Prædiken
Af Retten til Livs stifter sognepræst Orla Villekjær
Guds søn begyndte sit menneskeliv som foster i en jomfrus livmoder
Det blev en lang rejse for de vise mænd. Fra hver sin retning, fra hver sit land, fra hver sin kultur fulgte de stjernen til Israels land. Stjernen ændrede deres liv. Mødet med den nyfødte Jesus gav dem ikke blot et nyt syn på Gud, og hvor nær Gud ville mennesket, men også på mennesket og menneskelivet som helhed.
Lang rejse for Maria
Maria fattede ikke betydningen af englen Gabriels besked om, at hun skulle føde det barn, som var opfyldelsen af løfterne til David. Det svimlede for hende. Hun skulle føde Guds søn. Hvordan? “Jeg har jo aldrig været sammen med en mand!”
Hun hørte nok Gabriels ord, men fornuftens og følelsens trygge fundament krakelerede: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds Søn!” (Luk 1,35).
Maria befandt sig på Herrens mark. Det umulige blev muligt. Det usandsynlige blev virkeligt. En kvinde af kød og blod skulle ved Helligåndens hjælp undfange og føde Guds søn, Messias – ja, Herren selv! Gud selv! Fornuft og følelser var for længst stået af. Det var vanvittigt, tåbeligt, forargeligt, umuligt.
Marias kærlighed til Herren bevirkede, at hun lydigt modtog sit kald – vel anende de omkostninger, som ventede forude. Den sociale død. Hun ville for altid være den æreløse og foragtede Maria fra Nazaret.
Men Maria havde valgt et nyt fundament, Guds ord og løfter, i tillid til, at velsignelsen altid findes her.
Lang rejse for disciplene
“Væk med jer og jeres småkravl! I skal ikke komme og tage Mesterens tid og kræfter!” Disciplene forsøgte ved en bestemt anledning at jage de mødre væk, som kom med deres små børn, for at Jesus skulle velsigne dem.
I pagt med tidens forståelse mente disciplene, at et barn ikke i egentlig forstand var et menneske. Det blev det først gennem en konfirmations-lignende handling i 12-års alderen. Først fra dette tidspunkt havde barnet religiøs gyldighed.
Det var sjældent, at Jesus blev vred. Men det blev han her. “Lad de små børn komme til mig …”
Guds rige er også for små børn. De tilhører ikke Guds rige i kraft af deres alder. Små børn kan have et sådant forhold til Gud, at de har del i Guds rige. Og de er velkomne, siger Jesus.
Jesus ændrede disciplenes syn på mennesket. Gud regner med selv et barn. Ja, selv kvinder har religiøs værdi. Det blev en lang rejse for disciplene at nå frem til at forstå og bøje sig for Jesu syn på mennesket.
“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, hvad er da et menneske?” spurgte David mange år tidligere. Han giver selv noget af svaret: “Du har gjort det kun lidt ringere end Gud.” Mariæ bebudelsesdag understreger dette. Jesus blev et sandt menneske, der som alle andre mennesker begyndte sit menneskelig MENNESKELIV som foster.
Stjernen over Betlehem ledte de vise mænd til Jesus, men den blev tændt på Mariæ bebudelsesdag.
Guds søn var også et foster
Store kredse og stærke kræfter i kirkens første århundreder havde svært ved at bøje sig for, at Guds søn kunne være barn, ja, et foster i Jomfru Maria, eller at Guds søn kunne lide og dø på et kors.
Jesu mor, Maria, kunne i Efesos fortælle Lukas om de underfulde ting hun havde oplevet ved bebudelsen. Også derfor valgte kirken på sin første synode i Nikæa, lidt sydøst for Istanbul i det nuværende Tyrkiet, at bekende “undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria”.
Det kristne menneskesyn tager udgangspunkt i Mariæ bebudelsesdag. Jesus var et sandt menneske, og derfor var Guds søn foster i jomfru Maria. Allerede i fostertilstanden sker der meget i vores forhold til Gud, afslører Guds Ord. “Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet!,” skriver kong David i Sl 139.
“For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang fostret i mig af fryd,” fortalte Elisabeth til Maria, da Maria på baggrund af englen Gabriels ord skyndte sig nordpå, op til slægtningene Zakarias og Elisabeth. Da Marie når frem, oplever Elisabeth at den ufødte Johannes Døber springer i hendes livmoder af begejstring over at hans Herre er kommet så nær.
Satanisk vanvid
Mariæ bebudelsesdag danner udgangspunkt for vores forståelse af, hvad et menneske er, og fra hvilket tidspunkt det har krav på respekt og beskyttelse. Ulla Dahlerup har derfor helt ret, når hun i Jyllands-Posten for nogle år siden skrev:
“Hospitalslægerne guddommeliggør sig selv, maser sig ind på Vorherres værksted og påstår, de kan skabe et nyt, forbedret menneske. Det er satanisk vanvid! … Men på ét punkt skal kirken blande sig. Génteknologiens rædsler! Når ærgerrige hospitalslæger griber ind i den menneskelige arvemasse, overskrider barrierer mellem dyr og mennesker, laver uhyggelige, meningsløse monstre eller bryder ind i fostrets hellige mørke. Her går kirken ind i en debat, hvor menneskehedens fremtid står på spil.”
Uanset hvordan vi selv eller vores læger bryder ind i “fostrets hellige mørke”, er det vanvid. For vi ved fra Guds ord, at Gud ser ind i dette “hellige mørke”, som derfor slet ikke er så mørkt endda! Jesu liv som foster i jomfru Maria har for altid helliget ethvert menneskes liv som foster. Ethvert indgreb MOD ELLER ANGREB PÅ fostret er et angreb på Guds skabelsesvilje.
Alteret for jomfru Marie
I middelalderen levede en mystiker ved navn Henrik Suso. Kaj Munk fortæller i en af sine prædikener til Mariæ bebudelsesdag, at hver gang denne Henrik Suso så en gravid kvinde, så trådte han til side og bøjede sig ærbødigt. Kaj Munk indrømmer i samme ombæring, at han selv i sit hjerte har et lille alter for jomfru Maria, fordi han elsker hende.
Mariæ bebudelsesdag opfordrer os til at gøre som Henrik Suso – og til at efterse det lille alter for jomfru Maria, som også enhver lutheraner bør bære i sit hjerte.
Maria befandt sig på Herrens mark. Det umulige blev muligt. Det usandsynlige blev virkeligt.
Prædiken udgivet første gang juni 2000