Af forfatter Poul Hoffmann
Den moderne humanisme
“Hvis man afliver et foster på fiskestadiet, skulle det ikke give større skrupler end at spise torsk,” udtalte en kulturprofet under 68-optøjerne.
Baggrunden var, naturligvis, den såkaldte rekapitulationsteori inden for udviklingslæren, promoveret af Darwins nidkære discipel Ernst Häckel. Den går ud på, at mennesket mellem undfangelse og fødsel gennemløber hele det formodede udviklingsforløb for jordens levende væsener, fra encellet organisme over bl.a. fiskestadiet til menneskestadiet, der i princippet først nås ved eller kort før fødslen. Teorien er i realiteten opgivet i dag, også af biologer, som i øvrigt prøver at fastholde udviklingslæren, men den lever stadig i populære fremstillinger og har sat sig fast i offentlighedens bevidsthed og er nok den væsentligste grund til den indgroede forestilling om, at “et foster er ikke et rigtigt menneske.”
Mennesket spiser torsk; de smager godt med sennepssovs. Mennesket udrydder muldvarpe i græsplænen; det er ikke til at have det rod, de laver. Mennesket afliver fostre, hvis de bliver besværlige; de kan tilmed bruges i medicinalindustrien.
Mennesket, i sidste instans den moderne humanismes eneste sande gud, gør, hvad han vil, med torsk og muldvarpe og fostre.
Menneskedyret
Nu er der jo det luskede ved det, at ifølge darwinismen holder mennesket egentlig ikke op med at være dyr, fordi det bliver født. Men det anfægter ikke den humanistiske tidsånds profeter og troende; så tænker de blot i andre baner. Dyr er præcis, hvad det moderne selvcentrerede menneske gerne vil være, med dyrets ansvarsfrihed og adgang til uhæmmet tilfredsstillelse af sine behov og lyster og med den herlige darwinistiske garanti for, at det under alle omstændigheder går fremad og opad mod et strålende mål ved selve udviklingens iboende dynamik, ligegyldigt hvor djævelsk han bærer sig ad, ja netop i kraft af hans mest morderiske og brunstige tilbøjeligheder. Det er det dyremenneskelige kollektiv, der skal “realisere Gud” ved næste “kvantespring i udviklingen” og hvad det ellers er for formuleringer, der præsenteres i de seneste kreationer fra de filosofiske modehuse.
Nogen sammenhængende rationalitet skal man ikke spejde efter i argumentationen for fri abort. Tidsånden kan sagtens betjene sig af indbyrdes modstridende tankegange. Og den har lært godt af præsten, der skrev i margenen på sit prædikenmanuskript: “Logikken her noget vaklende – råb som bare pokker.”
Menneskeguden
Forestillingen om menneskeguden = menneskedyret er abortsamfundets religiøse dimension med helligskrifter dogmer og kult. Egentlig er det tilbedte væsen et abstrakt gruppevæsen, “menneskeheden”, “folket” eller hvad der i de skiftende sammenhænge vælges af betegnelser; det enkelte menneske ses der ubesværet bort fra, og noget hensyn til det tages der i sidste instans ikke. De historiske eksempler er legio, med nazismen og marxismen som de anskueligste. Belært af erfaringen passer man i dag på ikke at få dogmerne udmøntet for åbenlyst politisk, som nazisterne og marxisterne var så ubehændige at gøre, for så kan de falde politisk. Det hele skal helst bare ligge i luften som selvfølgelige “videnskabelige” sandheder.
Så kan holocaust fortsætte til dommedag. Myten om, at det er moderen og det ufødte barn, den provokerede abort er til bedste for, bliver det sværere og sværere at holde liv i (bortset naturligvis fra de ekstreme tilfælde, hvor et reelt problem altid har været erkendt), og opstandsningen ved fostre er rent midlertidig. I næste fase sker der en glidende overgang – som allerede synes at være indledt – til bortskaffelse af uønskede spædbørn i stil med, hvad der regelmæssigt har været skik i hedenske kulturer, og videre til bortskaffelse af besværlige syge, gamle og handicappede. Og så videre, og så videre – end ikke fantasien sætter grænser. Hvad det virkelig drejer sig om, er den evolutionistiske humanismes mægtige ofringer til menneskeguden.
“For mange” aborter?
Undertiden kan det se ud, som om der vågner en bredere politisk-social bevidsthed om, at der er noget galt. “Der er for mange aborter,” kan det pludselig lyde også fra lejre, hvor man mindst venter det. “Vi må se at få antallet bragt ned.” Men hvad menes der med det? Hvis der ikke er noget forkert ved provokerede aborter, hvordan kan der så være for mange? Er det ikke bare samme bekymring, som når der fastsættes torskekvoter, for at arten ikke skal blive for stærkt decimeret?
Der kan være noget sygt ved selve tankegangen. Selvfølgelig er det altid ønskeligt at få antallet af aborter bragt ned, men vendingen “der er for mange aborter” har samme indbyggede uhyrlighed, som vendingen “der er for mange jødedrab” ville have haft det i Nazityskland. Relativerende udsagn om “for mange” i en sådan forbindelse er dybest set en modsigelse af det absolutte: at der overhovedet ikke skal dræbes ufødte børn, ligesom der overhovedet ikke skal dræbes jøder.
Ritualisering – den ultimative forråelse
Det er et spørgsmål, om en halv forståelse af sagen ikke er værre end ingenting, fordi den dulmer eller måske ligefrem dræber samvittighederne. På det seneste hæver der sig, foranlediget af nogle særlig rædselsfulde øjenvidneberetninger fra abortsituationer, røster for afskaffelse af torske-tænkningen: “Vi skal se i øjnene, at det er et menneskebarn, vi slår ihjel,” lyder det – men ikke fordi man overvejer, om man skal holde op med at slå dem ihjel. Man overvejer kun, om man i stedet for at smide dem i affaldsspanden skal foranstalte en eller anden bisættelse af dem med en stemningsfuld ceremoni og etablering af et lille gravsted, hvor forældrene kan komme og fælde en tåre over det barn, som de har ofret for større og vigtigere hensyn. Den tid er måske ikke fjern, hvor man vil ønske præster til at bede bønner og lyse velsignelser i forbindelse med fosterdrab, i stil med Moloks præster ved børneofringerne i de gamle østerlande, som også blev foretaget af formodet nødvendighed til formodet folkegavn. Og mon ikke det skal lykkes at finde præster, der er villige til det? Mon ikke der vil blive stillet krav om et autoriseret ritual til den slags serviceydelser?
Retfærdigvis skal det siges, at der er stor forskel på den gamle trivselsgud Molok og humanismens menneskegud.
Menneskeguden er en hel del grummere og grådigere end Molok.
Men det kan også være, at det bare er Molok, der har kastet masken.
Bragt i Retten til Livs blad februar 2000