Jeg har længe undret mig. Hvordan kan abort høre under sundhedsvæsnet, når det at vente en baby ikke er et medicinsk problem, og det at være gravid ikke er en sygdom?
Fakta er, at sundhedsvæsnet, som skulle og burde redde liv, nu deltager i at tage liv og gør alt for at retfærdiggøre det ved kun at se på den ene af de to implicerede, nemlig moderen.
Jeg forstår det ikke. Det går over min forstand (ikke at den er særlig stor, men alligevel). For jo mere sårbart et menneske er, desto mere bør vi vel gøre for at beskytte det, eller hvad?
Faktisk findes der vel egentlig ikke nogen årsag, omstændighed eller undtagelse, der gør det rigtig okay at tage livet af et lille ufødt menneske på nær, hvis moderens liv er i fare – og så vidt jeg har forstået, er det uhyre sjældent tilfældet og retfærdiggør ikke de tusinder og atter tusinder små liv, der tages hvert år
Faktisk er det sådan nu i vores sundhedsvæsen, at abort er den eneste medicinske procedure, der betragtes som en fiasko, hvis barnet overlever.
Men livet er værdifuldt, også når et menneske ikke er stærkt, men er totalt afhængig af andre, for alle mennesker – alle – har uendelig værdi.
Abort løser en krise-graviditet ligesom selvmord løser en depression, hvor døden bliver løsningen på problemet. Abort forvrænger sandheden om, hvad et menneske er, hvad kærlighed er, abort umenneskeliggør det ufødte liv.
Ja, barnet i maven er totalt afhængigt af sin mor, men det burde ikke formindske dets ret til beskyttelse. Heller ikke dets ret til samfundets beskyttelse.
Menneskerettigheder gælder jo ikke kun for såkaldte ønskebørn, nej, menneskerettigheder starter, når et menneske eksisterer, og et menneske eksisterer fra undfangelsen af.
Menneskerettighederne er ikke baseret på, hvem der er stærkest, hvem der er mest succesfulde, eller hvad der er mest praktisk og nemt, nej, menneskerettigheder tilhører alle, der tilhører den menneskelige familie ene og alene af den grund, at de er menneskelige.
Hvis de mindste og mest sårbare bliver udelukket fra menneskerettighedernes beskyttelse, så er menneskerettighederne gjort betingede. Et retfærdigt samfund anerkender den sandhed, at ethvert menneske, født eller ufødt, har brug for beskyttelse.
Fakta er, at noget ikke-menneskeligt ikke pludselig kan blive menneskeligt ved at blive større og ældre. Ergo må ethvert menneske være menneskeligt fra starten, fra undfangelsen. Der findes ikke noget stadie i den menneskelige udvikling, hvor mennesket ikke er et menneske.
Så det store spørgsmål, som rigtig mange, der er for abort, ikke ønsker at svare på er: Hvornår mener du selv, at du blev dig? I uge 8, i uge 12 i uge 18 eller først ved fødslen?
Al logik siger, at selvfølgelig blev jeg mig, og du blev dig ved undfangelsen. Intet andet giver mening, og derfor er de såkaldte grænser for abort fuldstændig absurde – og de varierer i øvrigt fra land til land, hvilket gør det endnu mere absurd.
For man bliver ikke først et menneske ved fødslen. Fødslen ændrer bare ens opholdssted, men ikke ens identitet.
Selv sundhedsstyrelsen (ja, det lyder næsten som en selvmodsigelse at skulle sige ”selv sundhedsstyrelsen…”) er klar over, at det som er i maven, når man er gravid, er et menneske, og advarer mod at drikke alkohol under graviditeten, fordi det kan give livslange skader på den lille. Ikke desto mindre er selvsamme ”sundhedsstyrelse” fortaler for abort.
Nogle stiller det spørgsmål, at hvis et foster ikke er levedygtigt uden for livmoderen, hvordan kan det så have samme menneskerettigheder som det fødte menneske? Og ja, det er sandt, at et ufødt menneske som ikke er blevet mindst 23 uger næppe vil overleve uden for livmoderen, men det betyder vel ikke, at de ikke er ligeværdige mennesker? Hvis jeg bliver smidt overbord midt i Atlanterhavet uden redningsvest og uden en redningsbåd, så ville jeg også dø, for Atlanterhavet er ikke mit rette element. Hvis jeg derimod er på landjorden, så kan jeg overleve. Hvis et ufødt barn fjernes fra sit rette element, som er livmoderen, så vil det naturligvis ikke kunne overleve, men får det lov at være i livmoderen frem til fødslen, så er det i høj grad levedygtigt. Så hvis man hævder, at et ufødt barn ikke har menneskerettigheder fordi det ikke er levedygtigt udenfor livmoderen, så burde vi, der er født, logisk set heller ikke have menneskerettigheder, for vi vil også dø, hvis vi bliver taget ud af vores naturlige element.
Jeg synes jo, der findes så mange gode argumenter mod abort, at jeg undrer mig over, at abortdebattens prolife-argumenter atter og atter bare bliver kørt over, ignoreret, tiet ihjel eller hånet. Måske fordi der er større kræfter på spil i det her, end vi aner…!
Men det skal ikke få forsvaret for de små til at forstumme. Vi bliver ved.
For fakta er, at nogen skal sige noget!