Alle børn skal have lov til at være her!
Jeg synes, man skal prøve at holde optimismen oppe, når man har en god sag, tro på det, håbefuldt. Men sommetider er det faktisk lidt svært, når alt synes at være op ad bakke, og man kun møder modstand og hån, hvis man taler for sin sag. Det gælder f.eks. når det drejer sig om kampen for alle børns ret til at være her.
Når man i det forgangne år oplevede ministre og andre folketingsmedlemmer storgrinende skåle i champagne over den udvidede ret til abort i Danmark, mens de kaldte det, at man nu har ret til at slå ufødte børn op til 18. uge ihjel for ”en stor sejr”, ja, det fik mig mildest talt ikke bare gjort vred, men fik mig til at græde. Græde af sorg over, at kærligheden er blevet kold. At det er blevet større og mere polisk korrekt at slå ihjel end at kæmpe for livet for alle og ikke bare de udvalgte, heldige, privilegerede og ønskede.
Statsministeren lod heller ikke chancen gå fra sig, men lod sædvanen tro bøgerne, der stod i baggrunden, mens hun holdt nytårstalen, ”råbe” ud i offentligheden om hendes holdninger. Derfor stod bogen ”Abortfortællinger – 50 historier om den fri abort” også placeret centralt. Børnenes statsminister har ikke meget til overs for de ufødte, hvis ikke de er ”ønskebørn”. Og hun forsømmer aldrig en lejlighed til at tale abort-døds-kulturen op. Det gør mig så trist, at landets mest magtfulde kvinde tænker sådan. Bogen er udgivet af Sex og Samfund, og generalsekretæren for Sex og Samfund Majbrit Berlau skyndte sig begejstret at hylde statsministeren for dette signal, for som hun udtalte: Selvfølgelig skulle den bog stå der i året, hvor Danmark styrker retten til fri abort.
Gennem mere end 50 år har Danmark systematisk vha. abort udryddet knap en million ufødte børn. Ja, du læste rigtigt: knap en million ufødte børn. Det er ikke bare et tal, det er små mennesker, der aldrig blev. Som blev valgt fra. Som aldrig fik chancen.
I al den tid har Færøerne stået som et fyrtårn af håb om, at verden ikke er helt af lave, fordi man på Færøerne ikke havde fri abort, men det fyrtårn blev slukket sidst på året, da man med en stemmes flertal stemte den fri abort igennem på Færøerne. Igen udløste det en lavine af lykønskninger fra danske toneangivende politikere.
Jo, døden har fået lov at shine i det forgangne år. For det er jo det en abort er. En abort handler ikke kun om retten til egen krop, det handler om retten til at kunne tage livet af et lille menneske, der er i fuld udvikling, og som, hvis ikke det blev slået ihjel, ville blive en lille ny statsborger. Et lille menneske, pige eller dreng, der ville kunne tage én i hånden, ville kunne le og kysse én på kinden, ville kunne hoppe i vandpytter og spise jordbæris og læse Peter Pedal og vokse op og blive et ansvarsbevidst menneske, der tog hånd om andre mennesker.
Jeg må indrømme, jeg er trist og fyldt med mismod over udviklingen. For der er så få efterhånden, der vil tale disse små ufødte menneskers sag. Foreningen ”Retten til Liv” er dog stadig et lys i mørket herhjemme i denne udvikling. Retten til Liv følger devisen: Spørg ikke om det nytter noget, men om det er sandt! (citat af Kaj Munk), og ja, Gud ske tak, at foreningen Retten til Liv findes, – at de vedholdende taler sandheden om, hvad abort er, hvad det gør ved vores samfund, hvad det gør ved kvinderne, hvad det gør ved de små. Og som igen og igen og igen i en verden, der ikke vil høre om det, forsøger at være de ufødtes forsvar og stemme.
Hvis du, der læser dette, et eller andet sted også har noget i dig, der hvisker: Det er forkert, det der sker med abort. Det er forkert at tage et andet menneskes liv, uanset hvor ”overbevisende” begrundelser, man ellers måtte have for det. Hvis du synes, at du ikke orker at tage kampen, men du synes, at abort er forkert, så gå ind og meld dig ind i Retten til Liv og støt dem økonomisk. De er efterhånden nogle af de eneste, der tør råbe ind i mørket for at redde liv. De tænder lys for livet, mens samfundets top ihærdigt prøver at slukke det.
Jeg vil fastholde retten til at være optimist og tro på det umulige, at Gud rører menneskehjerter og ændrer sindelag. Da vil man på et tidspunkt indse, at ligesom slaveri var forfærdeligt, ligesom apartheid var forfærdeligt, lige så forfærdende, er det, at vi uden at blinke lader vores offentlige sundhedsvæsen medvirke til tusinder og atter tusinder af drab på ufødte. Jeg er nødt til at tro på, at det en dag ændrer sig, for ellers har døden og mørket vundet. Jeg vælger livet og lyset. Tak til Retten til Liv for at turde. Tak for at tænde lys.
Af Ketty Dahl, billedkunstner