Outreach i Vejle
I mandags var Retten til Livs unge ude og holde endnu en outreach – denne gang i Vejle!
Det gik kanon godt! Allerede 5 sekunder efter vi havde foldet banneret ud, var der folk henne og sige, at de synes det vi gør er fedt. De første par stemmer til spørgsmålet: “hvornår mener du, et menneske får ret til at leve?” gik til befrugtningen.
For tidligt fødte børn ændrede hendes syn på abort
Den første, der kom hen, var en kvinde, der fortalte, at hendes syn på livet (og abort) ændrede sig enormt meget, da hun selv fødte sine børn for tidligt – og hun endte desværre også på et tidspunkt med at miste ét, da det var for tidligt født. Her indså hun, at det ikke handlede om, hvor udviklet man er. For selvom det barn, hun mistede, ikke var levedygtigt, så var det stadig et menneskeliv, der fortjente at leve!
Svære omstændigheder og en alt for høj abortgrænse
Som vi har oplevet det før, var der flere, der endte med at ændre stemme. En ung mand satte sin stemme mellem befrugtningen og uge 6, da han egentlig godt kunne se det logiske i, at det må være dem vi ER, der giver os ret til at leve, og ikke det vi KAN, og derfor hældte han til befrugtningen. Men samtidig havde han enorm sympati for de svære omstændigheder, der kan få kvinden til at føle sig nødsaget til abort. Han sagde, at han ikke var helt sikker på, om han egentlig mener, at det er befrugtningen, eller 6. uge.
Dem vi talte med, der var for abort, havde det typisk på samme måde – at abort som udgangspunkt er forkert, men bør være tilladt i svære omstændigheder eller for at “skåne” barnet for et uværdigt liv.
Der var også en kvinde, der udbrød: “Er abortgrænsen på 18. uge?! Jeg troede den var på 9 uger! Ej, der er simpelthen for meget”. Et ungt par fik også et chok, da jeg fortalte dem, hvor abortgrænsen er nu, og da jeg sagde, at Enhedslisten f.eks. kæmper for en abortgrænse på 22. uge, kiggede de med store øjne på hinanden og sagde “Nå, ej, godt du siger det! Vi troede faktisk Enhedslisten var gode på mange måder, men da godt nok ikke lige på det her punkt!” og de virkede til virkelig at genoverveje, om de skulle støtte dem i fremtiden.
Mænd BØR have lov at udtale sig om abort!
En gruppe unge drenge tøvede lidt med at komme hen til os. En af dem sagde, at han ikke ville stemme, fordi han ikke turde udtale sig. Men da jeg sagde, at mænd (efter min holdning) hellere end gerne må udtale sig, når det gælder et andet menneskes ret til at leve, (og at det i øvrigt også er DERES børn, det handler om), så åbnede han op omkring, hvorfor han i første omgang ikke turde. Han havde haft en ubehagelig oplevelse, hvor han havde delt sin holdning til abort overfor en kvinde, som endte med at blive virkelig vred på ham. Jeg sagde, at jeg synes det er enormt sejt af ham, at han turde fortælle mig hans egentlige holdning, som var at abort som udgangspunkt virker forkert.
Vi blev alle enige om, at selvom man måske ikke kan relatere til at være gravid, så kan man godt have den holdning, at det er forkert at tage livet af et uskyldigt menneske. Ligesom at jeg heller ikke kan relatere til, hvordan det er at være mørk i huden, så kan jeg stadig være imod racisme. For selvfølgelig må mænd sige noget, selvom det ikke er deres krop, det går udover. Men det er deres BARN, det går udover. Alle har ret til at ytre sig, når det drejer sig om uskyldige mennesker, der får frataget deres ret til at leve.
De fik alle 3 et hæfte, “Forsvar for Ufødte” med, og var glade for, at vi fik snakket.
En historie, der gav mig kuldegysninger
Der var også en kvinde, som kom hen efter at havde kigget med fra café-stolen et stykke tid. Hun sagde hun var taknemmelig over, at vi gjorde det her. Og så fortalte hun mig en historie, der gav mig kuldegysninger. Hun havde nemlig en 17-årig pige i sin familie, der blev gravid. Pigen ville enormt gerne have barnet. Kvinden sagde, at hun hellere end gerne ville hjælpe hende og tilbød hende et sted at være og hendes støtte. Men forældrene var så imod, at deres datter var gravid, så de overtalte hende til at få en abort. Den 17-årige pige blev ældre og endte aldrig med at få nogle børn, fordi hun ikke følte, at hun fortjente nogle børn efter den sorg og skyldfølelse, der fulgte med aborten. Hun lever stadig med sin sorg fra aborten den dag i dag.
Vil I sige en bøn for denne stakkels kvinde?
Jeg takkede damen for at dele sin historie, og for at hun tilbød sin hjælp. Jeg forsikrede hende om, at hun havde gjort det, hun kunne. Gid der var flere udstrakte hænder, som hendes!
En sejr for kvinder?
Der bliver snakket så meget om, at abort er en “sejr for kvinder” – men hvad med de kvinder, der så ivrigt søger efter alternativer? Hvad med dem, der bliver ædt op af sorg og skyld? Hvad med dem, der efter en abort aldrig bliver tjekket op på og bliver tvunget til at lide i stilhed? Der er ingen læger, der rækker ud til dem. Ingen, der tager deres sorg alvorligt – for ifølge samfundet er det jo “bare en klump celler” der er aborteret. Det er skrækkeligt at samfundet ikke kan tilbyde kvinder noget bedre. Kvinden nævnte også, at hun ikke var gået hen til os, hvis ikke hun vidste, at vi var imod abort.
Er vores demokrati og ytringsfrihed i fare?
Generelt oplevede vi, at der var en tendens til, at folk først turde åbne op om deres egentlige holdning, når de fandt ud af, at vi selv var imod abort. Det siger meget om vores “demokrati”. Desværre oplever de fleste, at hvis man har en anden holdning end majoriteten, så bliver man skældt ud, bagtalt eller holdt udenfor. Pro-lifere tør simpelthen ikke ytre sig, da de er bange for konsekvenserne – hvilket flere, særligt unge mænd, gav udtryk for. Det er sørgeligt, at de få pro-lifere, vi har i DK, ikke tør kæmpe eller udtale sig, fordi de skal frygte en shitstorm og fordømmelse. Hvordan kan det være, at vi ikke kan rumme et syn, der er anderledes end vores eget? Det siger meget om, hvor samfundet er på vej hen.
Pauline, der også var med på Outreach, fortæller:
“Der var en kvinde, som fortalte, at hendes mor ville have aborteret hende, hvis abort havde været lovligt dengang. Hun var meget taknemmelig over, at aborten ikke var lovlig og både hende og hendes datter støttede op om det, vi gør.
Der kom også en ung skolelærer hen til os. Hun var egentlig enig med os langt hen ad vejen, men synes dog i visse tilfælde, at abort skulle være lovligt. Men vi var helt enige om, at det er sundt at tale om det fra flere vinkler og oplyse kvinder om, hvad det er de faktisk går med til, når de får en abort. Et valg skal træffes på et oplyst grundlag, og det er der for lidt af i dag. Hun fik en “Forsvar for Ufødte” hæfte med og overvejede at tage emnet op i en undervisningstime.
Flere kvinder fra Tyskland kom også forbi og satte deres mærke ved undfangelsen.
Der var også flere, der kom hen og talte lidt med os, da vi var ved at pakke sammen, enten fordi de havde et spørgsmål eller fordi de lige skulle sige noget.
Vores banner med info og billeder i sig selv tror jeg også, har sat gang i mange samtaler og tanker hos folk. Det er som om, de bliver overraskede over, hvor meget fostret egentlig er udviklet på de forskellige stadier.
Det var generelt en rigtig positiv oplevelse. Jeg var overrasket over, hvor mange der var enige med os, eller næsten helt enige!”
Afstemningen
Stemmerne på banneret fordelte sig i Vejle således:
Befrugtningen: 11 stemmer
6 uger: 9 stemmer
Mellem befrugtning og 6 uger: 1 stemme
10 uger: 1 stemme
12 uger: 2 stemmer
13 uger: 2 stemmer
Mellem uge 18 og uge 22: 2 stemmer
TAK
TAK for alle de MANGE gode snakke, vi fik! Danskerne er mere nysgerrige (og egentlig også mere pro-life), end man tror – og så er der overraskende mange modstandere af abortgrænsen. Det håber vi, at regeringen får øjnene op for.
Tak til de frivillige, Hannah og Pauline, som var med mig! Godt vi ikke var færre end det, for der var godt nok ingen pauser at hente med den strøm af mennesker, vi fik snakket med😆”



