Af Jonathan Haahr Oehlenschläger, stud.theol.
Påstand: Abortforbud undertrykker andres religiøse rettigheder
Abortforbud er et brud på religionsfriheden. Den påstand er blevet hævdet flere gange efter vedtagelsen af Dobbs v. Jackson, der i 2022 annullerede Roe v. Wade, og dermed overlod det til hver enkelt stat selv at lovgive om abort.
Påstanden består især af to argumenter. For det første, at den påstand, at livet begynder ved undfangelsen, er et specifikt religiøst – typisk konservativt, kristent – synspunkt, der ikke hævdes af alle, heller ikke af alle religiøse traditioner, og at det at lovgive ud fra et sådant argument dermed er at favorisere én specifik religiøs tradition.
For det andet, at et abortforbud begrænser religionsudøvelsen for borgere og religiøse ledere, der ikke deler synspunktet. En religiøs tradition, der vægtlægger individets autonomi til at handle, som man selv finder det rigtigt i moralske beslutninger, vil fx ikke have mulighed for fuldt ud at udfolde dette princip, så længe der er abortforbud. Ligeledes vil en religiøs leder også blive begrænset, når han eller hun skal rådgive om emner om reproduktion, da vedkommende ikke kan rådgive om ting, der er ulovlige(1).
Pro-life argumentet ikke kun religiøst betinget
Selvom argumentationen måske umiddelbart kan virke overbevisende, vil jeg alligevel hævde, at den indeholder flere problemer.
For det første er mange af argumenterne for, at der ved undfangelsen opstår et menneskeliv med værdi netop ikke religiøse, selvom den kristne tro selvfølgelig også er motiverende for mange af os. Således er argumentet for fosterets rettigheder ikke kun begrundet ud fra Salme 139,16 om, at Gud havde hvert eneste menneske for øje, mens det var foster, eller ud fra tanken om at ethvert menneske som skabt i Guds billede er uendeligt værdifuldt, selvom de er stærke teologiske argumenter for pro life-sagen.
Men vi argumenterer også for det, fordi det giver biologisk mening at tale om et menneskeligt liv fra undfangelsen, da der fra det tidspunkt er dannet et unikt og uerstatteligt fosteranlæg, der ikke vokser til et menneske, men som et menneske. Vi argumenterer med, at alle andre forsøg på at skelne mellem, hvornår der er og ikke er menneskeligt liv, eller hvornår der er værdifuldt og ikke-værdifuldt menneskeligt liv, virker vilkårlige ofte enormt subjektive. Og vi argumenterer med ’equal rights’-argumentet om, at det netop er ved at være menneske, at mennesket har rettigheder, og at disse rettigheder derfor også bør være gældende for alle mennesker, inklusive fosteret(2).
Den neutrale stat og politik er en illusion
For det andet kan argumentationen ses som udtryk for en tanke om, at staten kan og skal være neutral og føre en neutral, sekulær politik, hvor religion holdes ude af det offentlige rum, og bestemte religiøse livssyn ikke favoriseres. Som det er blevet hævdet fra flere sider – bl.a. af den skotske, katolske filosof Alasdair MacIntyre – giver det imidlertid ikke mening at snakke om en neutral stat og neutral politik, da politik har med moral at gøre, og moral altid er begrundet i bestemte livssyn, uanset om disse er eksplicit formuleret eller ej.
I Danmark tænker vi det som en selvfølge, at alle borgere er lige meget værd og har ret til lige muligheder, men selv denne påstand er ikke neutral og hævdes ikke universelt af alle mennesker, men er netop en følge af, at et bestemt livs- og menneskesyn har været bærende i Danmark.
Det er således rigtigt, at det er udtryk for et bestemt syn på mennesket og livet, hvis man fra undfangelsen sikrer fosteret rettigheder til livet og indfører et abortforbud, og at dette livs- og menneskesyn kan være religiøst begrundet. Men det er også udtryk for et bestemt syn på mennesket og livet, hvis man ikke sikrer fosteret disse rettigheder ved at undlade et abortforbud. Det giver ikke mening at hævde, at det er mere neutralt at være pro-choice end at være pro-life.
Åndsfrihed giver ret til at hævde en absolut sandhed
For det tredje må man afklare, hvad religionsfriheden skal gøre godt for, og i den forbindelse kan det være relevant at inddrage begrebet åndsfrihed, der er blevet reetableret i en dansk sammenhæng indenfor de seneste år, og som hænger tæt sammen med religionsfrihed.
Åndsfriheden, og dermed religionsfriheden og friheden til at (undlade at) tale og handle efter sin samvittighed, er nemlig ikke udtryk for et relativistisk projekt om, at alt er lige godt, at du har din sandhed, og jeg har min sandhed, eller at ingen af os kan se hele sandheden, men er netop til for at sandheden må komme frem.
For Grundtvig – der normalt regnes som åndsfrihedens ophavsmand– var det afgørende, at mennesker ikke tvinges til at hævde noget, de ikke mener, da dette ender i hykleri. Men hvor (ånds)friheden er, der vil mennesker også være ærlige, og dermed også (forhåbentlig) give udtryk for, hvad de tror, og således kan man have en åben dialog(3).
I forlængelse heraf hævdede højskolemanden Holger Kjær i efterkrigstiden, at åndsfriheden er afgørende, fordi der er mulighed for, at det er mindretallet og ikke flertallet, der har ret, og derfor skal mindretallets synspunkter også komme frem(4) . Derfor er det også dybt problematisk og udtryk for manglende forståelse af åndsfrihed, når fx Mette Frederiksen hævder, at abort ikke kan diskuteres.
Er det rigtigt, som jeg hævder, at åndsfrihed og religionsfrihed hænger tæt sammen med spørgsmålet om sandhed, giver argumentationen for et abortforbud god mening – for så er modstanden mod abort ikke udtryk for en personlig religiøs præference, der ikke har noget med andre at gøre, men udtryk for et ønske om at være tro mod og drage konsekvenserne af noget, som vi er overbevist om er sandt: At alle mennesker, inklusive fosteret, har lige meget værdi og har ret til livet, netop fordi de er mennesker, og at dette er en sandhed, som alle mennesker er forpligtede på, uanset om de er enige eller ej. Ligesom vi hævder, at alle mennesker har lige meget værdi og ret til livet uafhængigt af deres etnicitet, selvom der er racister og nazister, der er uenige. En sandhed bliver ikke mindre sand, blot fordi den ikke erkendes og deles af alle.
Enhver lovgivning indebærer begrænsninger
For det fjerde er det helt rigtigt, at et abortforbud begrænser nogen bestemte handlinger og dermed også potentielt begrænser noget religionsudøvelse.
Men sådan er det imidlertid med al lovgivning. Man tvinges til at betale skat, selv hvis ens religion forbyder det. Det er forbudt at slå sine børn, selv hvis ens religion påbyder det. Man forbydes at dræbe eller udøve vold mod dem, man anser som vantro og kættere, selv hvis ens religion påbyder det. Lovgivning er altid begrænsende. Imidlertid er det også som pro-life’er og tilhænger af abortforbud værd at være opmærksom på, hvordan man er begrænsende.
Carsten Hjorth Pedersen skelner i den forbindelse mellem to slags mindretal: Eksklusive og inklusive mindretal. Pro-life’ere kan ses som et eksklusivt mindretal, i den forstand, at vi ønsker et abortforbud, og det er således pr. definition ekskluderende, da det forbyder alle borgere både at foretage og få foretaget en abort, uanset om det strider imod ens samvittighed eller ej. Pro-choicere kan imidlertid ses som inklusive i den forstand, at de går ind for at tillade abort, men samtidig (i hvert fald forhåbentlig) går ind for, at lægepersonale, kan blive fritaget for at foretage aborter, hvis det strider imod deres samvittighed. Selvom det umiddelbart kan virke skævt eller uretfærdigt, er det vigtigt for Pedersen at understrege, at alle, også den inklusive side, har en grænse for, hvor meget de kan rumme og tillade, men at denne grænse bare går forskellige steder(5).
Lovgivning er altid begrænsende. Som pro life-side må vi, hvis et abortforbud en dag indføres, derfor være gode til at hævde åndsfriheden på en sådan måde, at vi ikke kriminaliserer bestemte ytringer om abort, men hævder retten til at tale for fri abort, også blandt religiøse ledere, og også selvom vi er dybt uenige– ligesom vi selv nu hævder retten til at tale imod det.
- Se eksempel
- F.eks. Argumenter imod abort
- Fx Åndsfriheds formand Ingrid Anks udfoldelse i Grundtvigsk Forum
- Åndsfrihed er meget dansk
- To måder at være i mindretal på.