Francis Schaeffer var en af 1900-tallets vigtigste kirkelige ledere. Han var afgørende for den protestantiske pro life-bevægelse og var overbevist om, at det kristne menneskesyn gjorde en forskel.
Af Jonathan Haahr Oehlenschläger, teologistuderende
For et par måneder siden var jeg et par dage på L’Abri England. Det er svært at beskrive, hvad L’Abri egentlig er for en størrelse, men jeg vil nok betegne det som en slags blanding mellem et kollektiv og et retrætested, hvor formålet er, at man skal have tid til at undersøge den kristne tro. Opholdet på L’Abri gav mig en masse godt, blandt andet en fornyet interesse i L’Abris stifter, den amerikanske teolog, filosof og forfatter Francis Schaeffer (1912-1984).
Schaeffer var brændende optaget af, hvordan man kunne formidle den kristne tro i efterkrigstidens vestlige verden, og i 1955 åbnede han og hustruen Edith deres hjem i Schweiz for alle, der havde lyst til at komme og diskutere kristendommens sandhed og relevans. Det første L’Abri var født. Udover at være L’Abris stifter var Schaeffer også en flittig forfatter, og fra 60’erne til start-80’erne skrev han en række bøger om trosforsvar og det kristne livssyn, der fik afgørende indflydelse for protestantisk kristendom. Også for Pro Life-bevægelsen. I 1973 – samme år som Danmark fik fri abort – gjorde Roe v. Wade abort til en forfatningssikret ret i USA. Mens mange protestantiske ledere i USA tav, var Schaeffer kritisk, og i de efterfølgende år skrev han flere gange mod abort med udgangspunkt i et kristent menneskesyn. Schaeffers tydelighed var afgørende for, at flere protestanter også valgte at engagere sig i abortsagen, og han er siden blevet kaldt den protestantiske Pro Life-bevægelses fader.
Menneskesynet har praktiske konsekvenser
Den bærende tanke i hele Schaeffers tænkning kan opsummeres i sloganet ”ideas have consequences”, idéer har konsekvenser. Schaeffer var overbevist om, at verdensbilleder ikke bare er en abstrakt størrelse, men har afgørende indflydelse på, hvordan folk lever. Schaeffer mente derfor også, at synet på abort i høj grad var bestemt af ens verdensbillede og udfoldede denne pointe i sit sene forfatterskab, for eksempel How Should We Then Live? (1976) Whatever Happened to the Human Race?*(1979), A Christian Manifesto (1981) og The Great Evangelical Disaster (1984). Derfor så han også Roe v. Wade og åbenheden for abort som et resultat af, at det kristne livs- og menneskesyn var ved at blive udkonkurreret af et nyt livssyn. Schaeffer kaldte dette livssyn for secular humanism, sekulær humanisme.
Ifølge Schaeffer skulle det 20. århundrede forstås ud fra kampen mellem to livssyn – på den ene side sekulær humanisme og på den anden side kristendommen. Schaeffer hævdede, at disse to livssyn er i fundamental modstrid med hinanden og på ingen måde kan forenes. Sekulær humanisme tager udgangspunkt i mennesket selv, mens kristendommen tager udgangspunkt i Guds åbenbaring i Bibelen. Sekulær humanisme har ingen begrundelse for menneskets værdi, mens kristendommen begrunder menneskets værdi i, at hvert eneste menneske er skabt af Gud i hans billede. Sekulær humanisme begynder det forkerte sted og ender derfor med en fejlagtig virkelighedsopfattelse, mens kristendommen begynder i altings ophav og derfor ender med en sand virkelighedsopfattelse.
Fordi den sekulære humanisme ifølge Schaeffer ikke kan begrunde menneskets værdi, mente Schaeffer også, at åbenhed for abort var en logisk konsekvens af sekulær humanisme. Kristne skulle derfor ikke undre sig over, at abort blev tilladt, men i stedet se det som et symptom på en større livssynsændring. Netop derfor fandt Schaeffer det også afgørende at argumentere apologetisk for kristendommens sandhed, som han gør i flere af sine bøger. Ifølge Schaeffer er det nemlig i sidste ende kun det kristne verdensbillede, der kan begrunde, hvorfor mennesket er værdifuldt. Og det kan det netop, fordi det er sandt, fordi det udtaler sig om virkeligheden, som den er. For Schaeffer var abortspørgsmålet altså ikke bare et enkeltissue. Det var i sidste ende en kamp om den sande virkelighedsforståelse, og om hvilket livssyn, der skulle dominere de vestlige samfund.
Schaeffers udfordring til os
Jeg tror ikke, at Schaeffer har ret i alt, hvad han siger, og at vi skal overtage hans synspunkter og retorik ukritisk. Men Schaeffer en inspirationskilde for mig, og jeg tror, at vi kan lære meget af ham.
For det første kan Schaffer lære os at have mod til at stå op for abortsagen. Schaeffer tav ikke, men stod frimodigt op for det, han troede var sandt – også selvom det var upopulært i samfundet. Og også selvom andre protestantiske kirkeledere ikke gjorde det. Heller ikke alle konservative kristne i Danmark er imod abort, og min oplevelse er, at mange ønsker at være meget tøvende eller forsigtige i deres modstand. Dét oplevede Schaeffer også, men det tog ikke modet frem fra ham. I The Great Evangelical Disaster beskriver han sin oplevelse af, at mange af hans medkristne ikke har lyst til at gå ind i spørgsmålet. Schaeffer er tydeligvis ærgerlig over det, men bliver ikke modløs og spørger i stedet: “But if we are not willing to take a stand even for human life, is there anything for which we will stand?” (s. 377). Det synes jeg er et godt spørgsmål. Hvis vi ikke engang er villige til at stå op for menneskeliv, hvad vil vi så stå op for?
For det andet minder Schaeffer os om, at livssyn betyder noget, og at livssyn kan ændres. Det betyder ikke, at vi skal overtage alle Schaeffers idéer om, hvordan dette kommer til udtryk. Jeg tænker for eksempel, at det er en forenkling at gøre det 20. århundredes vigtigste debatter til en kamp mellem kun to overordnede livssyn. Ligeledes er jeg mere tøvende end Schaeffer, når det gælder den tætte sammenkobling mellem kristendom og pro life-standpunktet. Jeg mener grundlæggende, at abortmodstand følger af kristendommen, men jeg tror også, at det er vigtigt at fastholde, at man godt kan være abortmodstander uden at være kristen, og at det er vigtigt at komme med gode argumenter, man også kan købe som ikke-kristen.
Alligevel mener jeg, at Schaeffers pointe er vigtig. Derfor giver det også god mening at blive ved med at markere Pro Life-sagen, også i den offentlige debat. Når der kunne ske en ændring i synet på abort engang, er det ikke utænkeligt, at der også kan ske en ændring i den modsatte retning engang i fremtiden. Men det udfordrer os også på ikke at ende i det, man populært kaldet fethus tunnel vision, hvor abort er den eneste uretfærdighed, vi ser. Hvis abortspørgsmålet også hænger sammen med livssyn, må vi stå op for og udbrede et kristent livs- og menneskesyn overalt, hvor vi er, ikke kun når det gælder abortspørgsmålet.
For det tredje kan vi lære af Schaeffers insisteren på at samtale med dem, han var uenige med. Ved at starte L’Abri, åbnede Schaeffer sit hjem op for alle, der havde lyst til at snakke med ham, uanset hvad de så mente. Schaeffers liv står som en udfordring til os om at samtale med dem, vi er uenige med, også om abort. Schaeffer minder os om, at hvis noget er sandt, kan det holde til mødet med virkeligheden, og derfor er samtaler ikke farlige. Schaeffer minder os om, at der faktisk kan ske holdnings- og livssynsændringer, og derfor er samtalen meningsfuld.
Endelig minder Schaeffer os om, at det kristne livssyn gælder hele tilværelsen, og derfor er den samtalepartner, jeg er drønuenig med, også et menneske skabt i Guds billede og lige så værdifuld som det ufødte menneske, jeg ønsker at forsvare.
*Oversat til dansk i 1982: Menneske – hvad er du værd? Forlagssammenslutningen Ixtus
Bragt i LIV maj 2025