Hvad gør fosterdiagnostikken ved menneskesynet?
Fosterdiagnostik har andre formål end abort
Jeg vil starte med at stille spørgsmålet: Er der en klar sammenhæng mellem fosterdiagnostik og provokeret abort? Nej, det er der ikke nødvendigvis; i teorien kan de godt have hver deres etiske problemstillinger. Den prænatale diagnostik kan jo udføres med andre motiver end at foretage en abort. Det kunne være et ønske om at vide barnets køn på forhånd, så man kan tage bestik efter det i sin videre planlægning. Det kunne være fastsættelse af fødselstidspunktet. Det kunne også være en afkræftelse af en mistanke om et handicap (hvorved et barn måske ligefrem bliver reddet pga. fosterdiagnostikken!). Eller på den anden side: en bekræftelse, som så giver en mulighed for både følelsesmæssigt og praktisk at være forberedt på det handicappede barns fødsel og måske allerede iværksætte en behandling af barnet allerede i fostertilstanden eller umiddelbart efter fødslen.
Fosterdiagnostik og provokeret abort dog snævert forbundet
I praksis er det alligevel sådan, at fosterdiagnostik og provokeret abort er snævert forbundet. Og sådan var det faktisk også tænkt fra lovgivernes side! Det fremgår af en betænkning fra 1977, som lå til grund for retningslinjerne for foretagelsen af fostervandsprøver. Der står, at formålet er at ”skabe mulighed for at forebygge fødsel af børn med medfødt sygdom eller misdannelser gennem tilbud om abort til kvinder, hvis fostre findes at være abnorme” (1). Så politikkerne står altså her åbent ved, at prænatal diagnostik sker overvejende m. h. p. at kunne foretage abort, der hvor fosteret er uhelbredeligt sygt.
Det skal dog slås fast, at kun en lille del (514 er det senest opgjorte tal fra 2012 – godt 3 %) af de ca. 15.000 årlige aborter, der foretages herhjemme, udføres på baggrund af fosterdiagnostikkens fund af handicap. Langt de fleste aborter skyldes jo mange andre faktorer, men hvor det gennemgående er, at barnet ikke var planlagt. Modsat gælder det så, at fosterdiagnostikken i altovervejende grad anvendes m. h. p. at kunne gennemføre en abort, hvis noget afviger fra det normale. Og aborten gennemføres så også i de fleste tilfælde (98 % når det gælder f.eks. Downs Syndrom), uanset risikoen for at handicappet måtte være nede på få procent.
I filmen ”Forbrydelser” er omdrejningspunktet i bund og grund spørgsmålet om abort. Vi følger bl.a. den kvindelige præst, der efter lang tids forsøg på at blive gravid endelig til sin store glæde bliver det. Men så er det, lægen fortæller hende, at der er en lille risiko (2-3 %) for, at barnet har et handicap. Og efter mange kvaler og tanker vælger hun aborten. Man kunne sige, at samfundet havde opdraget hende til at tænke, at ’ingen løber da selv en mindre risiko for at få en handicappet barn!’
Hvad er kriteriet for menneskeværd?
Hermed er vi i praksis nødt til at forholde os til fosterdiagnostikken ud fra samme etiske vurderinger som provokeret abort. Og provokeret abort – sammen med fosterdiagnostik – rejser spørgsmålet: Hvad er kriteriet for menneskeværdet? Er der forskel på det menneskelige livs værdi før og efter fødslen? På et handicappet menneskeliv og et ikke-handicappet liv? Efter hvilke kriterier gradbøjer vi det enkelte individs værdi? Svaret på disse spørgsmål afslører vores menneskesyn og har en afgørende indflydelse på, hvordan vi håndterer spørgsmålet omkring også fosterselektion.
Der kan gives 3 svar på spørgsmålene, 3 synspunkter på fosterets etiske status – som fører forskellige konsekvenser med sig.
Den livsbevarende opfattelse:
Til ethvert menneskeligt liv er der knyttet en værdighed. En værdighed som ikke går på hverken egenskaber, fysisk fuldkommenhed, størrelse (udviklingstrin) eller om det kan begynde at identificeres med det barn, der kommer ud af maven efter 9 måneder.
Mennesket som individ opstår i befrugtningsøjeblikket. Når æg- og sædcelle smelter sammen er kodningen til dette individ på plads, de informationer i generne, som individet har med sig livet igennem, og som nu bare skal have den fornødne tid til at udfolde sig. Værdigheden/værdien knytter sig til mennesket fra befrugtningsøjeblikket, fordi der fra dette øjeblik biologisk er tale om et menneske, der er i gang med at udvikle sig som menneske, ikke til menneske.
Den gradualistiske opfattelse:
Det menneskelige livs værdi stiger i takt med udviklingen af fosterets funktioner. Derfor har det befrugtende æg og embryonet i de første uger meget lille, etisk status. Etiske hensyn i forhold til embryonet spiller dermed en underordnet rolle i forhold til andre hensyn. Er barnet derimod ønsket, får det høj etisk status (også på det tidligste stadie). Hvornår – og efter hvilke kriterier – barnet så får sin fulde etiske status på linje med os andre, er der ikke nogen endelig afklaring omkring blandt tilhængerne af dette synspunkt. For nogen er det i takt med, at fosteret kan identificeres fysisk med en nyfødt (10-12 uger). Andre argumenterer med en fastsættelse af grænsen ved levedygtigheden udenfor livmoren, en grænse som har rykket sig lidt de seneste år, så vi nu er i stand til at redde dem nede omkring uge 23-24. Endelig er der også dem, der først tilkender barnet fuld etisk status, når det er født!
Personopfattelsen:
Barnet har først fuld etisk status, når det har udviklet de egenskaber, der kendetegner en person, dvs. egenskaber som rationel tænkning, selvbevidsthed og fremtidsorientering. Først på dette tidspunkt adskiller barnet sig i etisk relevant forstand sig fra et højerestående dyr og har dermed krav på en anden behandling. Konkret er det et barn på vej mod at blive voksen, 12-13 år. Den kendte, australske filosof Peter Singer hylder dette standpunkt.
Det fremhæves ofte, at man gør barnet en tjeneste ved at abortere det, og at man samtidig skåner forældrene for lidelse og samfundet for store omkostninger. Det indebærer imidlertid en sortering i menneskes værdi, hvor det handicappede menneskes værdi nedgraderes i forhold til andre menneskers i og med, at dets ret til livet sidder løsere. Og er vi i stand til at skelne mellem barnets interesser, forældrenes, samfundsøkonomien?
Selvom det er naturligt at ønske sig et sundt og rask barn, så underbygger fosterdiagnostikkens muligheder det moderne menneskes generelle uvilje mod at se ufuldkommenhed og lidelse i øjnene som et vilkår ved menneskelivet. Med fosterdiagnostikken stræber man efter det perfekte menneske på bekostning af det svage.
De særligt alvorlige handicaps
Gives der imidlertid ikke handicaps, der er så belastende for barnet og dermed også for forældrene, så det berettiger til abort? Er vi ikke kommet så langt i den teknologiske udvikling, så vi er i stand til at holde liv i noget, som naturen ellers for længst ville ha’ ladet gå til grunde? Det er et relevant spørgsmål. Derfor må man også ved enhver ny landevinding indenfor dette område spørge, om det er etisk forsvarligt at forsætte forskningen indenfor et givet område, så man endnu engang udvider grænsen for, hvad der kan holdes liv i. Eller om vi er kommet dertil, hvor vi må sige, som den russiske forfatter og nobelpristager Alexander Solsjenitsyn sagde det ved indgangen til det nye årtusinde:
”Hvis vi ikke lærer at begrænse vores ønsker og krav, at underkaste vores interesser moralske kriterier, vil vi, menneskeheden, simpelthen blive revet i stykker, når den værste del af den menneskelige natur blotter sine tænder”.
Tilbage til de meget alvorlige handicap – og jeg snakker ikke om Downs syndrom, læbe-ganespalte, turner-syndrom o.l., som ellers er med på listen over gyldige grunde til abort! Men de meget alvorlige handicap, hvor der er udsigt til megen lidelse og måske kun et kort liv, ja, så må det i medmenneskelighedens navn være en rygrads-reaktion, at vi ikke slår sådan et værgeløst lille menneskeliv ihjel. Af flere grunde: Helt grundlæggende fordi det ikke er menneskets opgave at sortere i leve-egnet, ikke leve-egnet. Men det indebærer ikke, at man ikke godt kan stille sig selv spørgsmålet – i samråd med lægen: Skal vi sætte hele teknikken ind på, at dette skrøbelige liv skal fortsætte? Eller skal vi lade naturen gå sin gang og undlade at udnytte alle muligheder? I sådanne tilfælde er der ikke tale om aktiv dødshjælp, men om passiv.
Nogle forældre kan dog også leve med det – ikke ubegrundede – håb, at fremtiden måske vil kunne finde muligheder for at afhjælpe og måske ligefrem helbrede.
Bliver det ved med at være legitimt at vælge til?
En anden problematik er de handicappede, som, som systemet ikke ’opdagede’. Eller måske valgte forældrene bevidst at beholde det handicappede barn. Hvordan vil synet på dem og hjælpen til dem blive fremover, hvis samfundets grundlæggende indstilling er, at de egentlig slet ikke skulle ha’ været her. Vil der stadig være grundlag for at sætte penge af til forskning i forbedring af deres livsmuligheder? Og vil forældrene kunne forvente hjælp fra det offentlige? De kunne jo bare have valgt en abort! Endelig vil et sådant syn på de aller-svageste i denne gruppe kunne have en ringvirkning på også andre svage grupper i vores samfund og vores behandling af dem, handicappede, sindslidende, gamle m.fl. Sporene anes allerede!
Alternativet må være at udbygge støtten til forældrene – og aflastningen, når der er brug for det. Vi lever i et velfærdssamfund, og selvom der i disse år skal spares, er det uanstændigt at lade sparekniven ramme svage grupper af mennesker. Et samfund kendetegnes på, hvordan det behandler de aller-svageste! Herunder hjælpen til dem, der har omsorgsopgaven overfor en svag. Eller som Ola Didrik Saugstad, professor og overlæge ved nyfødt-afdelingen på Rigshospitalet i Oslo, har sagt: ”Kampen for at forsvare fosteret, er ikke bare en kamp for at forsvare det svageste, men en kamp for at forsvare vor samfundsform og kultur.”
Af Ellen Højlund Wibe, landssekretær
(1) Svend Andersen: Etiske problemer ved genetisk forskning, s. 280 og Patienthåndbogen s. 28.