Nytter det noget?
Af Jonathan Haahr Oehlenschläger, stud.theol.
50 år har der været fri abort i Danmark. 30 år har Retten til Liv kæmpet de ufødtes sag i Danmark. Umiddelbart ser der ikke ud til, at den danske folkestemning omkring abort er ændret markant. Og på det politiske område snarere det modsatte: For to år siden udtalte vores statsminister, at der ingen nuancer er i abortdebatten. Sidste år markerede Kristendemokraterne tydeligt, at de ikke længere officielt er imod fri abort. Senest er Etisk Råd kommet med deres udtalelse, hvor et flertal anbefaler at hæve abortgrænsen, og politisk lader der til at være flertal for det. Det er nemt at blive demotiveret. Er der overhovedet håb om en mentalitetsændring i Danmark? Og hvis ikke, skal vi så ikke lægge vores kræfter et andet sted fremfor at blive ved med at påtale det evindelige abortspørgsmål?
Sandheden tro i kærlighed
Det ville sikkert være det nemmeste og behageligste, men der er bare det ved det, at det rareste ikke nødvendigvis er det rigtigste. ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare, om det er sandt”, lyder Kaj Munks kendte citat. Hvis vi virkelig tror, at abort er drab på menneskeliv, er det en forfærdelig uretfærdighed, vi tillader i vores samfund. Og er det sande da ikke at tale og arbejde imod det? Kampen for det ufødte barns værdighed er en konkret praktisering af Jesu næstekærlighedsbud, der ikke giver os muligheden for at vælge, hvem der er vores næste, og hvor meget vi vil prioritere at elske dem, men blot peger på medmennesket og siger: ”Elsk denne”.
Opmuntret af dem, der kæmpede før os
En af de ting, der opmuntrer mig allermest til fortsat at påtale abort, er at se hen til de mennesker, der er gået foran os og op igennem historien har påtalt uretfærdighed og menneskets værdighed, når andre ikke gjorde det:
Gammeltestamentlige profeter som Jeremias og Ezekiel, der skulle påtale ugudeligheden og uretfærdigheden i Israel, selvom de ikke havde særligt meget lyst til det og fik at vide, at folk ikke ville lytte. Kirkefædre som Justin Martyr, der i sin første apologi (forsvarsskrift, red.) adresseret til selveste kejser Titus, eksplicit siger, at kristne er imod at sætte børn ud (en udbredt skik i datidens Romerrige), da det kan føre til, at børnene dør, og de kristne da vil være mordere. Den engelske journalist og forfatter G. K. Chesterton, der rasede mod den eugenik (racehygiejne), der vandt tilslutning i starten af 1900-tallet. Føromtalte Kaj Munk, der blandede sig i svangerskabsdebatten i 1930’erne med et stærkt forsvar for barnet. Den norske præst Børre Knudsen, der efter Norges frigivelse af abort i 1978 fortsatte med aktioner i flere årtier.
Og sådan kunne man blive med. Man kan være uenig i deres metoder, men de var alle mennesker, der turde fremhæve menneskets værdighed, når den var under pres – ikke kun ved at tale om det blandt kristne, men også ved at blande sig i samfundsdebatten. Vi har brug for deres vidnesbyrd, fordi vi har brug for at vide, at vi ikke er alene. Der er en ”sky af vidner omkring os”, som Hebræerbrevet siger.
Opmuntringer i vores tid – og hemmeligheden bag
Historien viser os, at tingene kan ændres. Men det gør nutiden også. USA har haft fri abort ca. lige så lang tid som Danmark, siden retssagen Roe v. Wade fra 1973 gjorde det til en rettighed, at amerikanske kvinder kunne få abort i alle stater. Sidste år kom så en ny retssag, der ugyldiggjorde Roe v. Wade og gav de enkelte stater mulighed for selv at vælge deres abortlovgivning. Politisk kan det forklares med, at Trump sørgede for at få indsat nok republikanske højesteretsdommere til, at det kunne ske. Men det modsiger ikke en anden forklaring, som store dele af den amerikanske pro-life-bevægelse har: Det var dybest set et bønnesvar, Guds handlen på flere årtiers bøn for de ufødte børn.
Hvis det er rigtigt, kunne noget lignende så ikke ske i Danmark? Vi er ikke alene i abortkampen, for ikke nok med, at vi kan se hen til mennesker før os, der har kæmpet for livet – vi kan også se hen til den Gud, der kæmper for livet. Jeg er det seneste år selv begyndt at bede mere aktivt for de ufødte børn og for, at holdningen til abort må ændres i det danske samfund. Måske vi skulle gøre det endnu mere? Og integrere det i de fællesbønner, der allerede er i de kristne fællesskaber?
Vi er ikke alene. Det kan give frimodighed, når abortmodstand virker nyttesløs. Vi går med den Gud, der har givet os buddet om at elske, også når det koster, og vil hjælpe os når vi gør det. Og som har brugt mennesker i mange generationer før os. Lad os derfor også gøre det, som de har gjort og anbefalet os at gøre: Ora et labora. Bede og arbejde – i alle ting, også i abortkampen.
Bragt i Retten til Livs blad LIV november 2023.