Enhedslisten og Venstre har åbnet debatten om at hæve grænsen for adgang til abort i Danmark.
Kerstin Hoffmann,
Retten til Liv hilser enhver debat om den fri abort velkommen. Men lad os konfrontere det rigtige spørgsmål og sætte fokus på den ufødtes retsstatus. Loven om den fri abort har alt for længe hvilet på et pragmatisk grundlag. Den ufødte er den samme i uge 8, uge 12, uge 22 og to dage før fødslen. Lad os finde løsninger, der respekterer alle menneskers lige ret til beskyttelse imod overgreb.
Enhedslisten og Venstre har her ved sommerferiens afslutning sat gang i en ny debat om abortloven. For særligt Enhedslistens vedkommende skal initiativet ses som et ideologisk modspil til den udvikling, der er foregået i USA, hvor højesteret først på sommeren vedtog at give de enkelte delstater ansvaret for egen abortlov tilbage. Men debatten er ikke ny.
I Danmark er der fri abort til og med 12. uge. Herefter kan man ansøge et abortnævn om tilladelse til abort frem til 22. uge, hvorefter fosteret skønnes at være levedygtigt. Men da der blandt de godt 800 kvinder, der hvert år ansøger om en ‘senabort’, kun er 50 der får et afslag, kan abortbeslutningen lige så godt blive taget af kvinden selv, lyder argumentet. Et forskningsprojekt fra KU*, der har afdækket, at adgang til abort efter 12. uge tildeles uens i regionerne og efter en række uformelle principper, har bidraget til denne debat.
Et andet argument, der indimellem har været fremført, er, at en udvidet abortgrænse vil give kvinden, der er i tvivl, længere tid til at overveje sin situation og mere tid til at mærke sit barn og gennemtænke sine muligheder.
Hvis man kigger på de af vore naboer, der har udvidet abortgrænsen, finder man dog ikke færre, men flere aborter. I Storbritannien er der fri abort indtil 24. uge og i Sverige frem til 18. uge. Modsat har Finland en restriktiv abortlov, der dog i praksis nærmer sig den norske og danske 12 ugers grænse. Det viser sig, at der udføres omtrent dobbelt så mange aborter i Storbritannien og Sverige som i Danmark, Norge og Finland. Abortraten svinger i runde tal fra 19 aborter pr. 1000 kvinder i UK og Sverige til 11 aborter i DK, 10 i Norge og 8 i Finland. (Andre faktorer end abortlovens tidsgrænse kan naturligvis spille ind.)
Forslaget om en udvidelse af abortgrænsen har dog også mødt kraftig kritik fra flere sider (Mette Boch LA; Mette Abildgaard KF), og der er blevet stillet et Borgerforslag imod ændring af abortgrænsen.
Dog afslører den politiske debat, hvor vanskeligt det er at argumentere overbevisende imod en udvidelse af abortgrænsen, så længe man deler den grundlæggende antagelse, at det er legitimt at slå det ufødte menneske ihjel. For hvad er forskellen på uge 12, 18 og 22? Og hvorfor tør man ikke overlade beslutningen til kvinden selv?
Det er denne grundlæggende antagelse, det er nødvendigt at udfordre. Hvornår har danskerne for alvor taget livtag med spørgsmålet om, hvad der giver folkestyret ret til at sanktionere drab af det ufødte menneske?
Når antagelsen om den ufødtes retsløshed skal forsvares, argumenteres der ofte ad to spor.
Nogle argumenterer for, at fosteret kun gradvist opnår ligeværdighed. I den aktuelle debat sættes grænsen ved tidspunktet, hvor den ufødte kan overleve udenfor livmoderen (22. uge). Men hvorfor lige der? Hvordan kan et menneskes grundlæggende ligeværdighed og beskyttelsesværdighed knyttes til noget arbitrært som den aktuelle teknologiske udvikling? Almindeligvis sætter vi ikke skel mellem mennesker baseret på den enkeltes selvstændighed, størrelse, evne eller bevidstheds niveau? Hvorfor gør vi det så, når det gælder den ufødte? Hvordan kan vores kamp for alle menneskers ligeværdighed blive andet end hykleri, hvis vi sætter forskellige standarder for forskellige mennesker?
Fra andre sider argumenteres der for, at selvom den ufødte principielt må betragtes som et ligeværdigt menneske helt fra undfangelsen, så har kvinden en suveræn ret til selv at bestemme, hvad der skal ske med og i hendes krop. Hun har ret til at sige nej tak til opgaven at sætte et barn i verden. Der argumenteres for, at ingen har pligt til at stille sin krop til rådighed, for at redde et andet menneskes liv.
Dette argument har en dybere ideologisk forankring. For det er sandt, at intet menneske har juridisk pligt (om end man kan føle en moralsk pligt) til at stille sin krop til rådighed for at redde et andet menneskes liv. Det er derfor organdonation altid må være frivillig.
Men beskriver dette virkeligheden i en graviditet? Er der en mulighed for at sige ‘nej tak’ til opgaven at bære et barn frem, der allerede vokser i maven? Ikke med den nuværende teknologi i alt fald. Det er ikke muligt før meget sent i graviditeten at overgive sit ufødte barn i en andens varetægt. Den anden mulighed, en abort, kan ikke kaldes at ‘undlade at hjælpe’. En abort er at tage livet af et andet menneske. I hvilke andre livssituationer (på nær selvforsvar) tildeles retten til at tage en andens liv?
Debatten om at udvide abortgrænsen er mere end noget andet blevet antændt af WHO, der med sine nye retningslinjer anbefaler ubegrænset adgang til abort graviditeten igennem. I Norge, hvor man har samme abortgrænse som i Danmark, er abortgrænsen således blevet debatteret siden stortingsvalget sidste år. Her er et udvalg nedsat mhp. at afdække konsekvenserne af at nedlægge abortnævnene og give aborten fri til 18. eller 22. uge.
I Retten til Liv hilser vi al debat om den fri abort velkommen. Vi ønsker at udfordre de argumenter, der forsvarer drab af det ufødte menneske – både tidligt og sent i graviditeten. Lad os konfrontere det rigtige spørgsmål!
* Abortsamrådenes hemmelige liv
URL: https://rettentilliv.dk/lad-os-konfrontere-det-rigtige-spoergsmaal/