Sæddonation og tidsåndens taleforbud
Der er meget, som det bliver mere og mere umuligt at tale om.
I en større forsamling sidder der næsten altid èn eller flere, som har fået en provokeret abort, eller kender nogen osv. Er det så ikke et pinligt og ukærligt misbrug af talerstolen at begynde at sige noget om skyld og traumer i den forbindelse? Eller endnu værre: om fosterdrabsprocessens rædsler? Eller allerværst: om Gud og Bibelen?
På den måde cementerer tidens forvildelser sig selv. Et andet markant eksempel er den fremtromlende homoseksualitet, der efterhånden sætter dagsordenen og styrer udviklingen på mange felter, senest med et krav om kirkelig vielse af homoseksuelle par, der vil gøre ende på folkekirken som kirke. Der bliver nærmest lynchstemning, hvis nogen antyder, at der skulle være noget forkert, endsige forkasteligt ved homoseksualitet.
Heterolog insemination – et overgreb
Et eksempel, hvor cementeringen allerede synes at have gjort helt ende på alle drøftelser, er det, der med en neutraliserende vending betegnes “heterolog insemination”, dvs. at en kvinde bliver besvangret med sæd fra en anden mand end hendes ægtefælle. Betænkeligheder i den forbindelse kommer praktisk talt slet ikke til orde mere. At der skulle være noget forkert ved det, er ligesom helt ude af billedet. Det figurerer blot som et “tilbud” om “behandling for barnløshed”.
Så vidt vides er der aldrig foretaget en videnskabelig undersøgelse af de dybdepsykologiske mekanismer, der på kort og navnlig på længere sigt udløses i de mennesker, der impliceres, hvor dette “tilbud” modtages – kvinden, ægtefællen, barnet, hvis han eller hun på et tidspunkt bliver bekendt med forholdet, og for den sags skyld også “sæddonoren”, hvis han skulle finde på at tænke sig om.
Men der er heller ikke behov for videnskabelige undersøgelser. Et elementært kendskab til den menneskelige natur og almindelig sund fornuft er tilstrækkeligt til at åbenbare konsekvenserne af et sådant overgreb på det intimeste i menneskelivet, det hellige mysterium, hvor mand og hustru – med selvfølgelig udelukkelse af alle andre – bliver èt i den seksuelle forening, med muligheden for skabelse af et nyt menneske, der i bogstaveligste biologiske forstand er de to sammen.
“Helligt mysterium”, vrænger den tidsånd, der har løsrevet seksuallivet fra kærligheden og trukket det ned på et flødebolle- eller staldniveau med forfærdende beskadigelser af menneskesindet og samfundslivet til følge. Det er længe siden, det “moderne menneske” forestillede sig noget åndeligt i relation til erotik og bl.a. kunne spørge, hvilket kald der muligvis kan ligge i barnløshed. Det er andre kategorier, der nu tænkes i, mest noget med “retten til at få et barn”, i flugt med hele den “menneskerets”-religion, der har afløst forståelsen af menneskelig forpligtelse.
Hvad stiller man op?
Hvad er der så for kristne at stille op i situationen?
Vanskeligt er det, og ikke kun på grund af tidsåndens taleforbud. I sidste instans er kønslivet i sin højeste ytring noget, der ligger uden for ordenes rækkevidde. Alle de ord, der skulle bruges, er enten for vulgære eller for kliniske.
Men dybest set drejer det sig ikke om kønsorganer, men om hjerter. Også det “moderne menneske” er en Guds skabning, skabt i hans billede som kærlighedsvæsen og inderst inde sig selv bevidst som sådant.
Derfor er der heller ingen vej udenom: abort, homoseksualitet, “heterolog insemination” osv. – det ER Gud og Bibelen, der skal tales om, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt. Kirkens opgave er her som overalt og til alle tider evangeliets forkyndelse, hvilket vil sige forkyndelsen af Guds dom over alle menneskelige forvildelser – synder, som det hed før i tiden; men så også forkyndelsen af, at hvor synden erkendes og angres, er der èn, som kan vride halsen om på den og kaste den i det yderste hav, Jesus, som kan læge alle sår, genoprejse alt det faldne, skabe en ny begyndelse.
Og give fred for både i går og i morgen.
Af forfatter cand.jur. Poul Hoffmann, 2011