Abort - bare en tot vat?

BLOG: En gruppe læger er gået til kamp for dehumanisering af det tidlige foster.

Kerstin Hoffmann,  

Det tidlige foster vasket ud af den etiske beslutning

En gruppe læger er gået til kamp imod den humanisering af det tidlige foster, som embryologiens mange nærbilleder har været eksponent for, siden Lennart Nilsson for alvor afdækkede livet før fødslen i midten af 60’erne.
Med fotos af klinisk renskyllet abortvæv ligegyldiggøres det tidlige menneske.
Artiklen, der overraskende ukritisk bringes af The Guardian, er en hån mod det tidlige menneske – men også imod forældre, der har mistet i en spontan abort.

The Guardian bragte 19. oktober artiklen What a pregnancy actually looks like before 10 weeks. Artiklen præsenterer en serie kliniske billeder af ‘graviditetsvæv’, der er udgivet af My Abortion Network – en organisation, der ser det som sit formål at normalisere og udbrede adgang til abort.

Hele artiklen må betragtes som et partsindlæg, det tidlige foster er taget ud af ligningen. Overskriften burde rettelig være: ‘Hvordan ser en abort ud før 10. graviditetsuge’, da billederne viser det ødelagte væv, der fjernes ved en abort. Inden fotograferingen i petriskålen, er materialet desuden omhyggelig vasket rent for blodigt materiale.

Budskabet, der ukritisk promoveres, er, at et embryo før 10. graviditetsuge er så småt, at det ikke engang kan ses med det blotte øje, og at dette tager den etiske tyngde ud af abortbeslutningen.

Misinformation

Foster 7 uger

Foster i slutningen af 7. uge (9. graviditetsuge). Kredit: Life Issues Institute

Men dette budskab er faktuelt misledende. Et af billederne er fra 9. graviditetsuge. På dette tidspunkt er et embryo i følge medicinske lærebøger fra 1,3 – 2,2 cm langt, har adskilte fingre og tæer, en synlig regnbuehinde i øjet, øjenlåg og endda små brystvorter. Men på MYA Networks foto, som The Guardian gengiver, ses ikke andet end hvide vattotter i petriskålen.

My Abortion Network afviser, at embryologien bør have betydning for hverdagens måde at betragte livet på og dermed samvittigheden, da billederne viser jo, at det bare er en tot vat. Men dette er blot et værdibaseret ideologisk budskab i klinisk og steril indpakning.

Reaktioner fra forældre, der har mistet

Artiklen har fået mange reaktioner og skabt en særlig vrede hos forældre, der har mistet ved en spontan abort.

Også på Retten til Livs Facebook reagerer en kvinde: “Jeg mistede i uge 9, og det var 2 cm langt og lignede bestemt et lille menneske. Jeg tror da, de har glemt at lægge fosteret i petriskålen. Eller også er det knust. Sådan en kampagne er en hån mod alle os, som har mistet et ønskebarn ved en tidlig abort.”

Hvad er det, der giver ligeværd?

Spørgsmålet, der står tilbage, er: Hvad er det, der giver et menneske ligeværd? Er det størrelse, udviklingstrin eller f.eks. erhvervede evner? Eller er det at være en del af den menneskelige familie med hele det potentiale, der ligger i det?

I Retten til Liv mener vi, at alle mennesker skal beskyttes mod vold og overgreb. Det er ikke i orden at slå ihjel! Heller ikke selvom det drejer sig om et meget lille menneske, eller et menneske, der ikke er i stand til at vække følelser hos sine medmennesker.

Læs mere: Secular pro Life blog

URL: https://rettentilliv.dk/abort-bare-en-tot-vat/