Suveræn råderet over kroppen?
Forsvar for ufødtes lige ret til at leve mødes ofte af et argument om, at intet menneske – heller ikke et lille menneske – har råderet over et andet menneskes krop. Retten til abort knyttes sammen med retten til at bestemme over egen krop og fremtid.
Her præsenteres ofte et tankeeksperiment: Har et født barn ret til sin mors organer, hvis det får brug for det? Skal det være lovpligtigt at give et organ væk, hvis dette organ er det eneste, der kan redde et andet menneskes liv? Da svaret så åbenlyst er ‘nej’ (selv om det er en smuk og uselvisk gerning at give et organ væk for et andet menneskes skyld), så drages slutningen, at så skal det heller ikke være lovpligtigt at gennemføre en graviditet, man ikke har lyst til (selvom det også ville være en smuk og uselvisk gerning).
Et interessant argument
Argumentet og tankeeksperimentet er interessant, fordi retten over egen krop er en central og vigtig grundpille i vores samfund. Det er også interessant, fordi den tager fat på et lidt mere grundlæggende spørgsmål i abortdebatten, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt retten over egen krop er suveræn. Om den ligefrem overtrumfer et andet menneskes ret til at leve.
Den underliggende præmis for sammenstillingen er, at de to mennesker, der i de to situationer har behov for andres kroppe – det organsyge menneske og det ufødte menneske – er sammenlignelige og ligeværdige. Denne præmis er jeg meget enig i.
Men er de to scenarier sammenlignelige? Er dette at sige nej til at donere sin nyre sammenligneligt med dette at sige nej til at ‘udlåne’ sin livmoder i 9 måneder? Bør man have samme suveræne ret til abort graviditeten igennem, som man har til at nægte at donere sine organer grundet i retten over egen krop? Det mener jeg til gengæld ikke.
Forskellige scenarier
En organdonor og en abortsøgende kvinde står overfor to grundlæggende forskellige valg.
Organdonoren har to valgmuligheder. Han eller hun kan uselvisk og omsorgsfuldt vælge at donere f.eks. sin nyre til en organsyg person. Men han eller hun kan også vælge at lade være. Ingen har krav på et andet menneskes organer. Donoren kan altså vælge ‘at hjælpe’ eller ‘ikke at hjælpe’.
Den gravide kvinde har ikke disse to valgmuligheder. Hun kan vælge at beskytte sit foster til termin, dvs. ‘at hjælpe’, men hun har ikke en mulighed for ‘ikke at hjælpe’. På grund af den særlige, men midlertidige kropslige forbundethed, der eksisterer mellem en kvinde og hendes foster, så er det eneste alternativ til ‘at hjælpe’ at slå fosteret ihjel.
Måske vil der på et tidspunkt opstå en teknologisk mulighed for at adskille en kvinde og hendes foster tidligt i graviditeten, hvis det er et ønske. Det ville i så fald give kvinden en mulighed for ‘ikke at hjælpe’. Men en sådan mulighed eksisterer ikke i dag. En provokeret abort er ikke ‘at sige nej til at hjælpe’. En abort er et drab.
Ligeværdig beskyttelse imod drab
Mennesker, der er organsyge, er, som alle andre mennesker beskyttede af straffeloven. Ingen må slå dem ihjel. Heller ikke selvom de er til besvær eller har en dårlig livskvalitet. De er ligeværdige mennesker med krav på samfundets beskyttelse. Men de har ikke juridisk krav på andre menneskers kropsdele.
På samme måde bør det ufødte menneske, der er afhængig af den gravide kvinde, være beskyttet af straffeloven. Fosteret skal ikke beskyttes, fordi det har krav på kvindens krop, men fordi det har krav på ikke at blive slået ihjel.
Den gravides ret over egen krop overtrumfes her af medmenneskets ret til ikke at blive slået ihjel. Rettigheder er indbyrdes forbundne. Retten over egen krop må som alle andre rettigheder tilpasse sig andre menneskers lige rettigheder. Og her står retten til at blive beskyttet imod drab centralt.
Man hykler, hvis man kræver frihed for sig selv, men nægter samme frihed for andre. Dette gælder også friheden til overhovedet få lov til at være i denne verden.