Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
At mande sig op i abortdebatten

Pixabay

Af Kristoffer N. Dahl, gymnasielærer og formand for Retten til Liv

I sommer gik et opslag med vores ungdomssekretær Kristina viralt, og som formand ville jeg bidrage til debatten i kommentarfeltet. Men det blev mere aktuelt, at jeg var mand frem for formand.
En kommentar lød, at man burde holde igen med sin abortmodstand, da abort for nogen var eneste udvej i en svær situation.

Hertil svarede jeg: Men hvis vi har skabt et samfund hvor kvinder kan se abort som den eneste udvej, så må der være sociale tiltag, vi kan gøre bedre. Desuden: hvis den ufødte er et menneske, så er de, der ved det, jo nødt til at tale op imod retten til abort, også selvom det er ubelejligt. Så længe man gør det respektfuldt og ordentligt som Kristina i videoen, så er vi et godt sted. God sommer!

Svaret var kort: Sådan ca. uenig i alt, hvad du siger, nok fordi du ikke kan blive gravid.

Jeg svarede: Skal det forstås sådan, at du ikke vil forholde dig til argumenter ind i abortdebatten, så længe de kommer fra en mand? I så fald er det vel sexisme.

Svaret var: Jep, det skal nemlig lige præcis forstås sådan. Jeg går ind for, at mænd kan nægte barnet tidligt i forløbet, så han ikke bliver tvunget til faderskab. Men alt, hvad der ellers sker i kvindekroppen, skal mænd ikke bestemme en dyt over. Kald mig bare sexist.

Jeg var faktisk ret overrasket over svaret. For de færreste tør direkte anerkende det sexistiske i at udelukke mænd fra abortdebatten. Men attituden findes derude, især i onlinedebatten, hvor kønskortet meget nemt kan blive trukket. Jeg tror dog ikke kun, det befinder sig online. Jeg kender det jo selv. Følelsen af at det, jeg siger nu, sikkert ville lande bedre, hvis jeg selv var kvinde. For abort synes primært at være et kvindeproblem, så vi mænd, der taler imod abort, ender for nemt med at ligne nogen, som taler imod kvinder. Som mand føler man sig på glatis.

Mandens ansvar

Men det er absurd. For mænd bør tage ansvar for liv, de sætter i verden. Retten til at ”nægte barnet tidligt i forløbet” er bare mere sexisme, hvor en mand kan nægte en kvinde hjælp, som han skylder. Og ikke kun kvinden mister et barn i en abort. Det gør manden også.

For mig at se har aborten haft mindst en tredobbelt skadeseffekt på vores samfund:
1. Børn bliver slået ihjel.
2. Kvinder bliver gjort til medskyldige og mister et barn.
3. Det samme sker for mænd, der også har kunnet holde deres ansvar ud i strakt arm og sige: ”Jeg synes du skal have en abort.”

Abort er blevet drenges mulighed for i forbindelse med den seksuelle frigørelse at behandle sex og kvinder som en konsekvensfri legeplads. Måske er det blandt andet derfor, Hugh Hefner, grundlæggeren af det pornografiske mandeblad Playboy, støttede retten til abort i USA så stærkt? Abort ville netop gøre det lettere at være en playboy, frem for en ansvarlig mand. Problemet er, som vist ovenfor, at det er en illusion, som har store konsekvenser.

Vi har med aborten skabt en kultur, der tillader drenge at forblive ansvarsløse drenge frem for at tilskynde os til at blive mænd. Faktisk er det endnu værre, vi har skabt en kultur, der tilskynder til at drenge ikke bliver det, Gud ønsker for dem.

Mænd efter Guds hjerte

Gud er treenig. Det er dyb og svært forståelig kristen mystik, men vi begriber, han er tre personer: Fader, Søn og Helligånd i et stort kærlighedens hele. Og så har Gud skabt manden og kvinden sammen som en vigtig del af billedet på, hvem han selv er: En relation af kærlighed bestående af flere personer i enhed. Og læg mærke til, at der i den relation kan opstå en hel tredje part: børnene.

Jeg tror, det er en del af forklaringen på, at vi er så mange kristne, der reagerer stærkt negativt overfor abort. Vi forstår ved Helligånden, som bor i os, at abort er et direkte korrumperende frontalangreb på gudbilledligheden. Djævelen kan ikke skade Gud, men han kan skade Guds billedbærere. For Gud har skabt os til smukke enheder bestående af mand og kvinde, der sammen kan skabe helt nye mennesker. Men med aborten kan manden presse kvinden til at tage livet af det liv, de netop lige har skabt sammen. Det er en fordrejning af det gode, som nok kun den, der hader Gud, eller de, der er blevet forført, kan glæde sig over.

Hvor efterlader det mænd, som gerne vil elske Gud, kvinder og børn? Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige: I mænd ikke bare må blande jer i abortdebatten; I skal. Det er forskelligt, hvad vi har fået givet at blande os med. Nogle er gode talere og facebookdebattører. Nogle har tiden og evner til at gå ind i omsorgsarbejde for udsatte kvinder. Andre har ansvarspositioner i kirker og ungdomsarbejde, hvor abortspørgsmålet skal adresseres kærligt og ærligt. Og alle har vi hænder, der kan foldes i bøn for de ufødte, kvinderne og også os selv som mænd og vores ansvar.

En hilsen til mændene på livets side:

Kære mænd i kampen for de ufødte: Fat mod. Du er ikke sexist, når du siger det, en kvinde også kan sige i debatten. Din røst i kampen for de ufødte er bare nødt til at være dobbelt så velargumenteret og dobbelt så kærlig for at blive hørt, af alle dem der automatisk ser dig som en mørkemand. Og hvorfor skulle vi ikke levere det dobbelte? De uskyldige forsvarsløse fortjener vores bedste.

Lad os være lysmænd overfor dem, der tror, vi er mørkemænd.

Bragt i Retten til Livs blad LIV oktober 2026