Henrik Højlund,  03.03.25

Om retten til ikke at blive dræbt!

I går var den danske film, Pigen med Nålen, med i opløbet om en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film. For godt en uge siden var ret til ubegrænset fri abort til og med 18. uge til behandling i Folketinget. På mærkværdig vis hænger de to ting sammen, filmen og spørgsmålet om fri abort.

Filmens baggrundshistorie er Danmarks største seriemorder, Dagmar Overby, født i 1887, som blev dømt for drab af 9 spædbørn og tilstod selv at have dræbt 16.

Den svenske instruktør Magnus von Horn har taget udgangspunkt i seriemorderen Dagmar Overbys historie med sin succesfulde film. Filmens afsæt i Dagmar Overbys historie betyder ikke, at den er dokumentarisk. Og det er heller ikke Dagmar Overby, der er hovedpersonen, men derimod en fiktiv person, den unge kvinde Karoline, som løber ind i store problemer med egen graviditet og ender med at opsøge Dagmar Overby for at få hende til at bortadoptere barnet. Karoline har ikke de penge, der skal til, så hun må påtage sig arbejde for Overby, og langsomt går det op for hende, hvad Overby gør med spædbørnene.

Dagmar Overby fremtræder som et i flere henseender dybttænkende, følende menneske ved siden af hendes gyselige spædbørnsdrab, og da hun til sidst står ved retsskranken, runder hun af med at sige: ”Jeg gjorde kun det, der var nødvendigt”. Dén sætning kan høres som en bekræftende antydning af det, der også er på spil med filmen fra instruktørens og manuskriptforfatterens side. Begge har i interviews tilkendegivet, at et sideanliggende med filmen er den tids manglende fri abort, og nutidens tilstande i Polen.

Magnus von Horn siger således i et interview: ”Jeg har forskellige tilknytninger til Polen, hvor abortreglerne er meget strikse. Det er blevet en stor del af mit liv og en kamp for at liberalisere dem.” Tilsvarende siger manuskriptforfatteren Line Langebek i et andet interview: ”Det gør noget ved folk, hvis de ikke har rettigheder. Både i forhold til fattigdom og i forhold til manglen på fri abort. Det driver folk til nogle valg, de ellers ikke ville have truffet”.

Dette aspekt ved filmen forekommer misvisende og dybest set stærkt modsagt af filmen selv. Filmens skarpe gysertone taler nemlig ikke bare for nogle ramte kvinders rettigheder, men mindst lige så meget for børnenes rettigheder. Og man sidder ikke tilbage med en følelse af, at hvis bare disse mennesker havde fået lov til at få foretaget abort, så havde det uhyggelige massemord aldrig fundet sted.

For det første var der med massemorderen, Overby, tale om alt andet end et dybttænkende, følende menneske. Hun var den ekstreme udgave af den fundamentale ”menneskesygdom”, det grundlæggende selvoptagede ego, og i øvrigt selv ramt af seksuelt misbrug af sin farfar. Den grundlæggende menneskelige selvoptagethed præger tydeligvis i forskellige varianter også en række af de andre roller i filmen. Og det er og bliver menneskehedens store problem, uanset hvor vi er i verden og tiden, og som bringer mange slags ”mord” i spil overalt. Gyserfilmen giver os dybest set en ubehagelig følelse af, at vi mennesker har en udbredt tendens til at gå på gale afveje med os selv og hinanden uanset ydre livsvilkår.

For det andet finder massemordet sted også i nutidens Danmark, blot endnu mere skjult, i form af fosterdrab i kvinders mave, for tiden drab af rundt regnet 14.000 fosterbørn hvert år i Danmark. Og nu tyder alt på, at børn helt op til 18 ugers liv i mors mave kan fjernes uden videre, børnefostre som fra første minut er dreng eller pige, og hjertet begynder at banke efter tre uger, med eget kredsløb og egen blodtype, og med anlæg til både øjne, ører, tarme, lunger og lever. Og få uger senere får arme og ben den fulde længde i forhold til resten af kroppen, øjne og ører finder deres blivende plads, og barnet har sin karakteristiske profil med buet pande og en lille opstoppernæse, og fosteret bevæger sig livligt. Og henne i 13. til 20. uge har fosteret fået hår og øjenbryn og er begyndt at bruge sine sanser, så det kan høre morens hjertelyd og griber med hænderne efter f.eks. navlestrengen og bevæger sig målrettet.

Meget mere kunne siges om barnet i mors liv, og dermed forekommer filmens sidespor om ja til fri abort som ren selvmodsigelse, fordi filmens uhyggelige tone med spædbørnsdrab også rammer den uhyggelige abort-virkelighed i dagens Danmark.

Der er således også en slutsætning som givetvis helt utilsigtet modsiger dette anliggende i filmen. ”Jeg er taknemmelig for dem, som giver et barn en chance mere”, siger en mand, da han med glæde lader Karoline adoptere Dagmar Overbys efterladte pige. Netop. Giv dog barnet, det ufødte såvel som det fødte, en chance.

Filmen vandt ikke en Oscar, men fint hvis den havde gjort. Dog endnu finere hvis filmen imod hensigt kan vække sind og tanker, så vi indser, at 18 ugers fri abort er den stik modsatte retning af menneskelighed.

Henrik Højlund

URL: https://rettentilliv.dk/pigen-med-naalen/