Kerstin Hoffmann,
“Hvordan kan det være, at Retten til Liv, som er en organisation, der aktivt kæmper imod retten til abort, kan få lov til at drive abortrådgivning i Danmark?” spurgte Rosa Lund fra Enhedslisten i folketingets spørgetime 20. marts.
Folketingets spørgetime 20. marts 2024. Find Rosa Lunds spørgsmål om Abortlinien i tidsrummet 13.25.00 – 13.30.46.
Spørgsmålet blev stillet til Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. I sit svar erklærer ministeren sig uden at argumentere for det enig med Rosa Lund i den holdning, at en organisation imod abort ikke kan bedrive uvildig rådgivning. Hun henviser dog til, at den foreningsfrihed, vi har i Danmark, også gælder for foreninger som Retten til Liv. Det afgørende for hende er, at skatteborgernes penge ikke bliver brugt til at finansiere dem.
Af ministerens svar må man altså konkludere, at organisationer, der vil drive abortrådgivning og modtage offentlig støtte til det, må erklære deres principielle støtte til den danske abortlov.
Til gengæld blev der samtidig givet tilsagn om, at hele området med rådgivning af abortsøgende skal styrkes. Det kan man kun glæde sig over.
Det er dog påfaldende, at det er et angreb på Abortlinien, der skal synliggøre behovet for rådgivning af abortsøgende. Abortlinien har i over 25 år set denne nød: at kvinder presses til abort af deres omgivelser, og at de ikke altid har nogen at tale med det om. Man kan jo godt få den tanke, at det netop er Retten til Livs principielle forsvar for alle menneskers ligeværd, der har fremkaldt den nødvendige følsomhed overfor netop denne problematik. For hvor er nøden for og solidariteten med den uventet gravide kvinde, der mod svære odds ønsker at beholde sit barn, hvis man mener, at det ufødte menneske blot er noget væv, der uproblematisk kan fjernes med medicin eller kirurgi? Hvor svær kan den beslutning så være?
Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt Abortlinien er uvildig eller ej – og om nogen er det? Landssekretær Ellen Højlund Wibe har efterfølgende skrevet til Rosa Lund for at fortælle om Abortliniens arbejde, nu hun ikke af sig selv har kontaktet Retten til Liv:
Mange kvinder og familier er blevet hjulpet til at finde deres egen vej igennem de svære overvejelser og følelser, de har stået i, takket være Abortlinien. Og vi har i Retten til Liv gjort os mange overvejelser om uvildighed og den måde, Abortlinien skal møde den enkelte. Vores bestyrelse har sammen med Abortliniens ledelse fået opstillet 2 succeskriterier for den gode samtale på Abortlinien:
1. Den kvinde, der føler sig presset til en abort, hun ikke ønsker, får ved en afklarende samtale styrke til at stå ved sig selv og dermed sit barn.
2. Den kvinde, der er afklaret med, at hun ønsker en abort, får en seriøs og omsorgsfuld samtale med en nærværende person.
Læs hele brevet: Rosa-Lund.
URL: https://rettentilliv.dk/rosa-lund-maa-de-det/