Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
I: Et foster er ikke et menneske

Hvad svarer vi?

Som abortmodstandere hører vi ofte dette udsagn. Det er i langt de fleste tilfælde lige netop dette udsagn, der deler os op som henholdsvis tilhængere og modstandere af abort. Hvad er den ufødte? Svaret på dette spørgsmål må afgøre, om abort er moralsk forsvarligt eller ej. Hvis vi vil vide, om det er ok at tilintetgøre et foster, må vi først spørge os selv, hvad det er, og hvilken værdi det har.

Den skjulte antagelse

Desværre bliver debatten alt for ofte kørt ud på et sidespor. De mest populære argumenter fra aborttilhængere går ikke ud på at modbevise den ufødtes menneskelighed. De antager bare, at den ufødte ikke har menneskelig værdi, i stedet for at argumentere for det. Et eksempel kunne være: Abort skal være lovligt for at beskytte kvinder mod at risikere liv og lemmer ved at få foretaget farlige, illegale aborter. Dette argument giver ingen mening, hvis hver eneste af disse aborter i sig selv er drab på et uskyldigt menneske. Hvis man ikke er opmærksom på dette, kan man let blive ledt ud på et sidespor, der bygger på den skjulte antagelse, at den ufødte ikke har menneskelig værdi. For at få en produktiv dialog må vi afsløre denne skjulte antagelse og hele tiden sørge for at komme tilbage til sagens kerne: Hvad er den ufødte?

Når det endelig lykkes os at holde os til det essentielle, og vi så mødes med påstanden: ”Et foster er ikke et menneske”, hvordan skal vi så svare?

Hvad siger videnskaben om livets begyndelse?

Det er et videnskabeligt faktum, at fosteret fra undfangelsen er et levende menneske. Det har sin egen unikke DNA og blodtype og er fra undfangelsen et helt og unikt, levende medlem af den menneskelige race. Fosteret bliver ikke konstrueret i livmoderen på samme måde, som en bil bliver konstrueret på en fabrik. Det bliver ikke gradvist til et menneske. Nej, den ufødte udvikler sig indefra og vokser i overensstemmelse med dens genetiske kode – dens menneskelige natur, som den allerede har til fulde, i det øjeblik udviklingen starter. Enhver af os er det samme menneske nu, som vi var som foster, som spædbarn, som teenager. Vi bevarer vores identitet igennem forandring og udvikling. Et foster er altså ikke et ”potentielt menneske” men derimod et menneske med potentiale.

Her er den korte, simple udgave af vores argument:
• Hvis den ufødte vokser, må den være i live
• Hvis dens forældre er mennesker, så må den også selv være et menneske
• Levende mennesker som du og jeg er værdifulde, er de ikke?

Når vi argumenterer sådan, vil vi dog ofte opleve, at det ikke har den effekt, vi ønsker. Vores modpart er stadig ikke overbevist. For os er det måske indlysende, at hvis den ufødte er et menneske, så er abort også forkert. Det er dog gået op for mig, at de fleste aborttilhængere, som siger, at et foster ikke er et menneske, i virkeligheden mener, at fosteret ikke er en person eller et værdifuldt menneske. De skelner altså imellem biologisk at være et menneske og filosofisk at være en person med værdi og rettigheder. Det er meget vigtigt, at vi forstår, at det er denne tankegang, der ligger bag, så vi kan svare på det folk mener, og ikke det, vi tror de mener. Det er dog altid godt først at slå de biologiske fakta fast og dermed skabe et fælles grundlag, hvorfra vi kan føre samtalen videre.

Hvad så, når vores modpart ikke køber, at et biologisk menneske er det samme som en værdifuld person?

Vend bevisbyrden om

Først og fremmest ville jeg spørge dem hvorfor? Bevisbyrden behøver ikke altid ligge på dig. Din modpart har lige påstået, at ikke alle mennesker kvalificerer sig som personer. Det er et radikalt og ekskluderende synspunkt, der kræver begrundelse. Det er også en god ide at spørge din modpart, hvad der ifølge ham/hende giver mennesket værdi. Har vi værdi pga. det ,vi er – mennesker, eller pga. de egenskaber vi har – et hjerte, der slår, evnen til at føle smerte, bevidsthed etc. Hvis vores værdi afhænger af disse egenskaber, betyder det så, at folk med pacemaker, folk med begrænset eller manglende evne til at føle smerte, og folk med nedsat bevidsthed er mindre værd end os andre? Med andre ord, hvis vores værdi bygger på egenskaber, der udvikles gradvist, og som varierer fra menneske til menneske, ville det så ikke betyde, at vores værdi også varierer?

Hvad skal der til for at være et menneske?

Det eneste, alle mennesker har tilfælles i lige høj grad, er vores menneskelige identitet og natur. Vi er alle sammen mennesker. Derfor har vi alle lige stor iboende værdi og ret til at leve, ligegyldigt om vi er statsminister eller førtidspensionist, syge eller raske, kloge eller dumme, små eller store.

Der er forskel på tidlige fostre og fuldt udviklede mennesker, det kan vi ikke komme udenom. Og du har sikkert hørt disse forskelle blive brugt som argument for, at ufødte ikke fortjener basale menneskerettigheder.
Et eksempel på et sådan argument kunne være, at et foster, der endnu ikke har en hjerne, ikke kan betegnes som et menneske. Det lyder umiddelbart meget logisk, alle mennesker har en hjerne, og vi forbinder den med liv, for hvis vores hjerne går i stykker, så dør vi. Det er dog et faktum, at et tidligt foster ikke behøver en hjerne for at leve. Det virker måske abstrakt, men sådan er det.
Derudover forbinder vi hjernen med selvbevidsthed, intelligens og logisk sans. Det er altså ikke selve hjernen, der er vigtig, men snarere de egenskaber, der følger med den. Hjernen er kilden til de kvaliteter, der adskiller os fra dyrene.
Hvad så med et spædbarn? Det har en hjerne, men det har endnu ikke nået sit fulde potentiale. Mange dyr overgår et spædbarn i intelligensniveau og selvbevidsthed, så hvorfor er spædbarnet mere værdifuldt end fx en hund eller en gorilla? Her kommer vi virkelig ind til sagens kerne. Spædbarnet er værdifuldt, fordi det har et potentiale, som hunden og gorillaen ikke har, til at udvikle sig til et voksent, tænkende, rationelt menneske. Selv hvis barnet aldrig opnår sit fulde potentiale (hvis barnet fx er handicappet, hjerneskadet etc.) så vil barnet altid beholde sin værdi, fordi det potentiale definerer barnet som medlem af den menneskelige race.

For nu at vende tilbage til det tidlige foster, der endnu ikke har udviklet sin første hjernecelle. Har han/hun ikke samme potentiale som spædbarnet? Og selvom fosteret, ligesom spædbarnet, ikke i øjeblikket kan gøre brug af de egenskaber, der ligger i det potentiale, er det så ikke også et fuldt medlem af den menneskelige race og burde behandles derefter?

Alle forskelle på fostre og fødte mennesker falder ind under en af nedenstående kategorier:

• Størrelse
• Udviklingsniveau
• Miljø/placering
• Grad af afhængighed

Ingen af disse kategorier kan være afgørende for, hvor værdifuld du selv er, så hvorfor skulle det være afgørende for den ufødte?

Modstand mod abort er den inkluderende holdning

Når du diskuterer abort med folk, der ikke deler dit synspunkt, så husk; I er garanteret stort set enige om alt undtagen en ting: Hvad er den ufødte? Man kan spilde timevis på at snakke forbi hinanden, fordi man har vidt forskellige udgangspunkter. Vær opmærksom på, hvor jeres uenighed egentlig ligger. I er ikke uenige om, hvorvidt kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop, eller hvorvidt mennesker er værdifulde – I er uenige om, hvad den ufødte er, og svaret på det vil definere jeres holdning på alle andre områder af emnet. Respekter den, du snakker med, og giv dig god tid til at lytte og forstå, hvad din modpart egentlig mener.

Modstand mod abort er den inkluderende holdning. Vi påstår, at alle mennesker er lige og har ret til at leve. Tit bliver vores sag lagt frem af vores modpart, som om vi ekskluderer, som om vi ønsker at tage kvinders rettigheder fra dem. Vi må aldrig acceptere den løgn, og vi må aldrig skamme os over at kæmpe på livets side.

Af Agnete Maltha Winther, studerende på The Animation Workshop, Viborg

Bragt i Retten til Livs blad LIV marts 2014

_____

Lyt til:
Life Report, ep. 157: How Much Do Pro-Lifers Need To Know About Embryology?

Læs:
Richard Stiths artikel: Arguing With Pro-Choisers
Scott Kluesendorf: The Case for Life, kapitel 1,2 og 3