Kerstin Hoffmann,
Aftenshowet stillede torsdag aften spørgsmålet: Hvad betyder den polariserede abortdebat i USA for os i Danmark?
Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen og Agnete Maltha Winther, der er medlem i Retten til Liv, deltog.
Mødrehjælpens direktør meddelte fra start sin klare støtte til kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, mens Agnete begrundede sin modstand imod abort i sit menneskesyn, “som også er det menneskesyn, som hele vores samfund er bygget op omkring, at alle mennesker er lige.”
Agnete efterspurgte en sund debatkultur og ønskede abortdebatten velkommen med den begrundelse, at det altid må være godt, at folk får anledning til at tage konkret stilling og ikke kun følge en strømning.
Ninna Thomsen mente modsat at abortdebat kunne give kvinder skyld, men opfordrede samtidig til at man stod op for kvinders rettigheder.
Man sidder tilbage med en undren over, at Mødrehjælpen kan have en så klar politisk abortagenda og samtidig sælge sig selv så massivt som uvildig abortrådgivning.
Find Aftenshowets indslag fra 41:48
Baggrunden for aftenens debat var et indslag på DR.dk/nyheder tidligere på ugen, hvor emnet blev åbnet samt en live-chat (læs spørgsmål og svar her), hvor landssekretær Ellen Højlund Wibe, Mødrehjælpens direktør og en gynækolog også deltog.
Dansk Kvindesamfund har angrebet DR for at signalere, at fri abort er noget, der skal debatteres, “for selvfølgelig skal vi ikke debattere, om vi skal have fri abort, for det har vi. Den rettighed er en hjørnesten i vores demokrati og retten til selvbestemmelse. Det, vi kan debattere, er den stigende abortmodstand internationalt, eller hvad det kan have af konsekvenser ikke at have fri abort,” siger organisationens forkvinde Helena G. Hansen.
”DR er vores alles store public service-organ. Det er ikke omkostningsfrit, når de skriver det her og skaber viral opmærksomhed. Det puster til ilden og den abortmodstand, vi ser globalt, men også her i landet,” siger hun.
I Retten til Liv forstår vi ikke kritikken. Hvis argumenterne for fri abort er stærke nok, har Dansk Kvindesamfund jo ikke noget at frygte. I et demokratisk samfund med en fri presse, må det til enhver tid være argumenterne, der tæller! Fri os fra formynderi!
URL: https://rettentilliv.dk/debat-i-aftenshowet-lad-folk-selv-tage-stilling/