Gud smidt ud af ligningen
Det er tankevækkende i abortdebatten, at det eneste i hele verden, der er skabt i Guds eget billede, er det, som verden ønsker at destruere. For Gud er smidt ud af ligningen. Mennesket har taget magten og kan dermed også destruere livet selv.
I forbindelse med det amerikanske valg kører debatten for fuld skrue centreret om spørgsmålet om at være for eller imod provokeret abort. Mit ærinde er ikke at tage stilling til de to præsidentkandidater ud over en vis taknemmelighed over, at de ikke stiller op i Danmark, men det er at påpege, at amerikanernes abortdebat, om end i mindre grad, dog er smittet lidt af på mediernes optagethed af emnet herhjemme.
Det uhyggelige ved debatten er dog, at den uhyre og nærmest provokerende sjældent kommer til at handle om dem, som dør ved et abortindgreb, nemlig de ufødte, men kun om selve retten til at foretage indgrebet. Retten til at tage et menneskeliv. For det er jo det, der sker ved en provokeret abort. Et lille liv fjernes. Et menneskeliv er sat i gang, men kasseres.
Primo Levi
Jeg er i øjeblikket i gang med at læse romanen ”Hvis dette er et menneske” af Primo Levi, som overlevede kz-lejrenes ufattelige rædsler under anden verdenskrig. Dét der slår mig som det mest uhyggelige, er den kolde og nærmest nøgterne ligeglade tilgang til det at slå et andet menneske ihjel, som nazisterne udviste. Denne beskrivelse af, at eftersom du er jøde, er du forudbestemt til at dø, så vi kan lige så godt tale åbent og nøgternt om det. Du kan lige så godt aflevere dine ejendele, din personlighed, dit hår, dine guldtænder, dit lommeur osv. For du får ikke brug for det mere. Vi har nemlig bestemt, at du ikke er et menneske! Vi har rettigheden til at bestemme over dit sølle ikke-liv, og vores rettigheder overtrumfer dine rettigheder og din stemme. Ja, du har ingen stemme. Du har ingen rettigheder. Et ikke-menneske har ingen rettigheder. Et ikke-menneske kan kasseres.
Efter anden verdenskrigs overgreb mod millioner af mennesker, skulle man jo tro, at verden var blevet klogere. At livet i sig selv blev betragtet med større nænsomhed, respekt og omsorg, at de svagestes rettigheder blev tilgodeset og beskyttet. At menneskers ligeværdighed blev holdt oppe. Fordi vi er ikke livets herre. Vi har ikke retten til at skalte og valte med andres liv.
Men i går, i dag, i morgen, i overmorgen og så fremdeles slås hver dag ca. 40 ufødte børn ihjel på danske sygehuse ved abort. De færreste af os løfter et øjenbryn over det, for vi er blevet så stopfodret med, at kvindens rettighed til at tage livet af barnet inden i sig, er en menneskerettighed.
I de mere end 50 år med fri abort i Danmark har knap en million små danskere mistet livet på abortens alter, og vi taler stadig kun om kvindens rettigheder og nævner ikke de små ofre, der dør ved en provokeret abort. Man kan derimod, hvis emnet endelig tages op i medierne herhjemme, se og høre læger fuldstændig nøgternt fortælle om, hvordan en abort foregår, hvordan man fjerne dette lille menneskeliv, som om det handlede om hvordan en mekaniker fjerner nogle dele i en motor, der gør knas.
Men hvad nu, med Primo Levis ord: hvis dette er et menneske…?
Det handler om menneskesyn
Det handler i bund og grund om menneskesyn. Har vi i kvindefrigørelsens og den seksuelle frigørelses navn frataget de ufødte menneskelig værdighed og status, så vi kan gøre med dem, som vi vil? Så kun de virkeligt ønskede får lov at se dagens lys. For kun de ønskede er mennesker…?
Abortlæger i Danmark er jo hverken nazister eller onde, men ikke desto mindre er det en utrolig forhærdet kynisme, der hviler over udførsler af aborterne, for alle ved, at fra undfangelsen er et menneskeliv sat i gang, og dette menneskeliv fjernes, suges i stykker og kasseres ved dette indgreb.
George Orwell beskriver i sin fremragende roman: Kammerat Napoleon, at ”alle var lige, men nogen var mere lige end andre”, og det betød, at dem, der sad på magten og rettighederne kunne gøre, som de ville med de umælende svageste. I princippet var alle lige, men virkeligheden var en anden.
Vi er nået dertil ved en omhyggelig og intens påvirkning gennem 50 års aborthyldest i Danmark, at alle mennesker er ligeværdige, altså lige på nær de ufødte. Og for at være på den sikre side, så ingen skulle få den tanke, at der kunne være et problem her, så skynder man sig at tilføje, at de ufødte jo ikke er rigtige mennesker endnu, – så derfor er abort ikke et problem. Men hvor længe kan man narre sig selv og hinanden?
I ”Go Aften Danmark” første november, kunne man hører omtalt, at det er de progressive og veluddannede kvinder, der går ind for abort. Dermed sættes abortdebatten ind i en bestemt ramme, hvor det tilsyneladende er de selvstændige og tænkende kvinder, der har forstået, hvilken sejr for kvinder abort er, mens kvindelige abortmodstandere dybest set ikke har set lyset og er parat til at give køb på deres rettigheder og frihed. For dækningen af abortdebatten handler nemlig slet ikke om de ufødte, men om kvindekamp og også om magt. Og det selv om det er de ufødte, der dør ved abortindgrebet. De dør i larmende tavshed fra mediernes og magthavernes side. De er de tavse ofre.
Når Gud smides ud af livets ligning, skal vi ikke længere stå til ansvar for nogen uden for os selv, så bestemmer vi selv, hvem der sidder på magten og rettighederne. Så bliver vi selv livets herre, og nogen bliver mere lige end andre. Og de ufødte får stemplet ”ikke-mennesker”. Der hviler en forhærdelse og en blindhed over ønsket om at have retten til at tage livet fra et andet menneske.
Er det virkelig det, vi ønsker?
af billedkunstner og forfatter Ketty Dahl