”Mit liv er en kamp – er mit liv værd at leve?”
Dette var temaet for en paneldebat i ’Mellem Himmel & Jord’-teltet på Folkemødet, hvor Mickey Gjerris, Czeslaw Kozon, Jacob Nossell og vores egen landssekretær Ellen Højlund Wibe deltog. Jacob Nossell er spastisk lammet og har i et teaterstykke stillet netop dette spørgsmål: ”Er mit liv værd at leve?” Svaret fra Jacob selv – og de tre øvrige deltagere var et klart Ja: Jacobs liv har værdi!
Uenighed om hvorvidt abort er en løsning
Spørgsmålet er så, om svaret havde været lige så enstemmigt og klart, hvis Jacob stadig havde befundet sig i livmoderen – jf. det spørgsmål, der ledsagede mødets tema-overskrift: ”Er fravalg af mennesker på grund af handicap, f.eks. Downs syndrom eller andet, forsvarligt?”
Her delte vandene sig, idet Mickey Gjerris og – overraskende nok – Jacob Nossell mente, at abort i nogle tilfælde kunne være en løsning. Jacob uddybede med, at han var meget glad for selv at være blevet født, men at han ikke syntes, han kunne diktere andre en svær beslutning.
Ellen Højlund Wibe fremførte, at ethvert menneske er enestående og unikt og fra undfangelsen må være beskyttet af menneskerettigheder, da det er her, menneskelivet begynder. Mickey Gjerris mente, at fosteret først på et senere tidspunkt havde krav på beskyttelse, uden at han dog kunne præcisere dette.
Czeslaw Kozon fastholdt, at menneskelivet er helligt og ukrænkeligt helt fra undfangelsen.
Enighed om, at sparehensyn ikke hører hjemme i debatten
Trods denne grundlæggende uenighed var paneldeltagerne efterfølgende enige i de fleste af de spørgsmål, ordstyreren, Mikael Wandt Laursen, bragte på bane. Således var der enighed om at:
- Sparehensyn hører ingen steder hjemme i debatten.
- Det er grundlæggende paradoksalt at prøve at værne om handicappede – også før fødslen, når vi samtidig opbygger et konkurrencesamfund.
- Vi har alle et ansvar for at mindske afstanden mellem ”raske” og handicappede.
- Ingen strukturer eller sundhedspersoner bør lægge nogen form for abortpres på forældre til et handicappet foster.
Paneldebatten afsluttedes, ved at Jacob Nossell læste det digt, der indgår i teaterforestillingen Human Afvikling, som Jacob har lavet over netop dagens tema: Digt til mit ufødte barn.
Paneldebatten var velbesøgt! Desværre fik Ellen Højlund Wibe et ildebefindende midt under debatten, men kom sig hurtigt.
Helge Hoffmann 17.06.17