Er det realistisk at arbejde for afskaffelse af abortloven?
Er slaget tabt?
Man kan af og til støde på det synspunkt, at abort-sagen er tabt, og at vi derfor skal fokusere på det egentlige – evangeliets forkyndelse, åndelig vækst, vores positive anliggende – og ikke spilde kræfterne på at forandre et samfund, som er blevet gennemført pluralistisk og sekulariseret.
Et postkristens samfund
Jeg mener, at der er den rigtige pointe i synspunktet, at det danske samfund i realiteten er et post-kristent samfund. Det giver ikke rigtig mening længere at appellere til en fælles kristelig samfundsbasis med deraf følgende forpligtelse på grundlæggende kristne værdier og moraltænkning.
Dét kort spilles ganske vist ret tit i disse år af politikerne, ofte op imod islamisme og anden form for religiøs fanatisme (herunder af og til god gammeldags normal-kristendom, som jævnligt stemples som ”’fanatisk”!). Men det forekommer stort set meget utroværdigt, fordi alt kan tælles med i det kort. Eksempelvis kan det at være ligefrem glad for synet af nøgne damer i det offentlige rum fungere som signal for den grundkristne værdi frihed. At tolerere synet af et bart bryst kan bruges som test på, at man er en rigtig fri- og kristeligsindet dansker.
Jeg tror med andre ord ikke meget mere på appellen til Danmark som ”kristen nation”.
Men skulle det så lukke kampen mod provokeret abort endegyldigt? Det har jeg meget svært ved at se. Ligeså lidt som jeg forstår henvisningen til evangeliets forkyndelse og åndelig opbyggelse, som noget der omtrent tilsidesætter kampen for barnets ret til at leve.
Abortkamp er at tage budet om næstekærlighed alvorligt
Hvordan kan man spille evangeliets forkyndelse ud mod kamp for retten til liv? Går de to ikke tvært imod hånd i hånd? Ville man nogensinde kunne finde på at spille evangeliets forkyndelse ud mod praktisk næstekærlighed? Selvfølgelig ikke. Ethvert normalt kristent menneske ser det tværtimod som to stykker af samme alen. Åndelig opbyggelse består i allerhøjeste grad også i et konkret liv overfor næsten. Drejer det sig kun om indvortes opbyggelse har det meget lidt med nytestamentlig, endsige luthersk kristendom at gøre.
Ser et kristent menneske et medmenneske lide nød, også medmennesket i morens mave, så kan den kristne ikke forholde sig passivt.
Kristendom påvirker samfundet og kulturen
Også i et samfund med alt andet end kristelig basis, vil kirke og kristendom altid i et eller andet omfang være samfundspåvirkende, kulturpåvirkende. Andet lader sig ikke gøre. Med mindre kirken er tvunget til at leve næsten skjult under stor trængsel. Men det er en anden historie.
I 1930’ernes Tyskland begyndte de fleste at ane, hvor det bar hen med synet på jøder og den slags. Det var selvsagt en udfordring for troende kristne. Til at begynde med var der ret stor samling imod den tiltagende jødeforfølgelse. Men da grebet efterhånden strammedes, blev den kristne protest svagere og svagere. Mange fromme tyskere lagde deres mønt i den skål, der hed ’evangeliets forkyndelse er hovedsagen, som alt andet må underordnes’. Og derved fandt man et helle for samvittigheden, hvad jødesagen angik. Eftertidens dom er ikke positiv. Gad vide, om vi vil få samme dom af en senere eftertid. Fromt satsede vi alt på positiv forkyndelse af evangeliet, alt mens de små døde.
Tier vi om uretten, er vi utroværdige som kristne
Kan man være kristen i noget som helst samfund uden at forsøge at redde lidende og døende mennesker udenfor sin dør? Ville det ikke være et komplet svigt af evangeliets sandhed?
Om ikke andet, så drejer fastholdelsen af arbejdet for afskaffelsen af abortloven sig om at bevare os selv intakt som kristne. Det er helt enkelt et spørgsmål om vores kristne integritet. Tier vi om drabene på de tusinder små, dør troen, håbet og kærligheden i os.
Derfor spørger en kristen aldrig om ”realismen”, når det drejer sig om at hjælpe et medmenneske i nød eller om at påtale blodig uret i et samfund. Den kristne handler og taler uanset realisme, uanset om det aldrig så meget er en tabersag.
Realistiske delmål – uden at sløre fokus på det endelige mål
Når det er sagt, hører det selvfølgelig med, at det kan være helt på sin plads at operere med delmål undervejs mod det endelige mål. I visse sammenhænge er det efter min mening den helt rigtige måde at arbejde på. Jeg tænker især på politiske sammenhænge.
Det ville efter min mening være dumt, hvis Kristendemokraterne hele tiden og så igen fremsatte lovforslag om afskaffelse af abortloven. Jeg tror ikke, det ville fremme sagen, men måske tværtimod sløve den lydhørhed for den, som man snarere kan skaffe ved at gå målbevidst efter konkrete, realistiske forbedringer. Det forhindrer ikke et sådant parti i stadigvæk at være helt tydelig på, at det ønskede mål er fuldt stop for provokerede aborter, når det ikke står liv mod liv.
Politisk parti som en profetisk tegnhandling?
Der var nogle, der for nogle få år siden barslede en smule med tanken om et parti, der skulle have ét punkt på dagsordenen: Stop borgerkrigen mod tusinder af umælende borgere i vores land. Partiet skulle ved hver eneste forhandling i Folketinget lægge ét krav på bordet som en forudsætning for at deltage i forhandlingerne: Afskaf abortloven. Og når resten af Tinget så rutinemæssigt afviste kravet, skulle man udvandre fra forhandlingerne.
Et politisk parti som en profetisk tegnhandling. Jeg troede ikke på idéen, men havde let ved at forstå motivet og lidenskaben bag. Idéen må gerne holde os fast på proportionerne i denne sag, så ingen af os, heller ikke noget politisk parti, ender med at stille os tilfreds med opnåelse af bittesmå forbedringer. Det er en krig, der føres mod medborgere i dette land. Intet mindre. Der dræbes dagligt i underkant af to skoleklasser hver dag i Danmark. Det sker lige udenfor vores dør. Vi kan ikke tie om det.
Den, der tier, samtykker
Ligeså lidt som man skulle have kunnet tie om det i Nazi-Tyskland og omegn, da drabene fandt sted i KZ-lejrene. Uanset om man intet havde kunnet stille op med at få bestialiteten afskaffet, burde man have sagt fra om det. Indrømmet: Let nok at sige, alt for let, når enhver ytring om det i offentligheden formodentlig ville have betydet en kugle for panden. Men det skal så måles mod kuglerne for millioners pande.
Eller ligeledes i Sydafrika under Apartheid- styret, hvor der også var beskæmmende tavshed fra store dele af kirken dernede om uretfærdighederne.
Bøn – det stærkeste redskab til forandring
Er det så overhovedet realistisk at afskaffe abortloven? Jeg ved det virkelig ikke. Menneskelig vurderet ser jeg det langt fra lige om hjørnet. Det skal som sagt også være underordnet for vores ageren i denne sag.
Men i spørgsmålet om realisme må man aldrig overse Gud. Aldrig. Det gør jeg alt for let selv. Men det jo for dumt. Derfor knytter der sig også én helt afgørende ting til det hele: bøn. Tør vi bede, som om Gud kan forandre alt? Det skulle vi tage og gøre.
Jeg var i Indien i efteråret. Der lærte vi noget om bøn af en kirkeleder. Mange af de indiske kristne kom ind i en hård tid, da hindu-fascister kom til magten i 1999. En regulær martyrtid indtrådte. Den indiske kirkeleder fortalte, at de var nogen, der helt enkelt begyndte at bede til Gud om et regeringsskifte. Imod alle realistiske beregninger. Regeringsskiftet kom i 2004. Det forandrede ikke alt til det bedre, men det skabte dog generelt set en helt anden situation for de kristne.
Vi skal ikke bede småt. Gad vide, om der var nogle kristne i Danmark, som kunne få lagt det helt særlig på deres hjerte at bede for et nationalt mentalitetsskifte i abort-sagen?
Af Henrik Højlund, sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk. Bragt i Retten til Livs blad LIV marts 2011