Rådhuspladsen 9. juni 2018
Kort tale af sognepræst Henrik Højlund
Den, der redder ét liv, redder hele verden.
Kan I huske, hvilken film den sætning brænder igennem i?
Schindlers liste. Oscar Schindler modtager i slutscenen en ring fra lederen af hele den gruppe af 1100 jøder, han har reddet. De står der alle sammen for at hylde ham. Men Schindler begynder at græde. Jeg kunne have reddet flere, siger han.
Det er en ufattelig stærk scene, det er svært at holde vandet fra øjnene.
Den, der redder ét liv, får brug for at redde ét mere, og ét mere.
Kan vi redde et liv ved at stå her i dag? Ja, det tror jeg. Og det skulle ikke undre mig, om det bliver mere end ét liv. For der kommer kvinder forbi, som bærer et liv i maven, eller det kan være, det er lige på trapperne. Måske uden at de ved det, uden at det var planlagt, uønsket, ubelejligt. Men de kom forbi her i dag eller læste om det i en avis eller hørte en veninde fortælle om det eller fik en ballon i hånden senere på dagen. Og når mand, forældre, sundhedspersonale, samfund og tidsånd presser på for at afbryde livet, så ender de måske med at tale for døve ører, for en tvivl er blevet plantet i sindet på moderen: Er det ikke rigtigere at lade menneskeliv leve end at lade det dø?
Uanset alle forsøg på at fremstille det her som formørkelse og umenneskeligt og kvindefjendsk, så overdøver virkeligheden. Livet råber højere end døden. Og det taler til alt, hvad der er sandt og godt og lyst i et menneskes hjerte. At redde ét liv.
Jeg har en god ven, som er almen praktiserende læge i en stor dansk provinsby. Han får jævnligt kvinder ind i klinikken, som beder om abort. Han taler med dem om alternative muligheder. Det sker, at én ombestemmer sig. Af og til støder han på sådan en kvinde i byen, som går med sit lille barn i hånden. De ser hinanden i øjnene og smiler indforstået. Endnu ét liv reddet. Endnu en lys dag. I hans liv. Og i kvindens og barnets liv.
Vi står her i dag for at minde hinanden og hele København og hele Danmark om, at vi taler om liv, om menneskeliv. Vi går helt ud i det offentlige rum og gør det, for at påmindelsen skal blive så gennemtrængende som mulig, hos os selv og hos enhver anden. At stå her i det offentlige rum med det er noget helt andet end at nøjes med at mene det i det private. Det udforer os selv til at mene det på en meget mere forpligtende, almengyldig måde.
Og så står vi her for at redde om så bare ét liv mere. For når vi har gjort det, så får vi brug for at redde ét mere. Og ét mere.
Et af mit livs helte, den norske præst Børre Knudsen, som døde for en 3-4 år siden, og som var verdensberømt i Norge for sin kamp for det ufødte liv, blev engang interviewet af en Norges mest velskrivende journalister, Niels Christian Geelmuyden. Geelmuyden var og er ateist, men blev så betaget af præsten og hans anliggende, at han skrev en hel bog om ham. I bogen sidste kapitel fortæller han om den sidste køretur til lufthavnen. De sidder på cafeteriet i lufthavnen og venter på afgang. Pludselig kommer en kvinde forsigtig hen og prikker Børre Knudsen på skulderen. Hun stikker ham en konvolut og forsvinder. ”En lille tak”, står der med skæve bogstaver udenpå. Børre Knudsen åbner og læser:
”Kære Børre Knudsen. Hvis det ikke havde været for dig og den kamp, du kæmper, havde jeg ikke siddet her på flyvepladsen i dag. Jeg sidder og venter på det kæreste for mig i denne verden. Min ni år gamle datter. Ville bare at du skulle vide det.”
Den, der redder ét liv, redder hele verden.
Red én mere.