En farverig mosaik
I Gødstrup Regionshospitals lange foyer er der en masse smuk ny kunst af Erik A. Frandsen. Han har bl.a. malet med guld på glasplader 12 vigtige kemiske livgivende molekyler bl.a. insulin og penicillin. Molekylerne har alle 12 afgørende betydning i lægevidenskaben.
Det bedste stykke kunst er en meget smuk og farverig mosaik af 120.000 glasstifter fra Muranoøen ved Venedig. Mosaikken har kunstneren kaldt ”Find fem fejl”. Mine kolleger og jeg fandt dem alle fem forleden, vi havde temadag der.
Erik A. Frandsen symboliserer med det fantasifulde og farverige værk ”Find fem fejl” menneskets DNA-strenge. Og kunstneren har bevidst lagt fem fejl ind i mønstrene, for der kan også være fejl i vores kromosomer.
Da danske håndværkere opdagede fejlene, afmærkede de dem og ville til at ”rette” dem, men kunstneren insisterede, fejlene skulle være og blive der.
Det blev for mig et billede på, hvordan vores danske sundhedsvæsen ikke vil lade Liv være, hvis der er skævheder og kromosomfejl. Men her viste kunstneren vejen.
Gid vi må få flere livs-kunstnere og livs-læger og andre livs-sundhedspersonaler, der vil lade ”fejlene” leve og nægte at medvirke til aborter.
Og gid Danmark må blive et samfund, der rummer og favner mennesker med kromosomfejl og deres familier med støtte og respekt.
Af Birthe Nyrup Dahl, sygeplejerske