
PRESEMEDDELELSE: To nye ungdomssekretærer ansættes fra 1. august
Kerstin Hoffmann,
Den kvalificerede samtale om abort efterspørges blandt unge i dag! Dette handler Retten til Livs bestyrelse på. Fra 1. august ansættes Andreas Rughave fra Aarhus og Albert Kestrup Pedersen fra København til at indgå i Retten til Livs ungdomssekretær-team sammen med Kristina Kristensen.
Den helt grundlæggende opgave for de to nye ungdomssekretærer bliver at inspirere og udruste unge, der ønsker at forsvare det ufødte menneskes grundlæggende menneskerettigheder. En ny generation står klar. En generation, der ønsker at beskytte den svage og forsvarsløse og at skabe et samfund, hvor man arbejder for at løse reelle problemer – men ikke ved at tage liv! Men opgaven bliver også at stille sig til rådighed i f.eks. politiske ungdomsorganisationer og på højskoler, hvor netop den konstruktive debat efterspørges.
For Andreas Rughave, der læser teologi i Aarhus, er forsvaret for ufødte en naturlig del af hans kristne tro: “Kristne har fra begyndelsen kæmpet for børns liv og værdighed, og det håber jeg, at jeg gennem arbejdet i Retten til Liv kan være en del af,” fortæller han.
Andreas er et kendt ansigt fra IM’s udadvendte arbejde “SnakTro”. Det er også her, han har fået blik for, hvor vigtigt det er at lade sig udfordre på sine holdninger. Som Retten til Livs ungdomssekretær glæder han sig særligt til at være med til at udruste unge kristne med gode og saglige argumenter imod abort, for han oplever, at dette emne virkelig er noget man bliver konfronteret med, når man fortæller, at man er kristen.
Albert Kestrup Pedersens blik for de ufødtes lige plads i vores samfund er også vokset ud af hans kristne tro: “Alle mennesker – fødte eller ufødte, ønskede eller uønskede – er skabt i Guds billede,” konstaterer han. Men drivkraften kommer også fra hans arbejde: “Til dagligt arbejder jeg på en specialskole, hvor jeg arbejder med børn med forskellige former for psykisk handicap”, fortæller han. “I mit arbejde har jeg mødt børn og unge, hvis ret til at eksistere måske ikke altid er en selvfølge i samfundsdebatten. Det har blot skærpet min overbevisning om, at abortspørgsmålet ikke er abstrakt – det handler om konkrete mennesker med reel værdi.”
Satsningen med to nye ungdomssekretærer skyldes overvejende, at ungdomsarbejdet i Retten til Liv længe har manglet en medarbejder i hovedstaden. I første omgang er det samlede timetal dog kun øget med fem timer.
Andreas Rughave kommer primært til at arbejde i det jyske, mens Albert Kestrup Pedersen vil have sit arbejdsområde i København, på Sjælland og på Fyn.
Bestyrelsen for Retten til Liv byder Andreas og Albert velkommen og ser frem til et spændende samarbejde.
URL: https://rettentilliv.dk/retten-til-livs-ungdomsarbejde-vokser/