Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Film - Bella

Film - Bella

Spillefilm

José og Nina arbejder begge på en restaurant. En morgen fyres Nina, fordi hun kommer for sent. Ingen ved, at det er fordi hun er blevet gravid og har svært ved at få sit liv til at hænge sammen. José, der kæmper sin egen kamp med dystre minder ser hendes ulykkelige situation og ønsker at vinde hendes venskab. En smuk film om fortvivlelse og håb. Filmen kan lånes på sekretariatet.

Læs mere

FILMANMELDELSE

Af stud.teol. Anders Kobbersmed

En hjertevarm fortælling om tab og om nye muligheder

I filmen Bella fortælles om José, en lovende fodboldspiller, der netop som han står på det, der ligner toppen af sin karriere, involveres i en traumatiserende ulykke. Hans karriere afsluttes brat, og han får siden hen arbejde som kok på en restaurant, der styres med hård hånd af broderen Manny. På samme restaurant møder vi servitricen Nina, som ved filmens begyndelse fyres for det, Manny mener er tømmermænd og almindelig sløsethed, men som i stedet viser sig at være konsekvenserne af en ubelejlig graviditet. José overværer fyringen og følger efter Nina, og resten af filmen centrerer sig om det spirende venskab mellem de to og begges problematiske situationer.

Et menneskeligt drama med ægthed

Bella bærer præg af en enkel og ligefrem fortælle-teknik, der ved første øjekast gør værket mindre poleret, end man måske er vant til fra nyere danske og udenlandske film. Men dette viser sig hurtigt at være en force; Bella koncentrerer sig om det menneskelige drama og gør det med ægthed og sjælevarme. Filmen formår ganske vist ikke helt at styre udenom klichéerne, fx i et par scener hvor Nina fortæller José om sine indvendinger mod at få et barn som alenemor, og dialogen er på sine steder en smule tung. Men dette er blot med til at gøre karaktererne menneskelige og ikke bare stereotyper.

Ballancen mellem smerten i livet og nye muligheder

Måske netop på grund af Bellas skrøbelige indpakning, er det nærmest umuligt ikke at overgive sig til denne fortælling; den har noget på hjerte. Filmen balancerer fint imellem smerten i livet og de nye muligheder, der åbnes, når noget afsluttes. Som skiltet hos en blind tigger, Nina og José passerer, siger det så rammende: ’God closed my eyes – Now I can see’.
Filmen anbefales til alle, der har brug for en hjertevarm og oprigtig fortælling om at miste og om at få.

FILMENS CREDITS

Originaltitel: Bella
USA, 2006
Instruktion: Alejandro Gomez Monteverde
Længde 91 minutter
MEDVIRKENDE
Eduardo Verástegui, Tammy Blanchard og Manny Perez