At være handicappet er lidt som at dyrke sport. Det kræver træning at blive god til det, og risikoen for at tabe er der altid. Dog er der den stor forskel, at man vælger selv sin sportsgren, men som handicappet har man ikke rigtig noget valg - bortset fra resignationens dvale.
Jeg hedder Claus, og jeg er altså handicappet, endda noget så fint som multihandicappet. Jeg kan ikke gå, jeg er lammet fra halsen og ned, kan kun bevæge hovedet, der i øvrigt ryster som en kold Skoda. Jeg kan heller ikke trække vejret, det gør en respirator. Og sagt i forbifarten kan jeg heller ikke høre...
Læs hele Claus Dahl Kristensens ærlige hverdagsglimt her.

---

At fortælle at jeg har en storesøster med Downs Syndrom, har oftest vakt folks umiddelbare: ”Årh, det er bare sådan nogle herlige, livsglade mennesker!” En i sig selv dejlig reaktion som jeg både kan genkende og uddybe. Det er tydeligt, at mange har en kærlighed til mennesker med Downs, at mange elsker ”Morten og Peter”- typerne og med glæde kan imitere Mortens ”Jeg er helt tosset med sport!” Eller den indignerede: ”Det er jo justitsmord på en højhellig søndag!!”

Og ja, Anna, min søster, er også netop herlig. Dejlig. Og livsglad. For det meste. Ligesom hun kan have dage med tristhed og bekymring. Præmenstruelle dage. Jo længere jeg kender hende, jo mere ser jeg, at hun svinger ligeså meget som alle mulige andre.

Læs hele Stine M. Højgaard's hjertevarme beskrivelse af sin søster her.

---

"Det kan virke bizard, at det var vor største katastrofe at miste et barn, som mange anser for uønsket." Ordene kommer fra Astrid Dean Alvim, som er mor til en lille pige med Downs syndrom, der døde i april 2005.

Læs hele hendes historie her.

 

---