Politisk flertal for babyluger til uønskede spædbørn

Politisk flertal vil give nybagte mødre i krise en mulighed for at aflevere det nyfødte barn et sikkert sted.

Kerstin Hoffmann,  

Politisk flertal vil oprette babyluger

I sidste uge blev der fundet et babylig i Glostrup, og sidste år fandt en gårdmand en nyfødt og levende lille pige i en skraldespand under en boligblok i Bagsværd.
Nu vil et politisk flertal (Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF) give mødre til uønskede børn en mulighed for at aflevere det nyfødte barn et sikkert sted. Det skal ske ved – efter tysk forbillede – at opføre to såkaldte babyluger, hvor man anonymt kan aflevere et barn til sundhedspersonale.

Kritik

Forslaget møder kritik fra flere sider. Jordemoderforeningen mener, at det er ‘en tordnende dårlig ide’: “På den her måde får vi måske skubbet nogle flere kvinder til at tænke: ”Nu er der en udvej for, at ingen får noget at vide.” Vi vender tilbage til skyld og skam i forbindelse med det at få børn, siger foreningens formand Lillian Bondo til dr.dk.
Man kunne forstå dette argument, hvis det blev fremført imod abortlovens frie og anonyme adgang til abort, der jo mere end noget andet kan fastholde kvinden i tvang og undertrykkelse, og hvor hun mister sit barn uigenkaldeligt. Men når en kvinde i desperation afleverer et barn i en babyluge, så ved hun, hvor hendes barn er, og hun mødes af en besked om, at hun har god tid til at ombestemme sig, vende tilbage og få hjælp. Læs også: Babyluger kan ikke stå alene.

Babyluger redder liv

Stor ros til politikerne for at tage ansvar for vore mindste medborgere med dette forslag om at oprette babyluger i Danmark. Babyluger redder liv!
Erfaringerne fra Tyskland er nemlig fine. Her har mødre siden 2000 haft mulighed for anonymt at aflevere uønskede børn i luger, hvor sundhedspersonale kan tage imod børnene. I dag er der over 100 af denne type luger i Tyskland, og 500 børn er blevet reddet. Læs mere: SterniPark, Tyskland.

 

URL: https://rettentilliv.dk/politisk-flertal-for-babyluger-til-uoenskede-spaedboern/