Retten til Liv deltager på Folkemødet 2017. Læs her opfordringen til at beskytte de ufødtes menneskerettigheder.
Kerstin Hoffmann,
Menneskerettigheder handler om, at det at være menneske er at være noget særligt.
Mennesker er forskellige. Bare her på Folkemødet ser man en stor mangfoldighed – høje og lave, lyse og mørke, kloge og måske mindre kloge, de veltrimmede og fysisk mindre begunstigede.
Her på pladsen er vi alle med i festen. Men det er ikke alle, der kan det. På hospitalet inde i Rønne, så vil man møde nogle af dem, der lige nu er sat helt ud af spillet. Og stikker man hovedet indenfor på et af øens plejehjem, vil man finde vore kære gamle – dem, der har kunnet det hele, men ikke kan længere.
Men det, vi alle sammen har tilfælles, er, at vi er mennesker! Og vi passer på hinanden, for det er sådan et samfund, vi ønsker! Mine medmennesker har krav på min respekt og samfundets beskyttelse – også dem, der er helt anderledes end mig – også dem, der er et helt andet sted i livet end mig.
MEN der er en gruppe, vi som samfund har glemt at passe på. Eller måske snarere en gruppe, vi som samfund har valgt IKKE at passe på. Og det er de ufødte! Det er en gruppe, der ikke kan tale for sig selv. Og der er heller ikke er ret mange andre, der har lyst til at tale for dem.
Vores stærke danske demokrati, med det forpligtende blik for den svage, har valgt IKKE at beskytte de mindste iblandt os. I Danmark er det tværtimod ved lov indført, at ethvert nyt liv kan blive afbrudt med professionel hjælp på statens regning de første 12 uger af graviditeten – med mulighed for at få forlænget denne frist. Det kan ikke være rigtigt!
Den ufødte – fosteret – er jo mit lille medmenneske, der bare befinder sig et andet sted på livsskalaen end mig. Hun er meget mindre, hun er afhængig af sin mor for at overleve, og hun har ikke så mange mentale funktioner endnu, men hele pakken er der fra starten. Hun er et menneske helt ind i sin inderste kerne! Og hun har hele livet liggende foran sig!
Men vi har som samfund valgt at lukke øjnene og lade, som om hun ikke er der og ingen rettigheder har. Hvordan er vi dog endt her? Hvad er menneskerettighederne værd, hvis de ikke gælder alle mennesker? Hvordan kan vi fortælle andre nationer, at de ikke må sortere mellem dem, der har ret til livet, og dem, der ikke har, hvis vi selv gør det samme? Det hænger bare ikke sammen!!
Det argument, jeg oftest hører til forsvar for fri abort, er, at en kvinde skal have ret til at bestemme over sin egen krop.
Når man sagde sådan for 30 år siden, så mente man ofte helt bogstavelig, at det, der voksede inde i maven ikke var et selvstændigt individ, men en cellemasse, der var at betragte som en del af kvindens krop.
Sådan tænker de færreste i dag. Alle har set disse billeder af små fostre, der flere uger før abortgrænsen har tydelige små fine fingre og tæer. Ingen kan i dag være i tvivl om, at den ufødte er et lille selvstændigt menneske, med eget dna, egen blodtype og egen livsbane.
I dag tænkes der mere på dette, at kvinder selv vil bestemme, hvornår de vil sætte børn i verden. ”Hvis det er mig, der lægger krop til, så må det også være min beslutning,” lyder det.
Og det argument har jeg meget stor forståelse for.
Det er et kæmpestort ansvar at sætte et barn i verden. Det kan være belastende at være gravid, og en fødsel er en hård omgang – for ikke at tale om amning, nattegråd, opdragelse og mange års forpligtende engagement.
Kvinder, der får abort, har ofte meget tungtvejende grunde til det.
Der stilles mange krav til ’det gode og ideelle familieliv’, og mange føler, at deres fremtidsplaner bliver ødelagt, hvis der pludselig er et barn på vej på det forkerte tidspunkt eller med den forkerte mand.
Mange presses af en kæreste, der ikke er klar til at blive far, eller af en mand, der ikke synes der er råd.
Alt dette ville være stærke og fuldt ud legitime argumenter for abort, hvis det, der blev fjernet, var noget andet end et lille menneske. Det er det bare ikke!
Det, der sker i undfangelsen, er jo dramatisk og skelsættende: Der bliver et lille menneske til – et menneske som dig og mig. Menneske er ikke noget, man langsomt udvikler sig til, det er noget man ER.
Og ja, det er sandt, at den ufødte er helt og aldeles betroet i kvindens varetægt for at kunne overleve, og at hun får pålagt et stort ansvar med denne opgave. Men er dette ikke et grundvilkår for os alle sammen? Ingen af os var nået hertil, hvor vi står i dag, hvis ikke der var mennesker, der forpligtede sig på os! Vi har ansvar for hinanden!!
Og det lille ufødte menneske er ikke kun kvindens ansvar! Det er en stor og udfordrende opgave at finde løsninger på de problemer, en graviditet kan udgøre. Her er der nok at tage fat på for alle gode politiske kræfter. Det må altid være samfundets ansvar at forhindre, at kvinder behandles uretfærdigt, blot fordi det er dem, der bliver gravide.
Men jeg ønsker IKKE et samfund, der bekæmper EN uretfærdighed ved at begå en NY. Jeg ønsker et samfund, der beskytter ALLE sine borgeres liv, også de ufødtes, og giver den enkelte de bedst mulige livsbetingelser.
Menneskerettighedernes artikel tre stadfæster, at ’enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed’: Lad os blive en nation, der tager menneskerettighederne alvorligt – menneskerettigheder for alle mennesker, også de ufødte! TAK!
Kerstin Hoffmann, Allinge, 16. juni 2017
URL: https://rettentilliv.dk/menneskerettigheder-for-ufoedte/