, da jeg kommer. Har garderet sig med termokande, den nye salmebog og en havestol. Ikke så uhyggeligt lige nu.

Claus: Det var dejligt da Christian kom. Vi stod sammen og fik et par samtaler med folkene fra byen.

Christian: Tilsyneladende snakkelystne Vedersø-borgere med et par øller i cykelkurven viste pludselig holdning.

Claus: På et tidspunkt gik bølgerne højt mellem en gruppe mænd og os to vagter.
Det lykkedes Christian i den meget ophidsede diskussion at komme ind på selve sagen: abort er det godt eller ej?
Endelig diskuterede vi selve emnet.
Det var ubehageligt til tider at stå der, men godt at få diskuteret sagen!
Det undrede mig, at der var mere forargelse over nogle søde, små sværddragere i en blender, end over de mange provokerede aborter. Det var kunst - det her ikke.
Hvorfor mon?
Der var øretæver i luften kunne vi godt mærke i den lune sommeraften. Til sidst forsvandt de dog, og vi spiste vores mad.

Helge: Byen ligger øde hen.
Jeg går op mod lunden.
Det hvide felt med den afdøde profets ord lyser op i tusmørket.
Jeg fortsætter ind i den mørke lund.
En massiv, sort figur med en kantet kontur kommer til syne på min venstre hånd:
Skamstøtten for de magter og myndigheder, der lader små børn ofre til deres afguder.
Jeg når ud i det åbne og ser det nye monument for de dræbte:
Slanke, firkantede søjler.
På søjlerne de astronomiske tabstal - hinsides enhver fatteevne.
Hærføreren og præsten er allerede ankommet.
Vi diskuterer lavmælt den strategiske situation.
Jeg får at vide, at filistrene allerede har rekognosceret.

Christian: Hvad kan vi tre-fire stykker gøre ved den fri abort herude ved lunden i aften? Vi skal egentlig kun passe på nogle søjler, indtil betonen er tør. Berolige gemytterne. Efter i morgen kan alt ske. En buldozer vil kunne jævne det hele med jorden på få minutter. Men inden da vil Abort-Danmarkskortet være kendt. Billederne vil da allerede have brændt sig fast på vores nethinder.
Claus: Senere på aftenen da det mørknede kom de tilbage.
Der var ikke så meget snak, kun et par overvejelser i luften om, hvorvidt en rendegraver ikke kunne udrette noget i nattens løb!
Nå ... ja ... og da så tredjemanden, Helge, var ankommet så gik vi rundt og bare var der.

Helge: Snart dukker filistrene op igen.
De samler sig på vores ene flanke.
De kommer med enkelte hånlige tilråb, mens de drikker sig mod til i gæret humlesaft.
Endnu ser de ikke ud til at ville angribe.
I horisonten varsler blændende lysglimt en storm i anmarch.
Pludselig giver et rungende brag genlyd i natten.
Torden? Nej, det må være filistrenes artilleri.
Forbereder de et stormløb?
Vi venter og lytter anspændte.

Claus: Jeg lettede fra jorden da en af militærets øvelsesgranater sprang. Den var blevet kastet ind i buskadset.
Tilskuerne grinede, jeg var ikke godt tilpas.
Henved kl. 22.30 kom så ejeren af grunden hvor provokationen står - Arne Munk - og det blev det ikke mindre livligt af. Men der faldt ikke flere mærkbare bomber.

Helge: Tiden går.
Så kommer gudsmanden, profetens søn.
Han har proviant og en varm, styrkende drik med til os.
Filistrene får læst og påskrevet.
Vi får nyt mod.
Filistrene raser og hyler. De buldrer som tomme tønder.
Vi lader hånt om deres larm.
Herren er vores klippe, vores faste borg.

Christian: Arne muntrede os op. Havde en godtepose fra Hanne-mors køkken med.

Claus: Sandkagen fra Munk var god, men somme tider kunne man blive lidt tør i halsen af diskussionen ved skellet, mellem grundejeren og lokalfolkene. Samtalen blev ikke ført med fløjlshandsker!

Helge: De blændende lysglimt på nattehimlen kommer nærmere.
Det rumler faretruende derude.
Til sidst fortrækker filistrene.
Kort efter bryder det løs. Regnen pisker ned. Det brager lige over vores hoveder.

Claus: Tilskuerne fortrak da det begyndte at dryppe. Og da tordenen kom nærmere kørte jeg, efter 6 timers vagt.

Helge: Vi søger ly i gudsmandens stridsvogn.
Sidder i vognen og tænker på en aften for mange år siden, hvor gudsmandens far - profeten - faldt for morderhånd.
Bedst som vi spørger os selv, om sejren allerede er vundet, slukkes alt lys i verden med ét, og natten bliver sort som beg.
Er det enden?
Gudsmanden beroliger os og profeterer, at lyset snart vil vende tilbage.
Han får ret.
Regnen stilner af.
I forvisning om at filistrene nu ligger døddrukne på deres lejer byder vi hinanden farvel.
I morgen venter det egentlige slag.

Christian: Da naturkræfterne blandede sig, søgte vi ly i Arnes bil. Vi lagde os selv, søjler og morgendag i den Almægtiges hånd. Tog så hjem og sov.

Claus: Det blev ved truslerne om rendegraver, for næste dag, indvielsesdagen, stod søjlerne der uanfægtet. Men tallene anfægter, de er allerede forældede! Desværre.

Christian: Vedersø-betonen er nu tør. Søjlerne står fortsat urørt.