
FÆRØERNE: Efter en fire timer lang debat har Lagtinget i dag vedtaget lov om fri abort til 12. uge.
Kerstin Hoffmann,
I dag har det færøske Lagting vedtaget at indføre fri abort til 12. uge på Færøerne fra 1. juli. Forslaget blev vedtaget med en enkelt stemmes flertal – 17 stemmer for og 16 imod.
I maj 2024 blev et tilsvarende lovforslag sat til afstemning uden at opnå det nødvendige flertal (16 for – 16 imod). Men pga. forskellige rokkeringer i de færøske partier, øjnede ja-siden en ny mulighed og lovforslaget blev fremsat på ny. Samtidig blev en regel om, at politikere, der sidder i regering, ikke har stemmeret, en central del af det politiske spil.
Under den fire timer lange tredjebehandlingen af lovforslaget blev der kæmpet med stærke argumenter for at overbevise det enkelte lagtingsmedlem om at beskytte det ufødte liv – desværre forgæves.
Den beskyttelse de ufødte har nydt i det færøske samfund indtil nu, har sat sig mærkbare spor i samfundet. Der udføres på Færøerne hvad der svarer til en abort, hver gang der fødes 20 børn. I Danmark er det tilsvarende tal en abort, hver gang fire danske børn bliver født, og der er intet, der tyder på, at færøske kvinder i større tal rejser til Danmark for at få abort. Det drejer sig i ifølge tal fra Sundhedsministeriet om ca. 3 årligt.
Der er med andre ord mærkbart flere børn, der får lov til at blive født på Færøerne! Hvem af disse børn er det, man ikke længere ønsker?
Færøerne skal som Danmark afholde valg i foråret 2026. Det bliver interessant at følge, om politikerne bag indførelsen af fri abort får befolkningens opbakning ved dette valg. Skifter flertallet bag abortloven i det nye Lagting, er det ikke utænkeligt at den netop vedtagne abortlov kan nå at blive omstødt før den når at træde i kraft.
URL: https://rettentilliv.dk/faeroeerne-stemmer-om-fri-abort-til-12-uge-igen/