Kerstin Hoffmann,
Pres ikke din kvinde til abort! Dette er budskabet bag en reklamekampagne, der i anledning af Fars Dag 2015 blev vist på TV2, Zulu og TV2 sport samt i udvalgte biografer.
Efter aftale skulle biografspottet også have været vist i de biografer, der er tilknyttet Dansk Reklamefilm, men aftalen blev trukket tilbage kort før kampagnestart.
Det er RETTEN TIL LIV, der stod bag reklamen, der udfordrer manden til at tage ansvar for det ufødte barn, han er far til – også selvom det ikke var planlagt.
RETTEN TIL LIV, der tidligere har stået bag Korsmarken og reklamekampagnen ChooseLife.nu, ønskede denne gang at sætte fokus på mandens rolle.
“Vi ønsker at gøre opmærksom på, at den uventet gravide kvinde står enormt sårbar og alene, og at det er uacceptabelt at presse sin kvinde til at vælge en abort,” siger foreningens landssekretær Ellen Højlund Wibe. “Manden skal erkende dybden af det pres, han lægger på den uventet gravide, hvis han ikke støtter hende, når hun ønsker at føde barnet.”
Foreningen kunne kun undre sig over den pludselige afvisning fra Dansk Reklamefilm. “Vi har svært ved at forestille os, at nogen kan føle sig krænket af et så indlysende positivt budskab, men må konstatere, at der ligger et tungt tabu over al tale om abort,” slutter Ellen Højlund Wibe.
URL: https://rettentilliv.dk/fars-dag-2015/