Den vrede emoji
Jeg bruger faktisk aldrig den vrede emojis på Facebook for at tilkendegive en utilfredshed eller harme. Sommetider bruger jeg den triste emoji, der græder, når jeg synes, at en udvikling i samfundet eller en personlig skæbne er så trist og begrædelig, at man er nødt til at tilkendegive noget. Men den vrede emoji – næh. Nok mest fordi jeg tænker, at der vel altid må være formildende omstændigheder ved enhver situation, og man kommer vel heller ikke så langt med vrede. Det har vi jo lært – ikke skælde ud, ikke være vred, trist måske, men ikke vred. Her i Danmark kommer vi ikke sådan i vores følelsers vold, skønt vrede er en sund reaktion på noget, der er uretfærdigt og urimeligt.
Men nu er jeg vred! Jeg er harm, indigneret, forbitret og rasende, og for første gang (så vidt jeg da kan huske) i min Facebook-karrierer har jeg brugt den vrede emoji ved nogle politikeres opslag. For der er ingen formildende omstændigheder ved at se højtestimerede politikere stå i kø for at fejre den nye abortlov. De skåler i champagne og roser hinandens ”mod” til skyerne og kalder gennemførelsen af den nye abortgrænse for historisk, en sejr, en triumf for kvinderettigheder.
Jubelkoret ledes af ”børnenes statsminister” Mette Frederiksen og akkompagneres af sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre samt socialdemokratiets sundhedsordfører Lea Wermelin. De viser billeder, hvor der skåles, hvor der skraldgrines og jubles, mens de lovpriser kvindernes ”sejr”.
Og måske har kvinderne med denne nye lov virkelig sejret – ja sejret ad helvede til…? For hvad er det, de med denne lov har vundet retten til: De har nu lov til at slå ufødte børn ihjel op til 18. uge!
De glemte små
Sjovt nok nævnes deres små ofre ikke i skåltalerne. Disse små mennesker, der skal suges i stykker ved en provokeret abort og smides i en affaldsspand på et sygehus, nævnes ikke med et ord. Kun kvinderne. Det er som om, disse små mennesker, som jo trods alt er dem, der slås ihjel, er totalt uvedkommende i hele abortdebatten. For kvindernes ret til selvbestemmelse trumfer alt. ALT!
Så i det spørgsmål lader børnenes statsminister de ufødte børn klare sig selv indtil døden. For selve abortsagen er en absolut mærkesag for Mette Frederiksen. En sag, hun føler så stærkt for, at hun nævner den i både nytårstaler og ved folketingets åbning. Kvinder skal ALDRIG holdes nede af et moderskab, de ikke lige ønsker. På det alter må børnene ofres. Derfor omtaler hun heller aldrig de ufødte. Som om, at hvis hun ikke nævner dem, så eksisterer de ikke. Og det gør de jo heller ikke, når først abortmaskineriet har været i gang.
Og jeg som fuldstændig fejlagtigt troede, at socialdemokratiet ønskede at beskytte de svageste?! Og intet kan vel være svagere end et ufødt barn.
Billeder fra selve afstemningsdagen af en storgrinende Sophie Løhde, rullede ud i alle medier. Med stolthed udtaler hun: ”Vi viser, at abort er en grundlæggende sundhedsrettighed!”
Og man tænker ved sig selv: Hvornår har abort haft noget som helst med sundhed at gøre?! Hvordan kan den kobling overhovedet ske i ministerens hoved? Hvor er sundheden for barnet i at blive slået ihjel? Hvor er sundheden for de kvinder, der efterfølgende får det psykisk dårligt efter en abort?
Og i det hele taget, hvordan kan abort have noget med sundhed at gøre, det er jo ikke en sygdom at være gravid? Ikke engang når man er uønsket gravid! Men sådan kan ord på underligste vis pludselig legitimere drab på ufødte mennesker. Det er simpelthen i sundhedens tjeneste, at vi slår de ufødte ihjel! Tænk, så blev vi så kloge…
Så mens Statsministeren og sundhedsministeren jubler og griner, kan man næsten høre deres dans hen over de ufødtes grave. De ufødte små, som ikke engang får så meget som et ord med på vejen i ministrenes sejrsrus. De ufødte, som nu bliver endnu mere jaget vildt i en forlænget tidsperiode op til 18. uge, en periode, hvor ingen længere kan være i tvivl om, hvem det er, man fjerner.
Hvor er ‘den ordentlige tone’?
Socialdemokraternes sundhedsordfører Lea Wermelin lavede et opslag på sin Facebookside, hvor hun udråber afstemningsdagen til intet mindre end en historisk dag! Og da det så begynder at vælte ind med kritiske kommentarer til denne lov på hendes FB-side, opfordrer hun i kommentarsporet til en ordentlig tone; at skrue ned for retorikken – og man tænker ved sig selv, med hvilken autoritet siger hun det, når hun lige har stået og jublet over den udvidede ret til at slå ufødte børn ihjel. Hendes moralske habitus og dermed ret til at belære andre om opførsel synes at ligge på et meget lille sted.
Til gengæld ytrer hun til en af kommentarerne: ”Der er ingen, der slår nogen ihjel, der er tale om fostre, der ikke er levedygtige!” Jeg var lige ved at falde ned af stolen over hendes hån mod de små: Hallo, Lea Wermelin, de er jo særdeles levedygtige, hvis altså ikke lige politikerne gav lov til at man slår dem ihjel.
Det er jo sjovt med ord. Det er som om politikerne bevidst vælger det kliniske udtryk “foster” og undlader at bruge den almindelige folkelige betegnelse ”ufødt barn”. Det vil jo uvilkårligt danne uheldige billeder i almindelig menneskers hoved. For vi slår vel ikke børn ihjel i Danmark..?!
Et lille menneske
Men sagen er, at et foster jo bare er et lille menneske på et bestemt udviklingsstadie – ligesom ”spædbarn og teenager” er udtryk for det samme menneske bare på et lidt senere udviklingsstadie. Men menneskeligt, det er det, og oven i købet det samme menneske, som engang var foster!
Man kunne jo have lyst til at høre Mette Frederiksen, Løhde og Wermelin, hvornår de da selv mener, at de blev til?! Men det var måske først i uge 19….?
Dybest set er det fuldstændig ligegyldigt, om man tager den lilles liv i uge 4, 12, 18 eller 24, for det er det samme lille menneske på vej – ikke på vej til at blive et menneske, men på vej som et menneske. Uanset hvornår aborten sættes ind er det grotesk, men når man nu sætter grænsen ved uge 18, så bliver det så forfærdende tydeligt, hvad det er, der sker. Og jo mere kynisk er det. Hvordan kan man skåle på det?!
Så jo, jeg er vred! Jeg er vred over vores politiske lederes afstumpethed. Politikere, der i deres kamp for en ellers god sag, nemlig kvinders rettigheder, pludselig gør kvinderetssagen til en dødskult, der hylder retten til at tage et andet menneskes liv, fordi kvinders ret til selvbestemmelse trumfer alt andet, endda andre menneskers liv og ret til at leve.
Jeg håber, at det såkaldte ”sundhedspersonale”, der skal udføre disse drab på de små, får nok og siger fra. For ingen burde kunne være i tvivl om, hvem og hvad man slår ihjel ved en abort.
Historiens dom
Så når statsministeren og hendes ministre mener, at der blev skrevet historie forleden, da loven blev ført igennem, så tror jeg, at hun på sigt vil opdage, at historien kommer til at dømme hende og de andre abortlovsvedtagere hårdt. Man vil spørge som ved den forfærdelig behandling af Godhavndrengene og de grønlandske pigers spiralsag: Hvordan kunne I? Vidste I ikke, hvad I gjorde? Og vidste I det, er det dobbelt forfærdeligt.
Problemet er, at de ufødte aldrig vil kunne stille jer til regnskab. De har ingen stemme. Hvor er det tragisk.
Jo, jeg er vred.
Af Ketty Dahl, billedkunstner og forfatter