”Bortadoption – nej, så hellere en abort!”
Af landssekretær Ellen Højlund Wibe
Et udsagn jeg ofte har mødt. De fleste anser i dag bortadoption som noget af det værste, man kan udsætte sig selv og barnet for. Så hellere få det slået ihjel ved en abort. Det er ansvarlighed, synes holdningen at være i dagens samfund, hvorimod den kvinde, der vælger bortadoption, snarere anses som en ravnemor. For hvordan kan man holde ud at leve med tanken om, at der vokser et barn op et eller andet sted, som egentlig er mit. Og set fra barnets side: Hvordan kan man vokse op med tanken om, at min biologiske mor ikke kunne eller ville tage sig af mig – med de følelsesmæssige problemer det måtte give.
Det mindste onde
At bortadoptere sit barn er uden tvivl smertefuldt, men at denne løsning i den grad er kommet i skammekrogen, siger desværre alt for meget om samfundets vurdering af det ufødte menneskes værdi – eller mangel på samme. Og det siger også meget om den manglende vilje til at indse, hvilken smertefuld bagage en provokeret abort er for alt for mange kvinder. Rigtig mange lider i årevis under, at ”jeg slog jo mit barn ihjel”! Og jeg er ikke i tvivl om, at kunne de have valgt om, ville mange af dem have valgt det mindste onde: bortadoption. Så havde man dog kunnet leve med en bevidsthed om, at jeg gjorde alt for, at mit barn skulle få det godt – i en situation hvor jeg ikke selv magtede den opgave. Og heldigvis ender det også som oftest med, at det bortadopterede barn får et hjem hos kærlige og omsorgsfulde forældre.
Bortadoption ud af skammekrogen
At det til gengæld ikke altid ender med en lykkelig genforening med den biologiske mor – når en sådan forening ellers finder sted – kan aldrig blive et argument for, at så var det bedre, om barnet aldrig var blevet født. Der er jo stadig (mindst) lige så gode chancer for, at adoptivbarnet vokser op i et godt og kærligt hjem, som tilfældet er med børn, der vokser op hos deres biologiske forældre. Og uanset om man er adopteret eller ej, kan livet før eller siden byde på mere eller mindre tunge udfordringer.
Respekt
Lad os få bortadoption ud af skammekrogen, så der kan stå respekt om den moderkærlighed, der vil gøre alt for, at barnet kan få det bedste. Også selvom det indebærer en opvækst i en anden familie. Så ville ønsket fra barnløse par om adoption af børn her fra landet også i højere grad kunne imødekommes. Det er en hån, også mod dem, at der ikke er børn nok til bortadoption – samtidig med at vi slår mere end 16.000 ihjel om året på vore sygehuse. Respekt for den ulykkelige kvinde, der med bortadoption vælger livet til for sit barn!
Bragt i Retten til Livs blad LIV, juni 2011
Dokumentar: I Lived on Parker Avenue
David Scotton er på en rejse for at møde sine biologiske forældre, som han aldrig har kendt. David blev bortadopteret lige efter fødslen. Hans biologiske forældre, Melissa og Brian, venter nervøse på ham. De er bekymrede for, om David vil støde dem fra sig, når han opdager, at de dengang som meget unge havde bestemt sig for abort. Melissa ombestemte sig i aller sidste øjeblik og valgte i stedet at bortadoptere.
“I Lived on Parker Avenue” er en kort dokumentar om en mors fortvivlede forsøg på at gøre det, der var bedst, et ægtepars store glæde over at kunne starte en familie og en ung mands ønske om at finde sine rødder. Læs mere: I Lived on Parker Avenue
En personlig beretning: Et (u)ønsket barn
Læs om Elizabeth, der i slutningen af 50’erne blev gravid på en ferie i Italien og oplevede, at hendes liv styrtede sammen for hende. Læs Elizabeths beretning.