Abort er ikke en naturlig del af feminismen
Kampen for retten til abort er i de flestes bevidsthed en grundlæggende del af feminismen. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Faktisk var det lige modsat i den tidlige feminisme blandt andet i USA.
Allerede den tidlige kvinderetsforkæmper Mary Wollstonecraft argumenterede i sin bog ”A Vindication of the Rights of Woman” fra 1792 imod abort, fordi abort er et middel, mænd benytter sig af, så de kan bruge kvinder som et middel til tilfredsstillelse af deres egen seksuelle lyst uden at tage ansvar for de børn, der kommer ud af det.
Slavers og ufødtes rettigheder – samme kamp
Feminismen havde på mange måder sit udspring i de samme kredse, som havde kæmpet mod slaveriet, og i denne kamp havde kvinderne lært to ting. For det første havde de indset, at alle mennesker er lige og derfor også skal have samme rettigheder. Det gjaldt også de ufødte. Samtidig havde de oplevet, hvordan kvinder også i kampen mod slaveriet var blevet nægtet ligestilling med mændene.
Det viste sig tydeligt i 1840, hvor syv tilrejsende kvinder ikke fik lov til at deltage ved den store World Anti-Slavery Convention i London. Selvom sorte og hvide skulle ligestilles, så var der mindre villighed blandt de magthavende mænd til at ligestille mennesker på tværs af andre skel.
Feminisme er også forsvar for de ufødte
Én af disse kvinder var Elizabeth Cady Stanton, der blev en af de fremmeste amerikanske kvinderetsforkæmpere. Sammen med Susan B. Anthony udgav hun fra 1868 til 1872 bladet ”The Revolution”, som var talerør for kvindesagen. Bladet finansieredes til dels gennem annoncer, men bragte ikke annoncer for foster- og spædbørnsdrab. Tværtimod talte Stanton imod ”mord på børn både før og efter fødslen”, og i 1868 skrev hun således i The Revolution: ”Vi lever i dag i et magtsamfund, hvor det maskuline overalt overmander det feminine og tramper på såvel kvinder som børn. Lad kvinden hævde sig selv i al sin naturlige ægthed, værdighed og styrke og gøre en ende på hele denne lidelse og mordene på hjælpeløse børn”. For de tidlige feminister handlede kampen om, at kvinder skulle være lige med mænd, men de skulle ikke være det ved at blive mænd. Moderskabet var en fundamental del af det at være kvinde, og det skulle ikke tages fra kvinden. Ingen kvinde skulle tvinges af sin mand til hverken sex eller abort.
Fri abort – den ultimative udnyttelse af kvinder
I den næste generation nåede feministerne deres store mål. Den 19. tilføjelse til forfatningen blev vedtaget i 1920, og kvinder fik stemmeret i USA. Bannerføreren for denne generation af feminister var Alice Paul, som blot var 35 år, da sejren kom i hus. Gennem de næste mange år kæmpede hun for generel ligestilling. Hun skrev og fremsatte en ny tilføjelse i 1923, som forbød enhver form for forskelsbehandling på grund af køn. Kampen for den var en hjørnesten i kvinderetssagen i USA, frem til den blev vedtaget i begge kongressens kamre i 1972. Den trådte dog ikke i kraft, da for få stater ratificerede den. Alice Paul fulgte i sine forgængeres spor og kæmpede imod abort, som hun så som den ultimative udnyttelse af kvinder.
De ufødte blev tabere, da ligeret afløstes af lighed
Hvordan blev aborten så en integreret del af moderne feminisme? To mænd, Lawrence Lader og Garrett Hardin, stod sammen med Caroline Myers bag stiftelsen af National Association for the Repeal of Abortion Laws (Den Nationale Sammenslutning til afskaffelse af Abortlove), som havde held med at ændre abort fra en voldshandling mod et barn til en ret for kvinder, og de fik størstedelen af kvinderetsbevægelsen med. Laders argument var, at hvis kvinder ville have samme arbejds- og uddannelsesmuligheder som mænd, måtte de have et middel mod graviditet.
Borte var tanken om lighed mellem mænd og kvinder. Nu skulle kvinder være mænd, og ufødte børn var en forhindring, der måtte skaffes af vejen.
I 1869 skrev Mattie Brinkerhoff i The Revolution: ”Når en mand stjæler for at kunne stille sin sult, så er det en rimelig antagelse, at der er noget galt med samfundet – så når en kvinder tilintetgør sit ufødte barn, så er det et bevis for, at hun er blevet uretfærdigt behandlet. Den uretfærdighed i samfundet er stadig tilstede.
Feminismens pionerer hædres på nye dollarsedler
Skulle nogen nu tænke, at kvinderne i denne artikel er udvalgt, fordi de har de rigtige meninger, så bemærk, at den amerikanske nationalbank i 2020 udsender nye ti-dollarsedler i anledning af hundredåret for kvinders stemmeret. De prydes af de fem store feminister Alice Paul, Susan B. Anthony, Elizabeth Cady Stanton, Sojourner Truth og Lucretia Mott. Abortmodstanden fra de to sidste, blev der desværre ikke plads til at skrive om her.
Af Søren Stidsen, cand. theol.
Bragt i Retten til Livs blad LIV februar 2017
Feminists for Life i USA arbejder for et samfund, der støtter kvinden, så abort ikke bliver løsningen på hendes problemer. Besøg deres hjemmeside: Feminists for Life
Relaterede artikler:
Når feminismen bakker op om et samfund imod abort
Pro-life feminisme – en selvmodsigelse?