ARKEN giver tre bidragydere ordet og skriver:
Teologistuderende opfordrer til samtale om abort
Kerstin Hoffmann,
Teologistuderende fra København har sat aborten til debat. Anledningen er Mette Frederiksens afvisning af enhver nuance i abortspørgsmålet.
Studentertidsskriftet ARKEN reagerer på denne afvisning og skriver i sit seneste nummer:
“Abortspørgsmålet er et spørgsmål om liv og død, om rettigheder og menneskeværd, om nød og etik – og netop derfor er det nødvendigt at være opmærksom på og diskutere de nuancer og dilemmaer, som spørgsmålet rummer.”
ARKEN giver tre bidragydere ordet og skriver:
“Formålet med debatten her er således ikke at grave grøfter; det er at insistere på, at vi kan og skal kunne tale sammen om komplekse og følelsesladede problemstillinger på en saglig og respektfuld måde, ikke mindst her på fakultetet. For nogle er der tale om et meget personligt og følsomt emne, for andre i mindre grad, og vi opfordrer derfor alle, der ønsker at fortsætte denne samtale uden for Arkens spalter, til at gøre det på en hensynsfuld og fordomsfri måde.”
Tak for denne indstilling til samtalen om abort!
Af de tre bidrag har vi fået tilladelse til at bringe det sidste her. Hele debatsektionen kan læses ved henvendelse til redaktionen.
af Søren Aalbæk Rønn, cand. theol, del af Retten til Livs repræsentantskab
Bør vi debattere retten til fri abort i Danmark? Sådan formulerede DR Nyheder sig på bl.a. Twitter i oktober 2020. Umiddelbart et sobert og nøgternt spørgsmål, men sådan blev det langt fra modtaget. Politikere, interesseorganisationer og en lang række kendte opponerede højlydt. Dansk Kvindesamfund slog fast, at retten til fri abort ikke skal diskuteres, og mange andre fulgte trop. Tidligere i år var det så statsminister Mette Frederiksen, der på Facebook kommenterede på den sag: ”Selvom jeg i mange andre spørgsmål er meget opmærksom på nuancer og dilemmaer, så har jeg det anderledes med abortspørgsmålet. Enten er vi for. Eller også er vi imod.” Jeg undrer mig over denne instinktive uvilje til at tale om emnet, hvis vi er så sikre på, at den nuværende lovgivning sidder lige i skabet. Vi taler om et etisk spørgsmål, som i det mindste er dilemmafyldt og har store konsekvenser.
Når jeg er abortmodstander, er det ikke fordi, jeg ønsker at tage noget fra kvinder. Jeg negligerer ikke, hvor hårdt det er at få et barn. Jeg får også lyst til at tæve Mads Skjern, når han siger: ”Et barn – er det ikke altid en velsignelse, det kan da ikke ødelægge noget for nogen.” Vel kan det så. Jeg kender selv til både unge og enlige mødre, og det gør indtryk på mig, hvor hårde vilkår de lever under. Det samme gør sig gældende for forældre til børn med et handicap. Da min kone og jeg skulle have vores første barn, var jeg mildest talt ikke ligefrem i zen. Skulle vi virkelig tage os af et lille barn? Ha! Og vi var vel at mærke sidst i 20’erne, lykkeligt gift, økonomisk og socialt velstillede og havde selv valgt at blive forældre.
Når jeg så alligevel mener provokeret abort burde være ulovligt, skyldes det ganske enkelt, at det foster vi tager livet af, er et lille menneske. Og jeg mangler simpelthen argumenter for, at disse små mennesker ikke har ret til samme beskyttelse, som alle vi andre nyder godt af. Det er det argument, jeg vil folde ud i resten af artiklen her.
“Jeg slog jo kun en lus ihjel, Sonja, et modbydeligt, skadeligt, nytteløst væsen.”
“Du sammenligner et menneske med en lus!”
““Nå ja, jeg ved godt at et menneske ikke er en lus,” svarede han og kiggede så mærkeligt på hende.” (Fjodor Dostojevskij i Forbrydelse og Straf, s502)
Mantraet er, at ingen må begrænse en kvindes ret til at bestemme over egen krop. Men hvordan dette synspunkt forenes med uforbeholden opbakning til en abortlov så restriktiv, at kvindens frie valg i princippet kun gælder første tredjedel af graviditeten, forstår jeg ikke. Sandheden er jo, at stort set alle er enige om, at aborten ikke skal være helt fri. Hvorfor egentligt ikke? Selvfølgelig fordi der er mere på spil end kvindens liv – og det ved vi godt. Måske årsagen til den store modstand mod debatten findes her. Ikke fordi påstanden fra abortmodstanderne er absurd, men præcis fordi den ikke er. Så længe man kan kalde abortmodstanderne for religiøse fundamentalister, misogyne, bornerte etc., så er det nemmere at affeje synspunktet som perverst og grotesk.
Vi lever i et pluralistisk samfund, og pluralismen er ikke alene kendetegnet ved, at det er svært at nå til enighed, men simpelthen ved umuligheden i at finde fælles grundlag for hvad der er god etik. Når det kommer til menneskesyn, er det dog min erfaring, at det faktisk ikke er så stort et problem. Jeg mener, mennesket har intrinsisk værdi og værdighed, og at vi derfor ikke bør slå mennesker ihjel. Jeg tror, du er enig. For mig er det et skabelsesteologisk synspunkt, og er forudsat af, at der findes en Gud, som skaber, vil og elsker alle mennesker.
Alligevel er det argument, jeg præsenterer her, ikke et religiøst argument. Det hviler på den præmis, at lige rettigheder er fundamentale. Går du ikke ind for lige rettigheder, som de f.eks. kommer til udtryk i menneskerettighederne, så bliver vi ikke enige. For mens der er en næsten endeløs række af nuancer og svære spørgsmål, alle relevante og væsentlige, må de dog stille sig i kø bag dette ene spørgsmål: Hvorfor har det ufødte menneske ikke ret til livet?
Eksempelvist hører jeg ofte, at det ikke er nemt for en 15-årig pige at skulle være mor, og det medgiver jeg. Men hvis du ikke mener, at denne 15-årige har ret til at tage livet af sin 1-årige, så må du kunne redegøre for forskellen på det ufødte og det fødte menneskes værdi. Nogle vil blive forargede alene fordi jeg tillader mig at kalde fostret et menneske. Biologien lærer os imidlertid at et unikt individ bliver til ved undfangelsen, og at dette individ er et helt, levende menneske. Om det menneske så har værdi, er et filosofisk spørgsmål.
Én måde at retfærdiggøre retten til provokeret abort er ved at dehumanisere fostret. ”Fostret er et potentielt menneske” lyder det, eller endnu værre ”en parasit”, men et sådant udsagn må enhver ærlig biolog tale midt imod. I skrivende stund er min kone gravid med vores tredje barn, og der er ingen tvivl hos jordmoderen, når vi er til scanning: Det ér et barn! Og skam få den der ikke anerkender, at den som mister sit foster i en spontan abort, har mistet sit barn. Således blæser vi med mel i munden.
Da man i sin tid oprettede Etisk Råd skrev man ind i lovgivningen herom i §1 II: ”Rådet skal i sit virke bygge på den forudsætning at menneskeligt liv tager sin begyndelse på be-frugtningstidspunktet.” I 2004 blev loven revideret, og fik bl.a. ordlyden: ”…Respekt for menneskets integritet og værdighed omfatter også det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede menneskelige æg og fosteranlæg.” Befrugtede æg er altså at regne for menneskeliv i de første faser. Der sigtes nok til de etiske problemstillinger ift. forskning i befrugtede æg o.lign. Selv har jeg svært ved at finde den logiske konsekvens i, at man skal være varsom med hvordan man behandler befrugtede æg, da disse har integritet og værdighed, når jeg ved, hvad man gør ved fuldt udviklede fostre nogle måneder længere henne i processen.
Robert Edwards, en af dem der virkeliggjorde reagensglasbefrugtning, skriver: ”Embryonets status er tilsyneladende ligetil. Det er levende, og det er hverken en hamster eller en kylling – det er et menneskes embryon. Og en uafviselig skabelsens lov synes at være, at hver art tager sig af sine egne.” Og videre: ”Et konsekvent og underbygget udtryk for den respekt, man skylder menneskelivet,” påpegede The Economist i 1986, ”… er præcis, hvad landene ikke har, hvis de har kvaler med embryoforskning og alligevel bifalder abort” (Edwards, Robert. Livet før fødslen, 1989. Gyldendal. s114-115).
Her i K.E. Løgstrups fædreland ved vi, at vi altid er under den etiske fordring, at udnytte den magt vi har over det andet menneske til at tage vare på dennes liv. Og om ikke til Løgstrup så sværger vi til menneskerettighederne. Den franske uafhængighedserklæring og den amerikanske ditto vægtlagde, som oplysningstidens tænkere generelt, lighed og ukrænkelighed. I indledningen til menneskerettighederne læser vi: ”Da anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden,…” Og i 3. artikel læser vi: ”Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.”
Det er jo i grunden en vild tanke at skomagersønnen og kongen bør have lige rettigheder, men ikke desto mindre en vidunderlig tanke, som de fleste abonnerer på. Ifølge dansk lovgivning og biologien (og tør jeg tilføje intuitionen?) er et foster et menneske, så hvorfor er disse frihedsrettigheder, hvoraf retten til liv er den grundlæggende, ikke gældende for fostre?
Følg mig i et lille tankeeksperiment. Vi skal lave et rum for alle, som har lige ret til at leve. Hvem har adgang? Hvor man tidligere har segregeret i det spørgsmål på baggrund af alder, køn, race, religion, IQ, helbred, seksualitet osv., så har de fleste af os heldigvis det synspunkt i dag, at vi alle har lige ret til at leve. Så jeg vil mene, at vi kan lukke alle mennesker derind. Hvad så med dyr? Uagtet at vi skal behandle dyr ordentligt, og at de har ret til liv, mon så ikke vi alligevel kan blive enige om, at de ikke har lige ret med mennesker?
Hvis du stadig er med mig, så tænk over hvad det er, som gør, at alle har lige ret til at leve. Det må være noget alle har. Det må være noget, som man ikke har i varierende grad, for så ville retten ikke være lige. Samtidigt må det være noget, som alle udenfor ikke har.
Se, mange vil, i stil med utilitaristen Peter Singer, sige selvbevidsthed. Problemet med det er, at så ville en lang række dyr være inkluderet, mens spædbørn ville være ekskluderet. Det er du jo i din gode ret til at mene, jeg møder bare sjældent (læs: aldrig) nogen, som vil fastholde at spædbørn ikke har lige så meget ret til at leve som voksne. Uanset hvilket svar du giver, som baserer sig på bestemte karakteristika, vil du ramme ind i det problem, at enten må du medregne visse dyr eller afskrive diverse grupper af mennesker. Det eneste svar som virker tilfredsstillende, er menneskelig natur. Dét vi har tilfælles, som gør, at vi har lige ret til at leve, er, at vi er mennesker. Simpelthen.
Fostret lever op til det kriterium, så hvordan retfærdiggør vi fortsat at nægte dem retten til at leve? Du kan jo overveje dine egne argumenter. Måske de minder om Peter Singers, og udtrykker, det man kan kalde, den personalistiske position. Fostret er måske nok et menneske, men ikke en person, tænker du måske. Man kan opstille en række kriterier, men jeg finder altid disse arbitrære og belejlige. Igen, hvad er argumentet for, at en mor til en 1-årig ikke må slå sit barn ihjel, hvis hun er ung, fattig, alene etc., hvis disse kriterier giver moralsk legitimitet til at dræbe sit ufødte barn?
Hvor efterlader dette os? Jeg hører ofte den anke fremsat, at hvis jeg har ret, så er mange kvinder skyldige i drab på deres eget barn. Og at min holdning desuden gør mange mennesker kede af det. Det er omvendt argumentation; Jeg kan ikke lide/overskue konklusionen, så derfor bøjer jeg mig ikke for argumenterne.
Man kunne spørge, hvor #Metoo-bevægelsen havde været i dag, hvis man fulgte den tankegang. Mange (mestendels mænd) er først sent blevet opmærksomme på, hvad de har gjort sig skyldige i, og er forståeligt nok blevet kede af den uretfærdighed, de har forvoldt. At man skulle lade være med at tale om det, og lade uretfærdigheden fortsætte ufortrødent, for at skåne de skyldige, er en absurd tanke.
Appliceret på klimakrisen ville den form for argumentation umuliggøre de nødvendige fremskridt, for der er et overforbrug, som både du og jeg er skyldige i. Og for det andet, og nok så vigtigt, så er jeg ikke så bange for skyld. (Jeg har forsøgt at holde de religiøse og emotionelle argumenter ude af denne artikel, men det bryder jeg med nu.)
Skyld kan vi komme af med. Den kristne Gud kan tilgive både selvretfærdighed, hårdhjertethed og drab. Hvordan ved jeg det, spørger du måske. Jo, for Guds søn hang på korset pga. min skyld, og han, Jesus Kristus, siger at enhver som kommer til ham, vil han aldrig vise bort. Det ord lever jeg selv på og af, og jeg vil invitere alle til at gøre det samme. Løsningen er ikke at sige til hinanden, at vi ikke har gjort noget forkert. Selvfølgelig har vi det. Og vi ved det godt. Men skylden er ikke definerende og vi kan faktisk komme af med den. Hvis der altså findes en Gud, og hvis denne Gud er Kristus – ellers er vi på den. Men den argumentation må vente til en anden artikel.
Abortdebatten er tilbage. Men hvor er teologerne?
af debatredaktør ved Kristeligt Dagblad Johannes Henriksen
Fra ”abort” til fællesskab
af lektor i dogmatik Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen
URL: https://rettentilliv.dk/abort-og-spoergsmaalet-om-liv/