CPH:DOX har inviteret i biografen. Frihed og krop er på dagsordenen. Af filmens foromtale kan man læse, at den foregår på et offentligt hospital i Milano, hvor den aldrende, men progressive Dr. Maurizio Bini giver gode råd til barnløse par og til transpersoner. Men hans stædige kamp for det han opfatter som sine patienters rettigheder møder politisk modstand. Sebastian Thunbo Pedersen tog imod invitationen!
Jeg snupper den bedste plads i Asta, en af mange hyggelige biografsale på Cinemateket i indre København. Bio Asta har 140 siddepladser, og vi er cirka 14. “Det’ nok tidspunktet” siger en biografgæst til sin veninde. Filmen starter. Klokken er 21:15. For at være lidt kæk guffer jeg på en pakke regnbuefarvet Katjes, ’Eventyrland’.
Filmen handler om en læge i Italien, ekspert i en slags kønsfrigørelse, i mere end én forstand; frigørelse fra kønnenes begrænsede frugtbarhed; frigørelse fra livets begrænsning qua et indespærret ’jeg’ i en kønsdysforisk krop. Hvordan frigøres patienterne? Først og fremmest med hormoner. Hormoner for kvinders frugtbarhed. Hormoner for hæmning af patientens medfødte køn. Man ser snesevis af emballager med hormonpiller flyve over lægens bord. Paradoksalt nok hjælper disse piller nogle kvinder med at få et barn, og skiller andre kvinder af med muligheden for, nogensinde at få børn. (Mit fokus i anmeldelsen er på den halvdel af filmen omhandlende fertilitetsklinikken, og kun delen om kønsdysfori når der er sammenfald mellem de to.)
Typisk for slatne dokumentarinstruktører går de første 3 minutter med lydcitater af politikere, klippet frit ud af kontekst fra debatter, taler eller interviews. Imens hovedpersonen Dr. Bini kører til sin frugtbarhedsklinik på hospitalet i Milan hører vi argumenter for og imod hans praksis, fra politikernes egen mund. Denne del har til formål at få filmens udgangspunkt til at fremstå neutral ved at belyse begge sider, men sætter præcedens for et politisk standpunkt, og er langt fra nøgtern.
Resultat for mig personligt er en afdækket afsky for Giorgia Meloni, Italiens statsminister. Der er flere eksempler i filmen på, at “den barmhjertige læge” kæmper mod “den væmmelige Melonis” indskrænkende politik. Man hører et, synes jeg meget fornuftigt citat af hende, hvor hun opponerer imod at gøre børn til ’varer i et supermarked, man selv kan vælge (red.: sort, størrelse og holdbarhed)’.
Vi overværer fortrolige samtaler med patienter og personale. Dr. Bini er meget dygtig til at skabe et trygt rum for patienten: han siger det, som det er, men bruger også tid på at samtale, stille spørgsmål og grine. Når han siger det, “som det er”, indbefatter det, at han præsenterer en del procenter for, hvor sandsynligt, det er, at et indgreb eller en medicin virker, eller hvad der kan være af risiko forbundet med en bestemt del af processen. Der bliver grint væsentligt mere foran de usikre, forpinte unge der søger kønsskifte end de meget anspændte og bange par, som søger fertilitetsbehandling.
”Lille barn = lille glæde, stort barn = stor glæde” siger doktor Maurizio Bini som både trøst og reprimande til et par som har prøvet længe med IVF (in vitro befrugtning), og endelig oplevede fremskridt, men tog forskud på glæden. Deres barns liv endte med en tidlig spontan abort. Alle hans patienter kommer, fordi de har besvær, og de ulykkelige forældres skæbner ramte mig hårdt, også med tanke på de mikroskopiske mennesker, hvad et befrugtet æg er. Følelsen beskriver jeg bedst som det modsatte af at se med, når et par er til ultralydsscanning, og hører den ivrige hjertebanken for første gang.
Midtvejs i dokumentaren høres og ses en bratschist iklædt grøn kirtel, obligatorisk hårnet og poser om sine sko, spille et stykke solo af J.S. Bach. Han spiller for embryoerne, med Dr. Binis begrundelse: Mozart spillet for køer øger mælkeproduktionen hos koen, så Bach spillet for befrugtede æg styrker deres chancer for naturlig udvikling i livmoderen. Der er noget industrielt, quasi-empatisk over skrønen. Det empatiske ligger i, at man med denne gestus vil det bedste, men sammenligningen til mælkeproduktionen på en gård er uheldig (sunde fostre er ikke mejeriprodukter i en butik).
Sidst i filmen ser vi meget til det reparationsarbejde af store dele af hospitalet, som er undervejs. Lægen hædres i sit forsøg på at opspore arbejdsmænd i gang med hydraulikhammer eller andre maskiner, for at insistere på de indstiller arbejdet i sensitive tidsrum, hvor der under IVF processen skal befrugtes æg med sædceller, sidstnævnte omkring 5 mikrometer lange.
Tilbage på lægens kontor er et par fra Bangladesh så desperate i deres forsøg, at de får lov at modtage et æg fra en hvilken som helst donor, selvom barnet ikke kommer til at ligne dem. Men mest absurd var historien om et trans par (en mand og en kvinde som begge har fået foretaget en kønsskifteoperation). Dr. Bini godkender at den biologiske kvinde (som har beholdt underlivet) kan fryse sine æg, så parrets barn nr. 2 kan ligne dem mere, hvis de nu vil have flere end det, de var ved at få med donor æg. ”Our lives are real lives”. Hvem kan benægte det? I hvert fald giver Dr. Bini dem ret.
I slutningen af filmen fejres hans pension. Hans etiske udgangspunkt er et løfte om at hjælpe, helt til grænsen af, hvad der er lovligt. Jeg forestiller mig, at han på sit fags vegne har været optaget af at teste succesraten af IVF på midaldrende kvinder, uagtet den følgeskade, at de fleste befrugtede æg dør. Bliver en 49årig gravid i hans klinik, kan jeg godt forestille mig lægen undfange en følelse af almagt. Og så sent i hans karriere er der nok heller ikke de store konsekvenser ved at arbejde så tæt på grænsen til det ulovlige med patienter med dårlige odds, som andre ikke vil have.
Slutningen er en klipning mellem personer efter endt kønsskifteoperationer og højgravide kvinder: Dr. Binis hædersmærker. Patienterne er først upåklædte, og tager så senere i klipningen tøj på. Pointen med sekvensen er at eliminere skelet mellem de kropslige transformationer. Det postluderes, at de to indgreb er lige livgivende. Jeg ser dog ingen lighed mellem kønsskift og den ufrugtbare kvindes højgravide tilstand, MEDMINDRE begge indgreb i allerhøjeste grad handler om en selv (og ikke om barnet hos den ufrugtbare). Dr. Maurizio Bini faciliterer det uopnåelige, og hjælper sine patienter med ”at tage i supermarkedet og vælge et barn.”
Der er imidlertid et fravær af gennemføringer af såvel de kliniske processer som argumenter. Det er svært at vide om Dr. Bini reelt er på en umulig opgave, spilder folks tid og skatteydernes penge. Der er ingen statistik på, hvor succesfuld klinikken er. Der er heller ikke nogen tegn på, om man som midaldrende førstegangsfødende kan opleve særlige problemer på den anden side af fødslen. Dermed tilbydes publikum en positiv og sympatisk indstilling til klinikken. De argumenter jeg savner gennemføringer af, er når Dr. Bini for eksempel i en samtale med sit team om de politiske bevægelser for indskrænkningen af IVF-tilbud udtaler: “Spiser man et agern er det ikke det samme som skovrydning”, ergo er udsmidning af et befrugtet æg ikke en abort. Som nærmest en hån, får han også udtalt: ”Italienere er det eneste folkeslag som tror, at et foster (embryo) er et menneske.” Og sidst, men ikke mindst, er jeg bange for, hvad han mener, når han i frustration foran et par som søger hjælp på grænsen af, hvor sent de må søge, udbryder: ”Folk vi ikke vil have skal reproducere, gør det alligevel, så hvorfor ikke hjælpe dem der ikke kan / ikke må.” Hvem tales der om i begge ender af sætningen? Først om forbrydere, unge, udviklingshæmmede? Sidst om midaldrende, seksuelle minoriteter, illegale indvandrere?
Teksten om filmen slutter: “Bini and his team must balance between following the rules and defying them.” Teamet handler ikke decideret ulovligt, men de handler proaktivt, i hast; bevidste om, at loven snart indskrænkes, og deres tilbud til for eksempel 49-årige bliver gjort ulovligt. Det resulterer i, at kvinder går grædende fra klinikken fordi forsøget med IVF alligevel ikke lykkedes. Hvad der udefra virker som en dygtig og sympatisk læge, viser sig at være en mand med et fordrejet moralkompas, som stolt gør sig selv til dommer for, hvem der skal have lov at få børn. De mange skæbner vi møder undervejs, gør filmen så patos, at man næsten bliver narret fra det fravær af data, som kunne retfærdiggøre Dr. Binis klinik.
Så kom rulleteksterne, og fostersupermarkedet lukkede for i dag.
Af Sebastian Thunbo Pedersen, medlem af Retten til Livs repræsentantskab
Info:
Original Titel: GEN_
Instruktør: Gianluca Matarrese
År: 2025
Sprog: italiensk med engelske undertekster
Filmens trailer:
Læs mere: