Kerstin Hoffmann,
TV2 Echo har talt med Kristina Kristensen, der er ungdomssekretær i Retten til Liv, i forlængelse af en dokumentaren om den færøske abortdebat, der har titlen: ‘Skam dig, kvinde!’
Find indslaget her: Ti spørgsmål til en abortmodstander
Efter interviewet blev bragt, skrev Kristina på Facebook: Jeg er blevet interviewet af TV2 Echo, men da der selvfølgelig er en begrænsning på, hvor meget, der kan komme med i artiklen/videoen, så tænkte jeg lige, jeg ville uddybe lidt.
Kristinas uddybning bringes også her:
Hvordan kan et menneske være et menneske, når det er ønsket, men pludselig ikke være et menneske mere, når det er uønsket? Hvordan kan det være, at menneskelivet både begynder i uge 12 i DK, men i Holland i 24. uge og i Sverige i 18. uge? Og andre steder er det ovenikøbet dobbeltmord at slå en gravid kvinde ihjel såsom fx Californien. Er det ikke rimelig vigtigt at få styr på, om man faktisk er skyld i at tage livet af uskyldige små børn, for en eller anden må vel have sandheden?
Først og fremmest skal vi kigge på, hvad er det, der gør at vi mennesker har lige ret til at leve alle sammen? Hvad gør, at vi har værdi?
Er det vores funktioner?
“Et foster er jo ikke engang selvbevidst” – nej, men det er et spædbarn heller ikke før de bliver ca 18 måneder gammel. Er de så mindre værd end os andre i de 18 måneder? Har de ikke lige så meget ret til at leve, som os andre?
“Et foster har jo ikke engang en hjerne … ” Fosterets nervesystem begynder faktisk allerede at blive dannet i 6. graviditetsuge, og så fortsætter hjernen med at udvikle sig helt til vi bliver voksne. Men er det virkelig en færdig, tænkende hjerne, der giver os værdi og ret til at leve? Er spædbørn eller en hjerneskadet så mindre værd og har mindre ret til at leve, end dem hvis hjerner er fuldt udviklede? Det ville vi jo heller ikke sige… og nu får folk stadig aborter selv langt efter uge 6.
“Hvad hvis barnet bliver handicappet eller har en sygdom?” Det ikke nemt at have et handicap. Og det bestemt heller ikke nemt, at leve med en sygdom. Men jeg synes det siger noget om, hvordan vi ser på de mennesker ude i samfundet, som har et handicap og sygdom. For vi kan ikke sige, vi ønsker abort i tilfælde af downs eller andet handicap eller i tilfælde af fx en forfærdelig lungesygdom, uden også at sige, at dem ude i vores samfund lige nu, der har disse ting, er mindre værd, besværlige og uønskede. Det synes jeg er dybt forkert. For de er bestemt ikke uønskede i mine øjne. De har lige så meget værdi som os andre. Vi har ikke ret til at slå de her mennesker ihjel, så hvorfor har vi det, når det gælder et lille menneske, der heller ikke selv har valgt at blive til?
Nogle af dem, som har et handicap eller har en forfærdelig sygdom er oftest nogle af de mest taknemmelige og livsglade mennesker der findes. De mennesker elsker livet og kæmper for det – selv den 21-årige skønne pige Amalie Vilslev som døde pga sin smertefulde lungesygdom sagde, hun ikke ville have været sin sygdom foruden! Hvordan ved vi, at fosteret ikke kommer til at elske livet alligevel? Nogle ville jo have valgt at abortere sådan en som Amalie, hvis de havde vidst hun havde denne sygdom fra fødslen, men vi ved jo Amalie selv ikke ville have ønsket, ikke at have været til!
Selv hvis man ingen sygdom har, intet handicap osv, så der stadig ingen garanti for, at livet bliver nemt og elskværdigt for personen. Livet er ikke nødvendigvis nemt. Ulykke kan ramme alle mennesker. Hvis vi nu forestiller os, at vi selv blev ramt af en ulykke, der gjorde os hjerneskadede eller gjorde os lamme, så ville vi selv håbe og ønske, at nogen ville drage omsorg og hjælpe os. Vi ville ikke ønske, at folk stemplede os som mindre værd, uønskede, besværlige og bedre stillet døde. Når en ulykke sker, så har vi ikke pludselig ret til at kalde dem mindre værd, uønskede og at tage livet af dem. Vi hjælper dem. Støtter dem. Elsker dem. Vi har et håb om, at det menneske kan opleve glæde og det at blive elsket. Vi slår ikke ihjel. Vi er alle sammen besværlige af og til på hver vores måde. Men jeg håber da ikke, at de dage jeg er “ekstra besværlig” er jeg også “mindre værd”?
Biologisk starter et menneskeliv helt fra befrugtningen af. I en undersøgelse fandt man bl.a. ud af, at 96% af biologer (5337 biologer) var enige i, at livet begynder ved befrugtningen. Kun 4% (240 biologer) var uenige.
Hvis noget vokser, er det som regel i live. Fosteret har to menneskelige forældre. Der ville aldrig komme en giraf ud af kvinden, men altid et menneske. Fosteret er lige så meget medlem af arten homo sapiens som alle os andre og har et unikt menneskeligt DNA helt fra befrugtningen som alle os andre. Hvorfor er der noget, der hedder en spontan abort, hvor fosteret dør, hvis ikke fosteret var i live?
“Et embryo eller et foster på 12 uger er jo ikke levedygtig”. Hvis du smider et spædbarn på gaden overlever barnet jo heller ikke. Det kræver næring, kontakt og et godt miljø PRÆCIS ligesom et foster. Så skal det nok overleve. Min farmors hund er også levedygtig og enorm intelligent, kan mange ting og faktisk mere levedygtig og kan meget mere end et spædbarn, men selvom den er det og kan det og er super sød, så skal den vel ikke have samme basale ret til at leve som os?
Så hvad er det, der giver os lige ret til at leve? Det, at vi har vores menneskelige natur. Og det har et foster helt fra befrugtningen af. Det er lige så meget i live, lige så menneskelig, som en 2 årig dreng er. Og der er jo heller aldrig nogen situation, uanset hvor tragisk den er, der gør det ok at slå en 2 årig ihjel. Så hvis det eneste forskel på den 2 årige og et foster er alderen, og hvis det ikke er vores funktioner, der afgør vores værdi og ret til at leve, så er det vel lige så forkert at slå en 2-årig ihjel, som et foster?
Hvis argumentet for at hæve abortgrænsen udelukkende er “min krop mit valg”, som det jo er ifølge Enhedslisten, hvorfor i al verden sætter vi så ikke abortgrænsen til 1 time før fødslen? Der er barnet jo stadig i kvindens krop og “har ret til at gøre, hvad hun vil med den”. Heldigvis er der ingen, som argumenterer for det. Men så må man også finde et andet argument end “min krop mit valg”. For det er modsigende at argumentere “min krop mit valg” og samtidig være uenig i at sætte abortgrænsen til lige før fødslen. Med det argument, er det også selvmodsigende at mene, at det er forkert at få en abort fordi man hellere ville have haft en dreng.
Hvor er det forfærdeligt at folk lider. Hvor er det forfærdeligt at et menneske kan gøre noget så forfærdeligt som voldtægt og incest. Lad os skabe et samfund der beskytter alle mennesker, et samfund med bedre sociale vilkår, både for børn og for forældre. Lad os kæmpe for retfærdighed for disse kvinder, men også for retfærdighed for disse ufødte mennesker, som er lige så uskyldige som moderen. At straffen må gå fuldt ud til voldtægtsmanden og ikke kvinden eller den ufødte. Havde den gravide kvinde efter en voldtægt først fundet ud af, hun var gravid en uge før fødslen havde vi også fundet en anden løsning end abort, på trods af den forfærdelige situation, hun er blevet udsat for. En abort vil desværre aldrig fjerne det enorme traume, kvinden er blevet udsat for. Aborten kan tværtimod give endnu et traume oven på et andet traume. Kvinden skal ikke have det værre, hun skal have det bedre, uden at det resulterer i, at et andet menneskes liv bliver taget.
Lad os elske mere og håbe mere.
URL: https://rettentilliv.dk/ti-spoergsmaal-til-en-abortmodstander/