Kerstin Hoffmann,
Kampagnen Fisters Fight har i løbet af to uger skabt en voldsom debat på sociale medier. 13.000 har reageret på Fister-opslagene med emojis og kommentarer. Mange føler sig provokeret af de seks billeder, der giver det tidlige foster mund og mæle, følelser og holdninger.
Ikke overraskende kritiseres kampagnen også af danske gynækologer, der har det lægefaglige ansvar for udførelsen af abort i Danmark. Annemette Wildfang Lykkebo, der er formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, kritiserer på DR.dk fremstillingen af et levende og tænkende foster som værende farlig, da dette kan påvirke den unge kvinde i hendes valg.
I TV2’s Go’ aften Live anklager de praktiserende gynækologers formand, Henrik Lajer, kampagnen for at manipulere med virkeligheden, ramme kvinder på følelserne og påvirke dem med skam og skyld.
Men hvordan kan en tegneseriefigur skabe så meget debat? Hvorfor provokerer menneskeliggørelsen af et foster så meget, hvis man virkelig er overbevist om, at et foster blot er en værdineutral celleklump? Hvorfor er det farligt at blive konfronteret med den holdning, at et foster er et ligeværdigt menneske?
Retten til Liv arbejder for, at fødte og ufødte skal tildeles lige rettigheder og beskyttes af samfundet på lige vilkår. Fister-kampagnens målgruppe er ikke kvinden, der søger abort, men det samfund, der udstikker de handlemuligheder, hun har med en ny graviditet. Kampagnens formål er at skabe debat om, hvad det vil sige at være menneske og have lige rettigheder – og stille spørgsmålet: Hvorfor har ufødte ikke lige rettigheder i Danmark?
Retten til Liv oplever helt generelt, at det ikke er muligt at italesætte de ufødtes ligeværd uden at blive anklaget for at give kvinder skyld og skam. Her er det dog ikke så meget formen, der er det afgørende, men selve budskabet, der ikke ønskes. Dette blev også bekræftet af 24 årige Sophie Matilde M. Sinclair, der deltog på en videoforbindelse i Go’ aften Live.
Fister-kampagnen kommer til at løbe til og med uge 6.
URL: https://rettentilliv.dk/fisters-fight-skaber-debat/