Da den såkaldt frie abort blev indført i Danmark, var der masser af debat. Den handlede om, hvorvidt et foster er et menneske, og om man må slå det ihjel. Der var enorme mængder af misinformation, for selvom fagfolk vidste meget om fosterets udvikling, så havde mange en interesse i at skjule denne viden for at få abort gjort lovligt. Man måtte beslutte, at fosteret ikke var menneske. Målet helligede midlet, og grænsen på 12 uger blev sat for at sikre kvinden mod at tage skade af indgrebet, ikke for at tage hensyn til fosteret.
Af Søren Stidsen, cand.theol.
Det afgørende spørgsmål tidligere og nu
Det er naturligvis en meget forenklet fremstilling, men når jeg alligevel giver dette meget forsimplede resumé, så er det, fordi debatten om abort tilsyneladende har ændret sig markant på de godt 50 år, der er gået. Dengang var det afgørende spørgsmål: ”Er det et menneske?”. I dag er spørgsmålet: ”Hvornår er det menneske nok?”
Dette spørgsmål er tydeligt, når man læser den redegørelse, der kom fra Etisk Råd sidste år. Heri anbefaler ni medlemmer at hæve abortgrænsen til 18 uger, mens fire vil hæve den til 15 uger. Fælles for disse to grupper er, at et af de væsentlige argumenter i deres udtalelse lyder: ”At en 18/15-ugers grænse stadig efterlader en betydelig margin til levedygtighedstidspunktet omkring uge 22, som ifølge rådsmedlemmerne er af etisk relevans”.
Formuleringen er, bortset fra antallet af uger, identisk for de to grupper, og herudover er hele den øvrige argumentation fra de to grupper den samme, og intet af den handler om fosterets status eller rettigheder. Etisk råd siger altså grundlæggende, at fosteret får krav på en eller anden grad af beskyttelse, når det er levedygtigt, og at det er vigtigt af forsigtighedshensyn at sørge for en vis margin, så grænsen ikke skal flyttes igen, og så ingen indre samvittighedstvivl skal nage.
Den ufødte udenfor den etiske horisont
Nogenlunde samtidig udsendte Sundhedsstyrelsen et notat, hvor de fastslog, at der ikke er nogen sundhedsfaglig begrundelse for en grænse på 12 uger. Den konstatering er ikke overraskende. Der er sket meget siden grænsen blev sat. Sundhedsstyrelsen siger altså reelt, at abort ikke længere er et emne, lægevidenskaben har en særligt kvalificeret holdning til i kraft af sin faglige viden, for det er ukompliceret. Dermed diskvalificerer Sundhedsstyrelsen sig selv fra debatten.
Det interessante er dog, at notatet politisk bliver brugt som argument for at forhøje grænsen i stedet for at sige, at det gør den etiske side af debatten vigtigere. Rosa Lund fra Enhedslisten sagde således: ”Det er vigtigt, at grænsen bliver rykket op, for der er ikke nogen sundhedsfaglige argumenter for, at grænsen ligger på uge 12, som den gør i dag”.
I regeringens pressemeddelelse, om at der nu er en aftale om at hæve abortgrænsen, berøres fosterets interesser heller ikke, men daværende ligestillingsminister Marie Bjerre udtaler: ”I Danmark styrker vi kvinders ret til fri abort, og vi sikrer, at vores 50 år gamle lovgivning bliver tidssvarende. Det handler om den enkelte kvindes frihed, om retten til at bestemme over egen krop og eget liv”. For forligskredsen har fosteret ingen relevans for spørgsmålet om abort, før det er levedygtigt.
Modrøster: Fosterets status vigtigt at inddrage
Fra nogle partier til højre for midten er der dog protester. Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti siger eksempelvis til TV2: “Det her er ikke en sundhedsfaglig drøftelse. Det her er en etisk drøftelse, og det er også derfor, jeg siger, at jeg ville ønske, at samtlige partier i Folketinget lod være med at have den her dovenskab, hvor man udelukkende lægger sig op ad Etisk Råd, som er et politisk udpeget udvalg”, og både hun og Susie Jensen fra Danmarksdemokraterne udtaler sig i samme artikel om, at de savner respekt for det ufødte barn. Susie Jensen siger: ”Den her diskussion har handlet meget om kvindens rettighed og meget lidt om, hvad der sker i maven fra 12. til 18. graviditetsuge, og der har vi et hensyn til barnet, vi vægter utrolig højt i Danmarksdemokraterne”.
Også B.T. følger i det spor, og 30. april i år kunne man læse, at B.T. mener: ” Først og fremmest er det et spørgsmål om en balance mellem hensynet til fosteret og hensynet til kvindens ret til selvbestemmelse. Mens hensynet til sidstnævnte vejer tungest i 12. uge, så har fostret udviklet sig så meget i 18. uge, at vi ikke mener, abortgrænsen bør flyttes dertil. På det tidspunkt kan fostret hikke og strække sig inde i moderens mave. Og det ligner i det hele taget et lillebitte menneske.”
Inkonsekvent etik
Den offentlige debat om at flytte abortgrænsen er blevet en debat, hvor den ene side fortsat mener, at abort er uproblematisk, og at det egentlig er et lægefagligt spørgsmål, hvor fosteret ingen stemme skal have. Her har intet ændret sig siden abortens frigivelse. Den anden side mener, at grænsen ikke skal hæves, fordi fosteret er for menneskeligt i 18. uge, hvilket man så må forstå, at det ikke er i 12. uge. Her insisteres der på, at spørgsmålet er etisk, men de reelle argumenter udebliver, fordi der ikke er et meningsfuldt grundlag at argumentere på. Man vil ikke tage stilling til, hvad der gør et menneske til et menneske, og derfor svæver alle argumenter frit i luften.
Herved udstilles den enorme kynisme, der ligger skjult i abortlovgivningen i vores del af verden. Det ensidige fokus på kvindens sundhed og ret til egen krop, som blandt andet Rosa Lund og Marie Bjerre udtrykker, er en total afvisning af, at et ufødt barn kan have rettigheder, og er dermed blot en videreførelse af den politik, der førte til den frie abort. Men når grænsen hæves til 18 uger, forsvinder ethvert figenblad, for ingen kan være i tvivl om, at man ved 18 uger taler om et rigtigt menneske. At hæve abortgrænsen til 18 uger er at sige, at her er der mennesker, som vi har besluttet ikke at tillade retten til livet, fordi det er for ubekvemt for os.
Kynismen lurer under overfladen
Samme kynisme ligger i bund og grund også under overfladen hos mange af dem, der ikke støtter en forhøjelse af abortgrænsen. Mette Thiesen, Susie Jensen og B.T. gennemskuer problemstillingen. Et foster i 18. uge er for menneskelignende, siger de, men de kan ikke få over deres læber, at det er et menneske, selvom det må være indlysende for dem. Hvis de siger det, sætter de nemlig spørgsmålstegn ved beslutningen om, at man ikke er menneske i 12. uge, for hvad er egentlig forskellen? Der er grænser for, hvor hårdt de kan yde modstand mod abort frem til 18. uge, uden at deres manglende modstand mod abort i 12. uge kommer til at udstille inkonsekvensen. Man kan derfor godt få den tanke, at modstanden ydes på skrømt, uden villighed til at komme til bunds i den etiske problemstilling.
Retten til Livs små figurer af et foster i 12. uge har ofte været med til at skabe opmærksomhed om vores holdning til abort. Når vi fremover kommer til at vise fostre i 18. uge, bliver det langt sværere for ærlige mennesker at afvise, at abort er aflivning af et rigtigt levende menneske, og den mulighed må vi sørge for at gribe. Måske kan netop det være med til at underminere støtten til den frie abort i Danmark på sigt.
Giver pragmatisk abortmodstand mening?
Tilbage står dog yderligere ét argument, som Retten til Liv måske skulle lade sig udfordre af.
Hvad nu hvis en forhøjet abortgrænse ville give færre aborter og derved redde liv?
Hvis man f.eks. kunne give en kvinde, der ikke ønsker at beholde sit barn, tid til at overveje adoption, samtidig med at abortmuligheden stod åben. Måske ville hun udvikle et forhold til sit ufødte barn; måske kunne man nå at finde en adoptions familie, hun ville være tryg ved? Måske kunne hendes sociale situation nå at ændre sig.
Her bliver etikken dog kompliceret. Hvis vi mener, at et foster er et ufødt barn, et menneske, fra undfangelsen, så er det drab at få en abort, hvad enten det sker i 5., 12. 18. eller 32. uge.
Giver den pragmatiske abortmodstand, der arbejder for en abortlovgivning, der koster færrest mulige liv, mening? Eller vil vi kategorisk insistere på, at enhver lovgivning, der prisgiver det ufødte menneske, er forkert, og at vi derfor ikke ønsker nogen grænse noget sted?
Jeg hælder selv til det sidste.
Noget af det vigtigste, jeg har lært i min tid i Retten til Liv, er, at det, der ligner fornuftig pragmatisme, med tiden alt for ofte bliver til en ny holdning. Sådan gik det med abortmodstanden i Kristendemokraterne, og sådan kan det også gå hos os. Vi må i stedet holde fast i det Kaj Munk-citat, der har været et motto i Retten til Liv gennem årene: ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, kun om det er sandt!”.
Det kategoriske forsvar for den ufødte, som altid har kendetegnet Retten til Liv, udelukker ikke, at vi deltager aktivt i debatten. Måske er debatten om abort til 18. uge ligefrem en gave til pro life bevægelsen, en genvej til en langt stærkere skepsis overfor abort i det hele taget. Ved at deltage i debatten, kan vi være med til at gøre ’abort til 18. uge’ til en øjenåbner: En abort tager et lille menneskes liv, og det har abort altid gjort.
Bragt i Retten til Livs medlemsblad LIV oktober 2024