Baggrund
Af cand. mag Torben Riis, redaktør af RFM-nyt
“Vi er blevet stopfodret med den modbydelige teori, at der er for mange mennesker til – en teori, som de fleste af os har slugt råt sammen med den endnu mere afskyelige følgeslutning, at det derfor er nødvendigt at ty til umenneskelige handlinger for at frelse menneskeheden – eller i det mindste et særligt fortjenstfuldt udsnit af den.”
Ordene er Steve W. Moshers. Som ung antropolog tog han til Guangdon-provinsen i Kina for at indsamle materiale til en doktorafhandling om landbefolkningens levevilkår. Her kom han ud for en række oplevelser, der skulle ændre hans liv.
Mosher ankom til Kina kort tid efter, at regeringen i 1980 havde indført et-barns-politikken, og han bevidnede med egne øjne, hvordan bevæbnede regeringsmilitser gik fra hus til hus, intimiderede og arresterede gravide kvinder, som nægtede at tage imod “tilbuddet” om abort, og lukkede for vand- og elforsyningen til deres huse.
I et enkelt tilfælde overværede han en tvangsabort, hvor en baby på 7½ måned blev fjernet med kejsersnit. Det var, har Mosher fortalt i et interview, det øjeblik, hvor han blev pro-life.
Uønsket information
Tilbage i USA, skrev han en bog om sine oplevelser. Det var første gang, en udenlandsk forsker kunne berette om de grusomheder, der overgik kineserne i befolkningspolitikkens navn, og hans afsløringer vakte furore i den amerikanske offentlighed – men langt fra udelt sympati.
For det officielle Amerika kom afsløringerne på et ubelejligt tidspunkt i forhold til den samarbejdspolitik, man gerne så gennemført i forhold til Kina, og da den kinesiske regering beskyldte Mosher for at have forbrudt sig mod kinesisk lov ved blandt andet at have færdedes i områder, han ikke havde fået tilladelse til at besøge, endte sagen for Moshers vedkommende med, at han blev bortvist fra Stanford Universitetet med den begrundelse, at han havde anvendt “uetiske” metoder i sin forskning.
Siden da har Mosher arbejdet med at kortlægge de fatale konsekvenser af den vestlige verdens befolkningspolitik – fra 1995 som leder af den uafhængige forskningsinstitution Population Research Institute.
Reproduktiv sundhed
Hvad de færreste tænker over i dagens Danmark – ikke mindst fordi det kun sporadisk dukker op i medierne – er, at Verdensbanken, FN-organer som UNFPA (FN’s befolkningsfond) og private organisationer som IPPF (den internationale Familieplanlægningsforening) i årtier har henholdsvis finansieret og gennemført befolkningsprogrammer i den tredje verden, hvor kvinder er blevet presset eller direkte tvunget til at lade sig sterilisere eller få abort.
Jeg har nævnt den kinesiske et-barns-politik, som fra 1979 blev sat i værk i tæt samarbejde med UNFPA. Det var også UNFPA, der i 1999 nødtvungent måtte indrømme, at man havde indgået en aftale med Milosevic-regimet om at iværksætte programmer med overskriften “reproduktiv sundhed” i Kosovo-provinsen (og kun der) med det formål at begrænse antallet af fødsler i den hovedsageligt muslimske befolkning. Med andre ord som led i Milosevics planer om etnisk udrensning.
Sterilisering med tvang
Disse og flere afsløringer førte til, at den amerikanske regering efter Clinton-æraen indefrøs den årlige bevilling til UNFPA. Den blev genoptaget af præsident Obama, uden at der var sket det fjerneste i organisationens praksis, der kunne retfærdiggøre det – og den blev aldrig afbrudt af skiftende danske regeringer.
Danmark støtter nu som før helhjertet det, man kalder “reproduktiv sundhed” og “reproduktive rettigheder” i den tredje verden – betegnelser, der blot dækker over befolkningskontrol i form af prævention, sterilisation og abort.
Danmark var også blandt de rundhåndede donorer, da Indira Gandhi i 1970’erne gennemførte en sterilisationskampagne af uhørt brutalitet. Seks millioner fattige indiske kvinder blev steriliseret med eller mod deres vilje. Cirka 2.000 døde under operationerne. DANIDA var udmærket klar over, at de metoder, der blev anvendt, stred imod den erklærede danske politik på området, men afbrød ikke samarbejdet.
Mangel på kvinder
Og sådan kunne man blive ved. Abort- og sterilisationskampagnerne har haft forfærdelige konsekvenser for kvinderne i den tredje verden. I Asien, hvor programmer udført for vestlige penge har gjort, at der i dag mangler 160 millioner kvinder, fordi pigerne aborteres af hensyn til familiernes økonomi.
Manglen på kvinder har ført til, at de i dag i stort tal lever en slavelignende tilværelse, som handlede kvinder – enten købt til “ægteskab” med undertiden flere brødre eller til prostitution.
I Sydamerika har der med støtte af Verdensbanken, IPPF og USAID været gennemført uhyrligheder. I Brasilien, hvor 7,5 mio. kvinder blev steriliseret i 1980’erne på trods af, at det stred direkte mod landets love – og i Peru, hvor over 300.000 kvinder blev tvangssteriliseret under den japanskfødte præsident Alberto Fujimori, som senere blev idømt 26 års fængsel for blandt andet krænkelser af menneskerettighederne.
Mangel på unge
Befolkningseksplosionen, som vi blev truet med i 1970’erne, har vist sig at være en fuser. Det altoverskyggende problem i dag er, at befolkningstallet ikke blot i Europa, men også globalt befinder sig i frit fald.
Når verdens befolkning fortsat stiger nogle år endnu, skyldes det, at vi bliver ældre – meget ældre end tidligere. Problemet er og vil i stigende grad blive, at der er for få unge til at forsørge de gamle. Det kan man godt få en politiker til at indrømme i dag, men ikke, at det både er fornuftsstridigt og uetisk at ville fastholde fri abort og tilmed insistere på at eksportere den til mennesker i den tredje verden med eller mod deres vilje.
Artiklen er en forkortet version af et foredrag, Torben Riis holdt på Retten til Livs årsmøde marts 2012. Bragt i IMT april 2012