De fleste mennesker vælger umiddelbart befrugtningen, når man beder dem definere, hvornår de blev til. Tænker man tilbage i sit livsforløb for at finde et tidspunkt, hvor man ikke var til, må man tilbage før denne begivenhed.

Også udfra en biologisk betragtning starter menneskelivet ved befrugtningen. Det er ikke noget, der ofres megen opmærksomhed i lærebøger om fosterets udvikling, det konstateres blot.

Der er et klart før og efter befrugtningen, som gør denne begivenhed  væsensforskellig fra alle livets andre milepæle. Alle væsentlige afgørelser er truffet, i det øjeblik fosteranlægget danner sit eget genom ved sammensmeltningen af æg- og sædcelle. Barnets køn, dets udseende, det kreative potentiale, sygdomsrissici osv. Ethvert nyt fosteranlæg er i bund og grund unikt og uerstatteligt.

Som en naturlig konsekvens af disse kendsgerninger bør fosteranlægget helt fra befrugtningen have samme status som ethvert andet menneskeligt liv. Selv om det har en lang og voldsom udvikling foran sig i afhængighed af sine omgivelser, har det samme krav på beskyttelse som ethvert andet menneske.

Denne holdning bygger på et menneskesyn, hvor alle mennesker - uafhængig af alder, størrelse, ydeevne, helbredstilstand, opholdssted, forældreopbakning, osv.-  regnes for ligeværdige. Værdien består alene i dette at være et menneske. Ikke et dyr, ikke en ting, men et menneske.

Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom, diabetes, følger efter blodpropper i hjerte og hjerne – alle disse sygdomme skyldes væv, som er gået til grunde, men som måske engang kan behandles med en form for regenerativ medicin eller stamcelleterapi. Håbet går på at kunne sætte friske stamceller ind og erstatte det syge væv. Den ivrige debat på området skyldes, at anvendelsen af embryonale og terapeutisk klonede stamceller volder etiske problemer. Det gør derimod voksenstamcellerne ikke.

Læs mere her

Læs oversigtsartikel: Stamceller for dummies.