
Retten til Liv er rystet over, at EU-Kommissionen har besluttet at finansiere ‘grænseoverskridende abort’ med midler tiltænkt familier i fattigdom.
Kerstin Hoffmann,
Alle EU-borgere vil fremover være med til at finansiere abortturisme. Abortgrænsen i EU overlades ukritisk til det mest abort-liberale medlemsland. Det ufødte menneske har ingen beskyttelse.
Kommissionen har nu afgivet sit svar på borgerforslaget “My Voice, My Choice” og den resolution, som EU-parlamentet vedtog i december. Det fremgår af afgørelsen, at Europa-Kommissionen ikke vil oprette en ny EU-fond til at finansiere grænseoverskridende abort. Men man fandt pengene et andet sted. Kvinder, der ikke kan få abort i deres eget land, kan med denne afgørelse få abort i et EU-land med en mere liberal abortlovgivning – med rejse og abortindgreb betalt.
Kommissionen åbner som noget helt nyt mulighed for, at en eksisterende fond, Den Europæiske Socialfond Plus(ESF+), anvendes til noget helt andet, end det, den var tiltænkt: Grænseoverskridende abort.
Dette er en skamløs handling af to grunde, som også føderationen One of Us skriver i sin pressemeddelelse:
1. At klassificere abort som en sundhedsmæssig nødvendighed og finansiere den under EU’s sundhedsinstrumenter er en grov forvrængning af abortens karakter og et misbrug af midler, der er beregnet til at forbedre reel adgang til sundhedsydelser. Abort er ikke en sundhedspolitisk foranstaltning i almindelig forstand, der forebygger eller behandler sygdom. Den helbreder ikke en sygdom, men afslutter bevidst et meget ungt menneskeliv.
2. Den Europæiske Socialfond Plus(ESF+) blev oprindeligt udformet for at fremme inklusion og forhindre, at familier med børn havner i fattigdom. At udvide dens anvendelse til også at finansiere aborter er rendyrket kynisme. Det er, som om Kommissionen siger: “Vi vil gerne hjælpe dig ud af dine økonomiske vanskeligheder — her er penge til at afslutte dit ufødte barns liv.” I stedet for reelt at støtte familier og integrere børn med handicap i samfundet, betaler EU for deres eliminering. Dette vender fuldstændig sande menneskelige værdier på hovedet. Desuden efterlader dette jo færre midler til rent faktisk at støtte familier i fattigdom.
Med denne afgørelse vil vi alle være med til at finansiere abortturismen i EU. Bidraget til Den Europæiske Socialfond Plus(ESF+) er obligatorisk, så ingen kan undslå sig. Samtidig er adgang til abort i EU helt ukritisk lagt i hænderne på de mest abort-liberale medlemslande. Hvis f.eks. Holland vælger at fjerne alle begrænsninger på abort og indfører fri abort frem til fødslen (som en del stater i USA), så vil intet kunne forhindre, at f.eks. en dansk kvinde kan få en EU-betalt abort ugen før fødslen.
Med denne afgørelse svigtes det ufødte menneske, hvis liv og eksistens, flertallet i EU-institutionerne ikke regner værd at beskytte. Men dernæst er det også et svigt af kvinden og familien, der ikke kan se anden udvej end abort – fordi der ikke er nogen, der vil støtte hende socialt eller økonomisk.
Retten til Liv er en del af One of Us, der har over 50 organisationer i ryggen, hvoraf mange af dem alene arbejder for at hjælpe gravide kvinder i krise også efter fødslen. Efter denne afgørelse i EU-kommissionen er opgaven kun blevet endnu større. Lad os kæmpe videre!
TAK til alle, der deltog i kampagnen NoAbortionTourism.eu imod dette forslag!
Læs pressemeddelelse fra One of Us
Læs kommissionens afgørelse i fuld tekst
URL: https://rettentilliv.dk/eu-kommissionen-indfoerer-abortturisme-i-eu/