”Unge skal vide, hvad abort er!”

Retten til Liv har ansat 21årige Kristina Kristensen som ungdomssekretær i Vestdanmark.

Kerstin Hoffmann,  

Pressemeddelelse

Kristina, der er fra Esbjerg, brænder for, at sandheden om, hvad en abort er, må blive mere kendt, så flere vil være med til at beskytte det ufødte barn. “Der er så meget misinformation derude”, siger hun og tilføjer: “Men samtidig er det vigtigt, at kunne tale med respekt og kærlighed, ellers når vi aldrig ind til folk omkring dette emne.”

Jeg ved, hvad det vil sige

Kristina er i dag en personlig kristen, men kommer ikke fra en kristen baggrund. “Der var engang, hvor jeg selv ikke vidste ret meget om abort. Jeg fulgte bare med strømmen.” Derfor føler Kristina sig også godt udrustet til at tale med andre unge, der forsvare den fri abort. Hun ved, hvor de kommer fra. ”Jeg er ikke bange for at stå ved mine holdninger, heller ikke selvom de bliver udfordret”, tilføjer hun.

Fra ung til ung

Opgaven for den nyansatte ungdomssekretær bliver i første omgang at møde kristne unge i Vestdanmark, hvor de færdes – i ungdomsforeninger, på lejre og ved stævner. Kristina vil bl.a. tilbyde redskaber, der gør det lettere at tale frimodigt og overbevisende om, at alle mennesker har samme ret til at leve – også mennesker, der ikke er født endnu.

Indsats på sociale medier

Samtidig vil Kristina i samarbejde med Jonathan, foreningens ungdomssekretær i Østdanmark, udvide indsatsen på de sociale medier, så dialog med danske unge bringes ud, hvor de unge er.
Kristina, der starter på lærerseminariet til august, er ansat ti timer ugentligt.

URL: https://rettentilliv.dk/unge-skal-vide-hvad-abort-er/