DET STORE SPRING FREMAD
”Mens andre lande træder et skridt tilbage, træder vi et skridt frem”, siger statsminister Mette Frederiksen i anledning af, at folketinget netop ved afstemning har vedtaget at hæve abortgrænsen til 18 uger og nedlægge abortsamrådet. På sociale medier fejrer Socialdemokratiet dette store spring fremad med fjollede tiktok-opdateringer og nuttede kattememes, samt en selfievideo af Magnus Heunicke, der mansplainer ligestilling og kalder den nye abortgrænse for ”en festdag for alle kvinder”.
En festdag? Hvad er det, vi fejrer?
Et fremskridt? Hvor er vi på vej hen?
Man skal bestemt ikke forklejne alvoren i at vente et barn, der med høj sandsynlighed er handicappet. Der sker ca 800 sene aborter (abort efter uge 12) årligt i Danmark, og de har hidtil altid skullet ske med en begrundelse, der skulle diskuteres i det såkaldte abortsamråd, som fra og med juni måned bliver nedlagt. Op mod 90% af alle ansøgninger om sen abort, bliver imødekommet.
Begrundelsen for at få en sen abort er oftest fosterets helbred. Den næststørste årsag er “sociale årsager”. Voldtægt er også en begrundelse, der ses i statistikken. Et fåtal får derudover bevilget sen abort, fordi de har fundet ud af, at de venter tvillinger, men kun ønsker ét barn. Dvs de får lov til at fjerne den ene tvilling fra livmoderen. Dette kaldes “fosterreduktion”.
At slå en tvilling ihjel, fordi man kun havde planlagt ét barn, synes jeg virker temmelig afstumpet. Men jeg forstår godt de første tre begrundelser og anerkender, selvom jeg er modstander af abort, tragedien i alle de tre situationer.
Abort er et ord, vi bruger, fordi vi ikke bryder os om at sige fosterdrab. Men uanset hvad vi kalder det, handler det om at tage livet af af et ufødt barn. Det er vi nødt til at bede også aborttilhængerne om at anerkende. Det er et liv, der bliver taget.
Ved siden af assisteret selvmord, er abortspørgsmålet den mest alvorlige og deprimerende politiske sag, man kan kaste sig over. Begge sager handler om, hvorvidt man kan sige, at nogle menneskeliv har større værdi end andre. Og begge sager handler om, om drab i visse tilfælde kan begrundes etisk.
Det handler også om, at mennesker – både unge og gamle, raske og syge – godt kan være til byrde og påføre både sig selv og andre lidelser. Det må man anerkende, uanset hvilken side af sagerne, man befinder sig på.
Spørgsmålet er så, hvad der er det rigtige at gøre ved de mennesker? Det er ikke muntert at beskæftige sig med, men det er et mørke, man er nødt til at udforske, hvis man vil være med til at bestemme over liv og død.
Kan det retfærdiggøres at slå et andet menneske ihjel, hvis det begrænser lidelse for det menneske eller for dets omgivelser? Det mener Frederiksen og Heunicke tydeligvis. Det er derfor, de kalder det “et fremskridt” og ”en festdag” når abortgrænsen nu hæves til attende uge.
Uanset om man er for eller imod abort, synes jeg det er en besynderlig retorik at bruge. Jeg føler mig som kvinde talt ned til og finder det nærmest intimiderende, når en mandlig minister smilende kalder forhøjelse af abortgrænsen for ”en festdag for alle kvinder”.
Men denne sorgløse tilgang til abort er desværre blevet almindelig blandt aborttilhængere. I stedet for at tale om, at det skal være ”sikkert, lovligt og sjældent”, er abort blevet til en politisk sag, der handler om kvinders rettigheder. Bortset altså fra de kvinder, der endnu ikke er født. De er nemlig bare ”celleklumper”, som forhindrer andre kvinder i at leve deres liv, som de ønsker det.
Der er i sandhed tale om et stort skridt frem – mod en stilstand, hvor kløften mellem tilhængere og modstandere af abort bliver mere og mere uoverstigelig. Jeg lægger gerne en trøstende arm om en veninde, der har truffet det tunge valg at få foretaget en provokeret abort. Men jeg vil ikke være med til at fejre det med kattememes og champagne.