Hvad har vi gjort?
Danmark har haft fri abort i over 40 år. Næsten 800.000 børn er blevet dræbt. Et svimlende tal. En tiendedel af den danske befolkning! Faktisk dræbes der et foster, hver gang fire børn bliver født.
Lægerne, der er uddannet til at redde liv protestere ikke over at skulle slå ihjel! Abort foretages kirurgisk – dvs. fosteret suges ud af livmoderen under bedøvelse – når kvinden vågner er det væk, ligger som små kropsdele i en spand. Men man kan også få abort medicinsk – dvs. med piller. Kvinden får tre piller på hospitalet og går hjem. Pillerne virker ved at lukke al næringsforsyning af til fosteret – der derefter langsomt dør. To dage senere skal hun sluge et par piller mere, der udstøder det døde foster – ofte foregår aborten hjemme – det er meget smertefuldt – og ensomt. En kvinde fortæller i et interview i Horsens Folkeblad om den lille krop med de to mørke øjenprikker, som hun ser ligge i bindet.
Den ufødte dør! Svigtet af sine forældre, svigtet af lægen, svigtet af samfundet – og hvad har vi gjort for at det lille barn kunne få lov til at leve?
Er aborten ‘fri’?
Der er såkaldt ‘fri’ abort til og med 12. graviditetsuge. En kvinde kan altså uden, at nogen af hendes nærmeste får noget at vide, få foretaget en abort. Beslutningen og ansvaret er hendes alene. Alligevel er dette med friheden en sandhed med modifikationer, for ingen er fri og uafhængig af sine omgivelser. En vanskeligt stillet kvinde har ikke et frit valg, hvis hun er afhængig af det offentlige for at klare barnet – vi ved fra arbejdet i Retten til Liv, at mange føler sig presset af kommunen, og selv den mest selvstændige og stærke kvinde er ikke fri og upåvirket, hvis manden siger, at han ikke har lyst til at være far!
Det kan undre, at denne abortens kvindeundertrykkelse, aldrig for alvor har interesseret kvindebevægelsen. Mange sørger resten af livet over det barn de har mistet. Det er en stille og skjult – og nærmest forbudt sorg, for man har jo selv ansvaret for, at man mistede barn.
Hvor er menneskerettighedsorganisationerne?
Ved ca 800 af de aborter der foretages i DK er fosteret mere end 12 uger gammelt – og der skal en særlig tilladelse til, men 95% får denne tilladelse. Ved ca 25 af aborterne er fostrene så gamle og så langt i deres udvikling, at de måske kunne have overlevet, hvis de var blevet født ved en for tidlig fødsel – og ikke ved en abort. Man ved fra kirurgiske indgreb på fostre, at de allerede i 20. uge har en udviklet smertesans og tilmed en meget lav smertetærsket. Med al sandsynlighed er abortindgrebet meget smertefuldt.
Men der er ingen protestaktioner fra miliøorganisationer eller Amnesti International udenfor hospitalerne over de lidelser disse fostre må igennem, før livet brutalt er slut. Tvært imod bruger det offentlige endog meget store ressourcer på at tilbyde alle gravide en grundig undersøgelse, der skal afsløre, om deres barn fejler noget. Hvordan er det mon, at være handicappet i et land, der ofrer så meget for at forhindre medborgere, som dem, i at blive født?
Der bruges mange argumenter. Nogen siger, at man er nødt til at betragte noget liv som mere værd end andet. Andre argumenterer for at det kan være barmhjertigere at dø end at leve. Der er også nogen, der påstår, at abort slet ikke er drab, fordi fosteret ikke er et rigtigt menneske endnu. Og så er der dem, der argumenterer med, at abort ikke kan forhindres, derfor kan man lige så godt lovliggøre det.
Guds åbenbaring: Et menneske er noget helt særligt!
Midt i denne forplumring, hvor ord som medmenneskelighed og barmhjertighed bruges til at slå uskyldige og forsvarsløse børn ihjel, møder vi Guds åbenbaring og verden eneste håb: At Gud har skabt og elsker hvert eneste menneske på denne jord. Et menneske er noget helt særligt! Ikke kun de rige, magtfulde, smukke og kloge, men også den fattigste, mest forhutlede og ubetydelige, man kan finde på jordens overflade, har enestående værdi.
Den tyske teolog Helmut Thielicke siger det ret præcist: Menneskets storhed bygger ene og alene på den kendsgerning, at Gud i sin ufattelige godhed har gjort det til genstand for sin kærlighed. Gud elsker os ikke, fordi vi er værdifulde, vi er værdifulde, fordi Gud elsker os.
Dette menneskesyn forvandler!! – og det får konsekvenser for vort liv med vore medmennesker!!
De ufødte – vores ansvar!
Det gør det nemlig til vores ansvar, at vores medmenneske får et godt liv – også vores ufødte lille medmenneske og hendes eller hans mor. Det gælder uanset hvad problemet er. Vi er sat her for at hjælpe hinanden, ikke for at slå dem ihjel, der giver os vanskeligheder.
Derfor er abort en katastrofe på alle planer. Derfor kæmper vi for livet imod abort.
Af cand. med. Kerstin Hoffmann, 2016