Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Når det ikke længere er et problem at slå et menneske ihjel…

Det forudsigelige

Vi abortmodstandere er noget af det mest forudsigelige i denne verden. Vi bærer rundt på to påstande og én konklusion, og dem formulerer vi så lidt forskelligt, alt efter hvem vi taler med. Sat op i en syllogisme (slutning fra noget alment til noget specielt, red.), sådan som Erasmus Montanus ville have gjort det, lyder det:

  • Et foster er et menneske
  • Man må ikke slå et menneske ihjel
  • Ergo
  • Man må ikke slå et foster ihjel

Nu er aborttilhængere tilfældigvis også temmelig forudsigelige. De svarer nemlig altid: ”Jamen, et foster er jo ikke et menneske. Det er jo ikke…/ kan jo ikke…/ har jo ikke…”
Så kan vi tage den derfra og diskutere, om et foster nu også er et menneske eller ej. Det er ikke altid, det flytter noget, men der er som regel langt mellem overraskelserne.

Samme påstand – nye svar

I fremtiden tror jeg, der er et andet svar, vi kommer til at skulle vænne os til, og som det kan blive langt sværere at argumentere imod. Den første gang jeg mødte det på en gennemtænkt måde, var hos den australske filosof Peter Singer. Han er en varm tilhænger af den frie abort, og han mener, at det er aldeles tåbeligt at påstå, at et foster ikke er et menneske. Enhver, der er i tvivl om det, kan jo bare foretage en DNA-analyse. Den vil klart vise, at et foster er et menneske. Længere er den ikke.

Problemet er bare, at Peter Singer ikke har noget problem med at slå mennesker ihjel. Derimod har han et problem med at slå personer ihjel, hvad enten de er mennesker, delfiner eller rumvæsner. Hvad er egentlig vores modsvar, hvis nogen i ramme alvor betvivler, at det er forkert at slå mennesker ihjel?

Et flertal af danskerne ønsker en lovliggørelse af aktiv dødshjælp, så tanken er ikke fremmed. Fra at mene, at det er i orden at slå den ihjel, der er en belastning for sig selv, til at slå den ihjel, der er en belastning for andre, og som ikke selv er bevidst om sin egen eksistens, er der ikke langt.

Fra et kristent synspunkt bliver debatten på en måde nemmere. Guds ord er ganske klart: ”Du må ikke slå ihjel”. Fra et verdsligt synspunkt, bliver det langt sværere, for hvem har egentlig bestemt, at man ikke må slå ihjel. Jeg tror, det er tid til, at vi forbereder os på få et nyt svar på vores gamle påstand.

Af Søren Stidsen, cand. teol. Bragt i Retten til Livs blad LIV marts 2012

Baggrund

Mødre skal have lov til at slå nyfødte ihjel, siger etikere

Nyfødte er ligeså ‘moralsk irrelevante’ som aborterede fostre, så mødre skal have lov til at slå deres nyfødte ihjel, hvis de ønsker det. Dette standpunkt fremføres af filosof og medicinsk etiker Dr. Francesca Minerva og bioetiker Dr. Alberto Giubilini i artiklen “After-birth abortion: Why should the baby live?” offentliggjort i Journal of Medical Ethics, 2011.
Artiklen argumenterer for, at den nyfødtes moralske status svarer til fosterets i den forstand, at begge mangler de egenskaber, der retfærdiggør at et individ tilkendes ret til livet.

Læs fra artiklens resume: “Abort er bredt accepteret selv af grunde, der ikke har noget med fosterets helbred at gøre. Ved at vise, (1) at hverken fostre eller nyfødte har samme moralske status som faktiske personer, (2) at det faktum at begge er potentielle personer er moralsk irrelevant og (3) at adoption ikke altid er i de involverede personers bedste interesse, argumenterer forfatterne for at det, der kaldes ‘efter-fødsels-abort’ (drab af nyfødte) burde være lovligt i alle de tilfælde, hvor abort er det, inklusive de tilfælde, hvor den nyfødte ikke er handicappet.”

Forsvar for babydrab

Den etisk-filosofiske retning, der forsvarer drab på nyfødte er lige så gammel som den fri abort. Filosoffen Peter Singer er blevet verdenskendt for sine nytteetiske synspunkter, der forsvarer abort og aktiv dødshjælp udfra tanken om, at et menneskeliv kun er bevaringsværdigt, hvis det gavner nogen.

  • Peter Singer: Practical Ethics, 1979/1993
  • Kuhse H, Singer P: Should the Baby live? The Problem of Handicapped Infants. Oxford University Press, 1985:143.
  • Michael Tooley: Abortion and Infanticide, 1972
  • Ethical Issues relating to Life and Death, Oxford University Press, 1979.Essaysamling med bidrag fra både Peter Singer, Michael Tooley og Mary Anne Warren

Efterfødselsabort – modsvar