Kerstin Hoffmann,
BT’s dækning af abortdebatten i USA har de store gloser i brug. Truer det virkelig den frie verden, at højesteret i USA måske er på vej til at give de amerikanske delstater deres selvbestemmelse tilbage, således at abortloven bliver en demokratisk afgørelse mellem borgerne og deres lokalparlamenter?
Hvordan kan dette være så skræmmende? Hvordan kan dette på nogen måde retfærdiggøre en sammenligning med det dystopiske Gilead, som det fremstilles i serien “A Handmaid’s Tale”, hvor kvinder holdes som slaver og tvinges til graviditeter ved rituelle voldtægter?
Et åbent demokrati tror på argumenter. Hvad farligt er der ved at slippe argumenterne løs?
Jeg er abortmodstander, og jeg tror på argumenter. Jeg ønsker et samfund uden abort, fordi jeg mener at abort tager et uskyldigt menneskes liv; et menneske, der har samme værdi, som dig og mig.
Det er der jo mange, der er uenige med mig i, men så ville jeg bare ønske, at man kunne begynde at tale om det: Hvad vil det sige at være et menneske? Hvad er det, der giver os ret til at være her og blive beskyttet af loven?
Hvis vi tror på ‘ligeret for alle mennesker’, så nytter det ikke noget at sortere nogle mennesker fra, fordi det bliver for vanskeligt, når den enes ret til liv støder på den andens ret til selvbestemmelse.
Men dette kræver også, at vi taler langt mere om, hvordan en kvinde sikres i den sårbare fase, hvor en ny verdensborger er afhængig af hende. Den samtale har alt for længe været holdt nede af omgivelsernes forventning: ‘Du kan jo bare få en abort.’
BT’s vinkling af den amerikanske abortstrid er i det hele taget nedslående. Det gælder også omtalen af en brand i en kontorbygning i Wisconsin, hvor en ueksploderet molotovcocktail og trusler skrevet tværs over en væg afslører, at ilden var påsat.
Men forargelsen retter sig ikke imod de mennesker, der står bag denne grove og potentielt livstruende handling. Det, der er i artiklens fokus, er den organisation, angrebet blev rettet imod: Abortmodstandere.
BT skriver lakonisk: Der blev sendt et budskab! Skal man forstå det derhen, at abortmodstandere selv er ude om det. Mon et angreb på en abortklinik have fået samme vinkling?
Der er ikke noget i denne debat, der undskylder trusler og vold. Et åbent demokrati tror på den frie tanke, samtalen og argumentet. Kom nu ind i kampen!
PS: Angreb på ProLife-organisationer, kirker og krisegraviditetscentre er sket en del steder i USA. Læs mere.
URL: https://rettentilliv.dk/trues-den-frie-verden/